|
Loena Hendrickx udfører sit lange program ved EM 2024. |
Vi havde et højt niveau hos kvinderne ved ISU European Figure Skating Championships 2024, da favoritterne formåede at skøjte deres bedste.
Den regerende EM-sølvvinder Loena Hendrickx var igen guldfavorit, men denne gang levede hun op til forventningerne. Det korte program var rent med triple flip, double axel og triple lutz(q)-triple tåloop, og hun kunne tage en solid føring. I friløbet forsøgte hun seks triple spring, og det fleste var også af god kvalitet - dog måtte hun kæmpe på de sidste to, som var hhv. underroteret og med step-out. Med sejre i begge segmenter blev hun den første belgiske kvinde til at tage EM-titlen i kunstskøjteløb.
Den forsvarende mester Anastasiia Gubanova løb et rent kort program med bl.a triple flip-triple tåloop og triple lutz, men lidt lavere levels betød en foreløbig 3. plads. I friløbet landede hun syv triple spring - hvoraf to blev kendt kvart underroterede - og dette kunne rykke hende op på en samlet sølvmedalje.
Nina Pinzarrone fortsætter en stærk sæson. Den 17-årige belgier skøjtede et rent kort program med triple lutz-triple tåloop og triple loop og lutter level 4 elementer, og hun lå derfor på en foreløbig flot 2. plads. Det lange program var umiddelbart rent med syv triple spring, men fire q'er kostede hende point i GOE. Ikke desto mindre kunne hun samlet set tage bronze.
Schweiziske Livia Kaiser var under radaren pga. hendes 18. plads ved sidste EM og kun 3. plads ved de nylige nationale mesterskaber. Hun overraskede dog med et rent kort program og et stærkt (og nyt) langt program. Hun endte på en samlet 4. plads foran landsmand og regerende EM-bronzevinder Kimmy Repond, som endte på en 8. plads efter fejl i begge programmer.
Den nykronede franske mester Lorine Schild gjorde sin EM-debut. Hun skøjtede et rent kort program, og det lange program var også stærkt omend hun måtte kæmpe lidt for nogle landinger. Hun tog en samlet 5. plads.
Samlet resultat