lørdag den 25. februar 2012

Junior VM 2012 forudsigelser - Herrer

Jason Brown udfører en siddepiruette ved de amerikanske mesterskaber. (Foto: Getty Images)

Junior VM 2012 i kunstskøjteløb lægger ud herrernes kvalifikationsrunde.

Vi har alle de regerende JGPF medaljetagere i feltet. Amerikanske Jason Brown, som endte på en 7. plads forrige år, har haft en stærk sæson med JGP sølv og guld samt en sejr ved Finalen, men han snublede en smule ved de nationale mesterskaber, hvor han endte på en 9. plads - han faldt hele tre gange i sit lange program. Brown har stærke piruetter, præsentation og mange triple spring i sidste halvdel i det lange program, men manglen på en triple axel betyder, at han skal levere tæt på fejlfrie programmer for at tage guld.

Landsmanden Joshua Farris gør sin Junior VM debut. Han har også haft en succesfuld sæson med to JGP sejre og bronze ved Finalen, men han skuffede med en 16. plads ved de nationale mesterskaber. Farris har både en triple axel og god præsentation og har for nyligt forsøgt at tilføje en quad tåloop, men fejl i det lange program kan godt trække ham ned.

Yan Han er ligesom de to ovenståede en velafrundet herre, og denne sæson har han allerede konkurreret 7 gange og deriblandt taget to JGP sejre, JGPF sølv og guld ved Ungdoms Vinter OL. Han har både triple axel og quad tåloop i sit repetoire, men på det seneste har han haft småproblemer med triple axelen i det korte program - dette kan dog godt have skyldes sygdom. I godt helbred burde han være favorit til guld.

Denis Ten skal deltage ved Junior VM for femte gang, men han aldrig har taget medalje ved konkurrencen. Den nu 18-årige herre har været ret upålidelig med sine spring siden sin overraskende 8. plads ved senior VM 2009, men denne sæson ser han ud til at være mere stabil. Han havde bl.a. to 5. pladser ved GP'erne og senest en 6. plads ved 4CC.

Den regerende sølvvinder Keiji Tanaka er den eneste tilbagevendende medaljetager, men denne sæson har han ikke levet helt op til forhåbningerne. Han fik kvalificeret sig til JGPF, hvor han dog endte på en sidsteplads. Men måske han overrasker ligesom forrige år? Landsmanden Ryuju Hino har klaret sig en smule bedre denne sæson, da han placerede sig en plads bedre end Tanaka ved JGPF og de nationale juniormesterskaber. Hold også øje med Shoma Uno, som senest tog sølv ved Ungdoms Vinter OL.

Rusland sender Artur Dmitriev og Zhan Bush, som begge gør deres sidste optræden ved Junior VM. Begge herrer har de svære spring, men de skal løbe uden fejl, da deres præsentation stadig mangler noget arbejde.

Hold også øje med canadiske Liam Firus og Nam Nguyen, som begge har taget JGP bronze denne sæson, samt kinesiske He Zhang, som har en JGP sølvmedalje på resuméet.

Mine forudsigelser
1. Han Yan CHN
2. Jason Brown USA
3. Denis Ten KAZ
4. Joshua Farris USA
5. Ryuju Hino JPN

Se flere detaljer her.