tirsdag den 27. april 2010

VM 2010 resumé

VM fandt sted i Torino, Italien i arenaen Palavela (hvor kunstskøjteløb ved Vinter OL 2006 blev afholdt) fra den 22.-28 marts. VM efter et Vinter OL er typisk en smule antiklimatisk, da de fleste store navne normalt trækker sig tilbage til fordel for TV-optrædelser og isshows, men i år valgte hele 7 ud af 12 OL-medalister at deltage, deriblandt to sæt guldmedalister.

Herrer


Herrernes Vinter OL-bronzemedalist Daisuke Takahashi gemte sit bedste til slut i sæsonen, da han udførte to spektakulære programmer og dermed blev den første japanske herre til at vinde VM-guld. Selv i Lysaceks og Plushenkos fravær holdt han sig ikke tilbage og forsøgte som den første herre nogensinde i international konkurrence at udføre en quad flip, som dog blev landet på to fødder og nedgraderet (springet var dog bedre end alle hans quad toeloop forsøg i løbet af sæsonen). Sidste års sølvmedalist Patrick Chan leverede også to gode programmer og tog igen sølv, mens Brian Joubert sluttede sin hidtil skuffende sæson med bronze. Tjekkiske Michal Brezina fortsætter sin kurs mod toppen, da han endte på en imponerende 4. plads, mens Jeremy Abbott endelig formåede at placere indenfor top 10 ved VM med sin 5. plads.

Top 10
GULD - Daisuke Takahashi JPN - 257.70
SØLV - Patrick Chan CAN - 247.22
BRONZE - Brian Joubert FRA - 241.74
4. Michal Brezina CZE - 236.06
5. Jeremy Abbott USA - 232.10
6. Adam Rippon USA - 231.47
7. Samuel Contesti ITA - 218.66
8. Kevin van der Perren BEL - 218.43
9. Adrian Schultheiss SWE - 218.26
10. Takahiko Kozuka JPN - 216.73

Fraværende tæller bl.a.: Evan Lysacek, Evgeni Plushenko, Stephane Lambiel, Johnny Weir og Tomas Verner.

Damer

Damernes konkurrence var en rutschebanetur, hvor de flest enten havde et dårligt kort eller et dårligt langt program, og kun Vinter OL-sølvmedalist Mao Asada var i stand til at levere to solide programmer (de var faktisk fejlfri med undtagelse af 1 nedgradet triple axel i hvert program). Asada kunne dermed tilføje sin anden VM-titel til resuméet, og denne er hendes første sejr over rivalen Yuna Kim siden Grand Prix Finalen i 2008. Vinter OL-guldmedalisten Yuna Kim havde valgt at deltage ved VM og var dermed den altoverskyggende favorit til guldet, men ukarakteristiske fejl efterlod hende på en 7. plads efter det korte program. Hun vandt det lange program med en solid omend ikke fejlfri fremførelse og trak sig op til sølvet. Det blev en tæt kamp om bronze, da 3. til 6. pladsen kun var adskilt af 1.31 point. Lidt kontroversielt vandt Laura Lepistö bronze selvom hun kun udførte 3 triple-spring i sit lange program. Hun er dermed den første finske kvinde, der vinder en VM-medalje. Miki Ando endte på en utrolig tæt 4. plads, og Cynthia Phaneuf leverede for første gang i meget lang tid et rent langt program og endte på en karrierebedste 5. plads. Føreren efter det korte program Mirai Nagasu faldt til en 7. plads efter adskillige fejl i sit lange program.

Top 10
GULD - Mao Asada JPN - 197.58
SØLV - Yuna Kim KOR - 190.79
BRONZE - Laura Lepistö FIN -178.62
4. Miki Ando JPN - 177.82
5. Cynthia Phaneuf CAN - 177.54
6. Carolina Kostner ITA - 177.31
7. Mirai Nagasu 175.48 USA - 175.48
8. Ksenia Makarova RUS - 169.64
9. Rachael Flatt USA - 167.44
10. Viktoria Helgesson SWE - 161.79

Fraværende: Joannie Rochette.

