Junior Grand Prix Finalen sluttede i dag med herrernes og parløbernes lange programmer.
Junior Herrer
Richard Dornbush jubler efter sit korte program til "Sherlock Holmes". (Foto: Getty Images)
De fleste herrer var en smule undervældende i de lange programmer med undtagelse af én herre, nemlig føreren efter det korte program
Richard Dornbush. Han landede 8 rene triple spring, deriblandt 2 triple axeler, hvoraf den ene var i kombination med en triple tåloop. Piruetterne var solide, og præsentationen var det bedste i feltet. Hans score på 148.81 point slår hans gamle personligt bedste med over 16 point, og han tog guldet med en imponerende margin på lidt over 33 point.
Han Yan var lidt usikker på nogle af springene; han landede 6 triple spring, men han havde step-out på både sin lutz og loop og singlede nogle double spring på sine kombinationer. Han score på 118.76 point var dagens tredjehøjeste, men nok til at give ham sølv.
Andrei Rogozine kom stærkt igen med dagens andenbedste lange program, hvor han landede 8 triple spring. Hans eneste større fejl var en vending ud af landingen på en triple flip i kombination. Hans score på 122.61 point trak ham op til bronze.
Max Aaron trak sig op en tæt 4. plads, kun 0.50 point væk fra podiet. Han landede 7 triple spring, men han lavede fejl på begge sine triple axeler.
Keegan Messing havde en mindre nedsmeltning, da han floppede en planlagt triple axel og faldt i slutningen på sin trinsekvens samt på indgangen til planlagt triple loop. Han fik desuden sin 3-3 kombination nedgraderet. Dette trak ham til en samlet 5. plads.
Joshua Farris var også usikker på springene, da han havde hånden på isen på en underroteret triple axel samt singlede sin anden i kombination, som han også faldt på. Han faldt til en samlet 6. plads.
Zhan Bush landede 7 triple spring, men kludrede sin planlagte springparallelpiruette.
Gordei Gorshkov havde dagens femtebedste score, men det var ikke nok til at trække ham op.
Resultat
Junior Parløb
Narumi Takahashi og Mervin Tran udfører deres lange program. (Foto: Getty Images)
Parløberne havde en lidt usikker dag, da alle havde et fald i deres lange program.
Narumi Takahashi og Mervin Tran startede ud med deres side-om-side triple salchows, som Takahashi deværre faldt på. De kom dog tilbage med en smuk double twist level 4, kast triple salchow og en ren side-om-side double axel-double axel sekvens, men de havde endnu en fejl på deres kast triple tåloops, hvor hun havde et step-out på landingen. Deres score på 105.58 point var dagens højeste og holdt dem på en førsteplads. Dette er vist første gang, at Japan vinder en ISU konkurrence i parløb.
Ksenia Stolbova og Fedor Klimov begyndte sikkert med en double twist og kast triple lutz, men hun faldt på deres side-om-side triple tåloop i planlagt kombination. Resten af programmet var dog rent, og deres score på 100.91 point var nok til at give dem sølv.
Xiaoyu Yu og Yang Jin, som overraskende fik deres løft ugyldiggjort i det korte program, kom igen med et solidt program med rene side-om-side spring og en triple twist. Yu faldt dog på deres kast triple loop. Parret opnåede dagens højeste tekniske score, og deres LP score på 96.90 point er et nyt personligt bedste. Dette trak dem op på en tredjeplads.
Taylor Steele og Robert Schultz havde fejl på deres dobbeltaxeler, og hun faldt på deres kast triple tåloop. Sammenlagt med programmets lavere sværhedsgrad faldt de til en samlet 4. plads.
Resultat
Se flere detaljer på
isuresults.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar