torsdag den 17. juni 2010

Lambiel koreograferer for Takahashi og Ten

Stephane Lambiel har godt nok sluttet sin amatørkarriere, men så må vi bare trøste os med, at vi får hans koreografi at se. Lambiel koreograferer nemlig Daisuke Takahashis og Denis Tens korte programmer til næste sæson. Begge skøjteløbere er store fans af Lambiel, og indtil videre har Lambiel besøgt Ten, mens Takahashi faktisk er i Zurich for tiden for at få sin koreografi af Lambiel.

Deres musikvalg er endnu ikke offentliggjort, men Takahashis program vil handle om "en magisk person, der bor i skoven." Det vil blive interessant, hvordan dette vil komme til udtryk på isen.

(Kilde: Le Matin.ch 1 2 (fransk))

Mao Asada får en springspecialist

Mao Asada har spurgt den japanske springspecialist Hiroshi Nagakubo om at blive sin træner (ikke som eksklusiv træner, men kun som springtræner). Mao Asada forlod sin tidligere træner Tatiana Tarasova efter sæsonens afslutning, og grunden til dette skyldtes til dels geografi; Asada foretrækker at træne i Japan, mens Tarasova har base i Rusland. Hiroshi Nagakubo er pt. træner for Akiko Suzuki, og hun har solide spring, så det tegner indtil videre godt for Nagakubos evner.

Det er (uofficielt) offentliggjort, at ISU Kongressen har sagt ja til, at damer må udføre en triple axel istedet for en dobbeltaxel i deres korte program. Så Asada vil nok arbejde på at få sin triple axel og en 3-3 kombination mere solid.

(Kilde: Sanspo.com (japansk))