tirsdag den 5. marts 2019

Junior VM 2019 forudsigelser - Parløb

Kostiukovich/Ialin, Mishina/Galliamov og Panfilova/Rylov er favoritter i parløb.

Igen i år vil de russiske par være favoritter ved World Junior Figure Skating Championships 2019, idet de har domineret juniorscenen overbevisende over hele sæsonen.

Guldfavoritter er de regerende Junior VM-bronzevindere Anastasia Mishina og Aleksandr Galliamov, som er ubesejrede på junior niveau denne sæson med bl.a. guld ved JGPF og senest de russiske juniormesterskaber. Duoen har høj sværhed på alle deres elementer, og deres præsentation er også moden for deres alder, så med deres sædvanlige løb burde de kunne tage sejren.

De regerende Junior VM-sølvvindere Polina Kostiukovich og Dmitrii Ialin har også haft en stærk sæson med sølv ved JGPF og de russiske juniormesterskaber, og med deres planlagte sværhed er de nok det eneste par, som kan true Mishina/Galliamov til guldet.

Det tredje russiske par er Apollinariia Panfilova og Dmitry Rylov, som gør deres Junior VM-debut. Denne sæson er det blevet til to JGP-sølvmedaljer og bronze ved Finalen, så de er bronzefavoritter i feltet. Grundet deres mangel på side-om-side triple spring skal de håbe på fejl fra landsmændene, hvis de vil højere på podiet.

Resten af feltet er på papiret en del længere bagud. Amerikanske Sarah Feng og TJ Nyman var det eneste ikke-russiske par til at kvalificere sig til JGPF, men de trak sig fra konkurrencen. De deltog heller ikke ved US Nationals, så de er forhåbentlig udtaget pga. deres gode potentiale (og ikke fordi USA ikke havde andre par).

Andre par med potentiale til top 5 tæller de amerikanske juniormestre Laiken Lockley og Keenan Prochnow, som har en 4. og 6. plads fra JGP'erne, samt franske Cleo Hamon og Denys Strekalin, som tog en 6. og 5. plads ved JGP'erne.

Mine forudsigelser
1. Anastasia Mishina / Aleksandr Galliamov RUS
2. Polina Kostiukovich / Dmitrii Ialin RUS
3. Apollinariia Panfilova / Dmitry Rylov RUS
4. Sarah Feng / TJ Nyman USA
5. Laiken Lockley / Keenan Prochnow USA
6. Cleo Hamon / Denys Strekalin FRA
7. Rika Miura / Shoya Ichihashi JPN
8. Feiyao Tang / Yongchao Yang CHN

Se flere detaljer her.

Junior VM 2019 forudsigelser - Herrer

Gogolev, Gumennik, Shimada og Grassl er blandt favoritterne.

Herrernes felt ved World Junior Figure Skating Championships 2019 er særdeles dybt, idet mange herrer har chancen for en podieplads afhængig af dagsformen.

Favorit må dog være 14-årige Stephen Gogolev, der denne sæson har vundet guld ved både en JGP og derefter JGPF, og senest blev det sølv ved de canadiske seniormesterskaber. Canadieren er en velafrundet løber med hele tre forskellige quads i sit repertoire, hvilken giver ham en margin for fejl. Han har dog udvist svaghed, når han er favorit - ved sin ene JGP blev det kun en 5. plads.

16-årige Petr Gumennik har haft en yderst stabil sæson med to JGP-sejre og dernæst sølv ved JGPF og de russiske juniormesterskaber. Denne pålidelighed gør ham til Ruslands medaljehåb hos herrerne, da landsmænd Artur Danielian (den regerende Junior VM-sølvvinder) og Roman Savosin kan være noget uforudsigelige.

Japans Koshiro Shimada har også haft stabile resultater denne sæson med to JGP-medaljer og bronze ved Finalen. Med quad tåloop og flot grundløb og præsentation er hans scoringspotentiale højt, men indtil videre har han ikke løbet helt rene programmer endnu.

Amerikanske Tomoki Hiwatashi tog Junior VM-bronze tilbage i 2016, og han har igen chance for en medalje. Den 19-årige løber har denne sæson vundet to JGP-sølvmedaljer, før det blev en skuffende 6. plads ved Finalen. Ved de amerikanske mesterskaber og 4CC havde han dog sine hidtil bedste løb, så momentum er med ham.

Landsmand Alexei Krasnozhon var favorit til at vinde det sidste Junior VM, før en skade i friløbet tvang ham til at trække sig. Denne sæson har han kun løbet senior med en 7. og 8. plads ved GP'erne. Han forsøger ikke quads og er måske ikke den mest elegante herre, men han har udvist god stabilitet.

Den sidste amerikaner er Camden Pulkinen, som er noget af et vildskud. Han tog guld og sølv ved sine JGP'er, men ellers har hans resultater denne sæson været skuffende grundet en stribe af nedsmeltninger i friløbet. Hvis han formår at løbe rent, er han dog uden tvivl i stand til at tage medalje.

Hold også øje med 16-årige Daniel Grassl, som vandt de italienske seniormesterskaber. Han har én JGP-bronze denne sæson, men på senior niveau har italieneren tre Senior B-sejre samt en solid 6. plads ved EM. Han forsøger både quad loop og quad lutz i sit friløb.

Mine forudsigelser
1. Stephen Gogolev CAN
2. Petr Gumennik RUS
3. Koshiro Shimada JPN
4. Tomoki Hiwatashi USA
5. Daniel Grassl ITA
6. Alexei Krasnozhon USA
7. Adam Siao Him Fa FRA
8. Camden Pulkinen USA
9. Joseph Phan CAN
10. Artur Danielian RUS

Se flere detaljer her.