|
Baram/Tioumentsev udfører en baglæns udvending dødsspiral i det lange program. |
Vi havde et solidt stort felt hos parløberne ved ISU World Junior Figure Skating Championships 2023. Umiddelbart blev det spået til at være en kamp mellem guld og bronze, men kampen blev ikke helt så tæt.
JGPF-sølvvinderne Baram/Tioumentsev gjorde en flot Junior VM-debut. Den amerikanske duo imponerede i det korte program, hvor de bl.a. landede triple twist, side-om-side double axeler og kast triple tåloop, og den fremførelse gav dem en stor føring. I friløbet var highlights en triple twist, triple salchow-double axel-double axel, kast triple loop (med step-out) og triple tåloops. Med personlige bedste scores i begge segmenter kunne de tage den samlede sejr! Obs: med de nuværende aldersbegrænsninger vil parret først igen kunne konkurrere internationalt i 2026/27.
De nykronede JGPF-vindere Golubeva/Giotopoulos Moore var forhåndsfavoritterne, men en afbrudt dødsspiral i det korte program kostede dem mange point og placerede dem på en foreløbig 3. plads. De havde en dårlig start i friløbet med en dårlig landing på triple twist og hans fald på en planlagt triple tåloop-triple tåloop-double tåloop kombination, men de kom igen og landede triple salchows og begge triple kast. Dermed blev det Junior VM-sølv for andet år i træk.
Ukrainske Sierova/Khobta satsede på lavere sværhed på elementerne: de havde triple twist, men kast og spring var doubles. Til gengæld kunne de udføre begge programmer rent, og det blev belønnet med en samlet bronzemedalje.
Japanske Murakami/Moriguchi leverede svære side-om-side spring, men lavere sværhed og kvalitet på parelementerne kostede dem en chance for medalje. De tog en 4. plads ved deres formentlig eneste Junior VM, da hun må vente 2026/27 for at være gammel nok til senior.
Franske Vouillamoz/Giniaux imponerede med et rent kort program hvor de bl.a. landede feltets eneste kast triple flip. Duoen lå en foreløbig 2. plads, men adskillige store fejl på spring og kast i friløbet trak dem ned på en samlet 6. plads.
Samlet resultat