Parløb

Qing Pang og Jian Tong endte deres utrolig gode sæson på en høj note, og ligesom ved Vinter OL i 2006 glimrede parret ved Vinter OL-guldmedalisternes fravær og tog deres karrieres anden VM-titel. Pang og Tong har i lang tid været det oversete kinesiske par, men denne sæson har de virkelig fundet gejsten. Mon det skyldes Shen og Zhaos comeback, alderen (de er begge 30 år) eller deres nyfundne kærlighed for hinanden (desværre kyssede de heller ikke denne gang hinanden efter programmet)? Tyske Aliona Savchenko og Robin Szolkowy havde et stærkt lange program, som trak dem fra en 3. plads og op til sølvet. Dette er deres fjerde VM-medalje. Yuko Kavaguti og Alexander Smirnovs lange program var igen præget af nogle fald, men de formåede stadig at tage bronze for andet år i træk. Deres landsmænd Maria Mukhortova og Maxim Trankov endte sæsonen og deres partnerskab (mere om det senere) med deres karriere bedste 4. plads. Dan Zhang og Hao Zhang var det teknisk bedste par i konkurrencen, men deres mangel på det lidt ekstra gav dem en 5. plads.

Top 10
GULD - Qing Pang/Jian Tong CHN - 211.39
SØLV - Aliona Savchenko/Robin Szolkowy GER - 204.74
BRONZE - Yuko Kavaguti/Alexander Smirnov RUS - 203.79
4. Maria Mukhortova/Maxim Trankov RUS - 197.39
5. Dan Zhang/Hao Zhang CHN - 195.78
6. Jessica Dubé/Bryce Davison CAN - 177.07
7. Caydee Denney/Jeremy Barrett USA - 172.47
8. Vera Bazarova/Yuri Larionov RUS - 172.04
9. Amanda Evora/Mark Ladwig USA - 165.96
10. Anabelle Langlois/Cody Hay CAN - 154.72

Fraværende: Xue Shen/Hongbo Zhao og Tatiana Volosozhar/Stanislav Morozov.

Isdans


Resultatet i isdans var ikke uventet, da Vinter OL-guldmedalister Tessa Virtue og Scott Moir fortsatte deres sejrsgang og tog deres første VM-guld. Parret formåede endda at opnå en verdensrekord for deres originaldans, som scorede 70.72 point. Deres træningskammerater Meryl Davis og Charlie White var ligeledes spektakulære og vandt faktisk fridansen, men de var ikke i stand til at indhente Virtue og Moir. Amerikanerne vandt sølv, hvilket er deres første VM-medalje. Italien havde også noget at juble over, da Federica Faiella og Massimo Scali vandt værtsnationens eneste medalje, nemlig bronze. Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat samt Sinead Kerr og John Kerr endte ligeledes på en karrierebedste, nemlig henholdsvis en 4. og 5. plads.

Top 10
GULD - Tessa Virtue/Scott Moir CAN – 224.43
SØLV - Meryl Davis/Charlie White USA – 223.03
BRONZE - Federica Faiella/Massimo Scali ITA – 197.85
4. Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat FRA – 194.39
5. Sinead Kerr/John Kerr GBR – 189.11
6. Alexandra Zaretsky/Roman Zaretsky ISR – 181.26
7. Vanessa Crone/Paul Poirier CAN – 180.30
8. Ekaterina Bobrova/Dmitri Soloviev RUS – 177.23
9. Emily Samuelson/Evan Bates USA – 168.77
10. Nora Hoffmann/Maxim Zavozin HUN – 166.90

Fraværende: Oksana Domnina/Maxim Shabalin og Tanith Belbin/Benjamin Agosto (Jana Khokhlova/Sergei Novitski trak sig efter OD).

Se flere detaljer her.