onsdag den 6. december 2017

GPF 2017 forudsigelser - Damer

Osmond, Kostner, Miyahara og Zagitova håber alle på guld i damernes disciplin.

Med to gange forsvarende mester Evgenia Medvedeva ude med skade, er damernes felt åbnet helt op ved Grand Prix Final 2017, og alle seks damer i feltet har reelt en chance for en medalje.

Første-seedede Alina Zagitova er den eneste tilbage, som har vundet begge sine GP'er. Juniorverdensmesteren er utrolig teknisk stærk, da hun er i stand til at udføre alle sine spring inklusive svære kombinationer i anden halvdel. Russeren har dog haft problemer med sit korte program, så hun er ikke garanteret nogen sejr (eller medalje).

Regerende VM-sølvvinder Kaetlyn Osmond tog en solid 4. plads ved Finalen forrige år, og denne gang kommer hun med GP-guld og bronze på resuméet. Canadieren har eksplosive spring og fangende præsentation og dermed højt scoringspotentiale, men hun er ikke helt så stabil som de andre damer i feltet, da hun sjældent løber rene programmer back-to-back.

Italieneren Carolina Kostner formår at overraske i sin "modne" alder af 30 år, da hun langsom og sikkert øger stabilitet; hun tog sølv ved begge sine GP'er. Hun scorer altid højt på komponenterne, men i dette felt er det måske ikke nok til at modveje hendes lavere sværhed. Hvis hun kan tilføje triple lutzen til sit repertoire, kan hun måske styre sin egen skæbne.

Satoko Miyahara missede meget af forrige sæson pga. skade, men før dette tog hun sølv ved Finalen, og hun får dermed chancen for at forsvare sin podieplads. Denne sæson blev det kun en 5. plads ved hendes første GP, før hun tog guld ved sin anden. Fortsætter forbedringerne, er en medalje meget mulig - som altid bliver spørgsmålet, hvordan det tekniske panel vil bedømme hendes små spring?

Landsmand Wakaba Higuchi gør sin GPF-debut på hjemmebane. Hun har været den blandt de mest stabile af damerne, da hun var fejlfri ved begge sine GP'er, hvor hun tog bronze og sølv. Med denne stabilitet har hun en chance for medalje, men hun skal måske håbe at en eller to favoritter laver nogle småfejl.

Maria Sotskova har igen haft en solid GP-sæson med to sølvmedaljer, og forrige år blev det en 5. plads ved Finalen med solide fremførelser. Russeren har høj sværhedsgrad i sine programmer, men lidt laver GOE og nogle gange underrotationer plejer at betyde, at hendes scoringspotentiale er lavere.

Mine forudsigelser
1. Alina Zagitova RUS
2. Satoko Miyahara JPN
3. Wakaba Higuchi JPN
4. Carolina Kostner ITA
5. Kaetlyn Osmond CAN
6. Maria Sotskova RUS

Se flere detaljer her.

GPF 2017 forudsigelser - Isdans

Virtue/Moir, Papadakis/Cizeron og Shibutani/Shibutani er igen favoritter i isdans.

Fem ud af seks par fra forrige års finale vender tilbage til Grand Prix Final 2017 hos isdanserne, men denne gang ser kampen om guld ud til at blive tættere.

De forsvarende mestre Tessa Virtue og Scott Moir kommer fra en flot sæson, hvor de som forventet kunne vinde begge deres GP'er med store marginer. De regerende verdensmestre er stærke i præsentation og teknik, og de har været utroligt pålidelige siden deres comeback og er hidtil ubesejrede. Denne gang kan de dog ikke hvile på laurbærbladene, og selv et enkelt level 3 kan måske gøre forskellen.

Faktisk er franske Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron første-seedede, da de vandt begge deres GP'er med højere scores. De forsvarende GPF-sølvvindere er kendt for deres elegante ubesværede løb, og denne sæson har de i stor grad mindsket deres svaghed i den korte dans. Med to rene løb kan de uden tvivl slå træningsmakkerne og snuppe guldet.

De klare bronzefavoritter er Maia Shibutani og Alex Shibutani, som også tog bronze forrige år. Ligesom de to ovenstående par vandt amerikanerne også begge deres GP'er med overbevisende marginer, og med deres stabilitet er de et sikkert bet for bronze igen.

Landsmænd Madison Chock og Evan Bates tog en 6. plads ved Finalen forrige år, så de har helt sikkert en chance for at rykke op, men de skal undgå fejl på twizzles, som de på det seneste er kommet ud for. Parret tog sølv ved begge deres GP'er.

Også Madison Hubbell og Zachary Donohue virker som skarpe kandidater til en top 4 placering. Parret tog bronze og sølv ved deres GP'er, og de håber uden tvivl på at rykke op fra deres position som USA's nr. 3 efter de tog en skuffende 9. plads ved VM.

Anna Cappellini og Luca Lanotte vender tilbage til Finalen, men de tog faktisk bronze ved deres seneste deltagen i 2015. Italienerne tog også bronze og sølv ved deres GP'er. Duoen plejer at spille lidt sikker i deres stil, men ikke desto mindre er de normalt stabile løbere.

Mine forudsigelser
1. Tessa Virtue / Scott Moir CAN
2. Gabriella Papadakis / Guillaume Cizeron FRA
3. Maia Shibutani / Alex Shibutani USA
4. Madison Chock / Evan Bates USA
5. Madison Hubbell / Zachary Donohue USA
6. Anna Cappellini / Luca Lanotte ITA

Se flere detaljer her.