onsdag den 14. november 2018

Rostelecom Cup 2018 forudsigelser - Isdans

Stepanova/Bukin udfører deres korte dans ved GP Helsinki 2018.

Vi har de klare guldfavoritter hos isdanserne ved Rostelecom Cup 2018, men vi kan få en tæt kamp om sølvet.

De regerende EM-bronzevindere Alexandra Stepanova og Ivan Bukin er de klare favoritter på hjemmebane. Duoen har denne sæson vundet både Finlandia Trophy og GP Helsinki med gode fremførelser og flotte scores, og det pålidelig par burde kunne snuppe guld her med deres sædvanlige løb.

Amerikanske Christina Carreira og Anthony Ponomarenko har vundet to Challenger medaljer denne sæson, men ved GP Helsinki måtte de nøjes med en 5. plads grundet twizzles problemer i fridansen. Hvis de undgår fejl, kan de regerende Junior VM-sølvvindere uden tvivl tage sølv.

Sara Hurtado og Kirill Khaliavin har også en god chance for sølv, da de placerede højere ved GP Helsinki med deres 4. plads. Den spanske duo er normalt pålidelige, men de kan også lave en fejl her og der, så i sidste ende vil podiet afhænge af dagsformen.

De andre par er en del mere ukendte og længere bagud. Rusland sender også Sofia Evdokima og Egor Bazin, som for nylig vandt Minsk Arena-Ice Star, og det nye par Annabelle Morozov og Andrei Bagin, som tog en 8. plads ved de forrige nationale mesterskaber.

Hold også øje med polske Natalia Kaliszek og Maksym Spodyriev. De havde en skuffende sæsonstart med en 8. plads ved Nebelhorn Trophy, men de udviste store forbedringer ved Skate America, hvor de tog en 6. plads.

Mine forudsigelser
1. Alexandra Stepanova / Ivan Bukin RUS
2. Sara Hurtado / Kirill Khaliavin ESP
3. Christina Carreira / Anthony Ponomarenko USA
4. Sofia Evdokimova / Egor Bazin RUS
5. Natalia Kaliszek / Maksym Spodyriev POL
6. Anna Yanovskaya / Adam Lukacs HUN
7. Annabelle Morozov / Andrei Bagin RUS
8. Misato Komatsubara / Tim Koleto JPN
9. Allison Reed / Saulius Ambrulevicius LTU

Se flere detaljer her.

Rostelecom Cup 2018 forudsigelser - Herrer

Hanyu efter sit korte program ved GP Helsinki, som han vandt.

Vi har nok de klare favoritter til podiet hos herrerne ved Rostelecom Cup 2018, men alt kan ske, når herrerne forsøger de svære spring.

Storfavorit er selvfølge den to gange olympiske mester Yuzuru Hanyu, som for nylig vandt GP Helsinki med to overbevisende løb. Både kvaliteten af hans svære spring og hans flotte præsentation giver ham det største scoringspotentiale i feltet, og dermed holder han skæbnen i egne hænder. I dette felt burde selv en mindre nedsmeltning placere ham højt nok til en finaleplads.

Den eneste herre med sværheden til at true Hanyu er hjemmebanefavorit Mikhail Kolyada. Den regerende VM-bronzevinder havde dog en skuffende konkurrence ved GP Helsinki, hvor dyre pop og fald medførte en 4. plads. Dermed skal han helst vinde for at kunne komme til Finalen. Med sine sædvanlige løb er han dog favorit til sølv.

Canadas nye topherre Keegan Messing har haft en flot sæson med en sejr ved Nebelhorn Trophy og senest sølv ved Skate Canada. Selvom han "kun" har én quad i sit repertoire, scorer han høje GOE'er på sine eksplosive spring og hurtige piruetter. Hvis han holder niveauet, burde en medalje og måske en finaleplads være mulig.

Resten af feltet er lidt længere bagud, men de har scoret i nærheden af hinanden i løbet af sæsonen, så deres placeringer er langt fra fastsat. Hold blandt andet øje med Kazuki Tomono, som tog en flot 5. plads ved VM 2018. Han havde dog problemer ved Skate Canada, hvor han endte på en 9. plads.

Både Morisi KvitelashviliAlexander Majorov og Andrei Lazukin tog medaljer i deres Challenger konkurrence, men underperformede ved deres første GP. Alle tre løbere har dog sværheden til at placere i den øvre halvdel.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Mikhail Kolyada RUS
3. Keegan Messing CAN
4. Kazuki Tomono JPN
5. Morisi Kvitelashvili GEO
6. Alexander Majorov SWE
7. Artur Dmitriev RUS
8. Andrei Lazukin RUS
9. Julian Zhi Jie Yee MAS
10. Alexei Krasnozhon USA
11. Brendan Kerry AUS
12. Paul Fentz GER

Se flere detaljer her.

Rostelecom Cup 2018 forudsigelser - Parløb

Tarasova/Morozov udfører deres korte program ved Skate America 2018.

Vi har de klare guldfavoritter hos parløberne ved Rostelecom Cup 2018, men sølv og bronze er vidt åbent, idet flere par har potentialet til at ende på podiet afhængig af dagsformen.

De regerende EM-sølvvindere Evgenia Tarasova og Vladimir Morozov er de klare favoritter til guldet på hjemmebane. Parret har flotte eksplosive elementer, og selvom de endnu ikke har været helt fejlfrie i deres konkurrencer denne sæson, så har de vundet begge med en stor margin - de burde gøre samme her.

Rusland sender også to andre unge par, som har udnyttet det åbne felt denne sæson. Juniorverdensmestrene Daria Pavliuchenko og Denis Khodykin havde skuffende fremførelser i Challenger Serien, men de forbedrede sig ved GP Helsinki og tog bronze. Parret mangler noget polish, men de har til gengæld svære elementer i deres repertoire.

Alisa Efimova og Alexander Korovin har været en større overraskelse. Parret vandt første uventet Nebelhorn Trophy, men de bakkede den titel op med sølv ved Skate America. Duoen mangler også stadig arbejde på programkomponenterne, men deres tekniske elementer kan ligeledes gøre op for det.

Italienske Nicole Della Monica og Matteo Guarise er veteranerne i feltet. Denne sæson har de snuppet bronze ved Lombardia Trophy og sølv ved GP Helsinki, men begge steder havde de en del tekniske fejl. De har en vis buffer på programkomponenterne, men i dette felt skal de minimere fejlene, hvis de vil på podiet igen.

Amerikanske Ashley Cain og Timothy LeDuc har haft en god sæson med to Challenger sejre og bronze ved Skate America; konkurrencen var dog ikke så dyb der. De har en fin pålidelighed, men skal arbejde på at øge GOE'erne på deres parelementer.

Mine forudsigelser
1. Evgenia Tarasova / Vladimir Morozov RUS
2. Nicole Della Monica / Matteo Guarise ITA
3. Daria Pavliuchenko / Denis Khodykin RUS
4. Alisa Efimova / Alexander Korovin RUS
5. Ashley Cain / Timothy LeDuc USA
6. Miriam Ziegler / Severin Kiefer AUT
7. Ekaterina Alexandrovskaya / Harley Windsor AUS
8. Deanna Stellato / Nathan Bartholomay USA

Se flere detaljer her.