torsdag den 26. november 2015

NHK Trophy 2015 forudsigelser - Isdans

Shibutani/Shibutani, Bobrova/Soloviev og Hubbell/Donohue er medaljefavoritter i isdans.

Vi har et tæt isdansefelt ved NHK Trophy 2015, hvor podiet på ingen måde er fastsat.

Småfavoritter er nok NHK Trophy 2011 vinderne Maia Shibutani og Alex Shibutani. Søskendeparret havde en skuffende sæsonstart med bronze ved Ondrej Nepela Trophy, men et par tweaks senere og deres sølvvindende programmer ved Skate Canada var overbevisende. Med lignende fremførelse har de uden tvivl chance for guld.

Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev har været ude med skade, men de havde et solidt - omend lidt rustent - comeback ved Skate Canada, hvor de tog bronze. Russerne har god power i deres løb, men de får brug for mere præcision for at score højt. Med mere træning har de også potentialet til at snuppe titlen.

Amerikanske Madison Hubbell og Zachary Donohue vandt den korte dans ved Trophée Eric Bompard, og dermed vil en top 4 placering kunne kvalificere dem til deres første GPF. Dette burde være muligt uden større fejl, men vi har ikke set deres fridans siden den lidt lunkne modtagelse ved US Classic (som de stadig vandt).

De regerende EM-bronzevindere Alexandra Stepanova og Ivan Bukin har ikke konkurreret meget denne sæson; faktisk har deres eneste optræden været deres 3. plads i den korte dans ved TEB. Duoen placerede foran Hubbell/Donohue ved VM 2015, så på papiret virker en podieplads mulig.

Penny Coomes og Nicholas Buckland sad ude ved de store mesterskaber forrige sæson pga. sygdom, men de havde en lovende sæsonstart med sølv ved Ondrej Nepela Trophy (hvor de slog Shibutani'erne). Briterne havde dog nogle problemer med levels i deres korte dans ved TEB, hvor de tog en 4. plads.

Resten af feltet udgør højst sandsynlig ikke en medaljetrussel. Anastasia Cannuscio og Colin McManus tog en 5. plads ved Skate America, men de havde senest en ukarakteristisk skuffende 4. plads ved Tallinn Trophy.

Mine forudsigelser
1. Maia Shibutani / Alex Shibutani USA
2. Ekaterina Bobrova / Dmitri Soloviev RUS
3. Madison Hubbell / Zachary Donohue USA
4. Alexandra Stepanova / Ivan Bukin RUS
5. Penny Coomes / Nicholas Buckland GBR
6. Anastasia Cannuscio / Colin McManus USA
7. Emi Hirai / Marien de la Asuncion JPN
8. Kana Muramuto / Chris Reed JPN

Se flere detaljer her.

NHK Trophy 2015 forudsigelser - Damer

Asada, Wagner, Pogorilaya og Miyahara er medaljefavoritter hos damerne.

Vi har en håndfuld talentfulde damerne i feltet ved NHK Trophy 2015, men alle har vist svagheder denne sæson, og det gør konkurrencen yderst spændende, men også uforudsigelig.

Fire gange NHK Trophy-vinder Mao Asada er favoritten til at tage sin femte titel, og hun plejer også at løbe sit bedste på hjemmebane. Hun tog senest guld ved Cup of China, hvor hendes signatur triple axel så stærk ud, men hun havde problemer med sin triple-triple og underrotationer/skær. Disse svagheder kan sagten åbne døren for de nærmeste konkurrenter.

Landsmand Satoko Miyahara er den forsvarende bronzevinder og regerende VM-sølvvinder. Hun er kendt for sin høje stabilitet, men hendes små spring (dog af høj sværhed) holder hendes scoringspotentiale nede, og ved Skate America blev det til en fjern bronzemedalje. Hun skal på podiet igen for at sikre sig en finaleplads, og derfor skal hun nok håbe på en fejl eller to fra favoritterne - hvilket er helt muligt.

Ashley Wagner blev måske slået nemt af både Asada og Miyahara ved Japan Open, men hun tweakede sine programmer og kom tilbage og vandt Skate Canada med to stærke løb. Hun har klart chancen for at tage guld med lignende løb, men underrotationer og to fødder på hendes store kombinationer kan nogle gange holde hendes scores nede.

Spoiler kan være Anna Pogorilaya, der med sine store spring er i stand til at opnå høje scores, når hun løber rent. Dog har hun en tendens til at tage nogle voldsomme fald i sine løb, og dette skete ved Cup of China, hvor hun skuffende tog en 4. plads. Ikke desto mindre har hun måske potentiale til guld, hvis hun løber fejlfrit.

Landsmand Alena Leonova er den forsvarede sølvvinder, men hun begyndte sæsonen med en skuffende 8. plads ved Skate Canada. Nøglen bliver virkelig at løbe rent i det korte program - hvilket hun er i stand til - da hun typisk kæmper med fejl i sit lange program.

Kaetlyn Osmond er lidt af et spørgsmålstegn efter sæsoner med skader. Hun begyndte denne sæson med en lovende sejr ved Nebelhorn Trophy, men efter hele syv fald ved Skate Canada måtte hun nøjes med en 11. plads. Hun har kvaliteterne til at score højt, men det er svært at vide, hvordan hun vil løbe.

Amerikanske Courtney Hicks er også en løber med store spring, men manglende pålidelighed; hun lå på en 3. plads efter det korte program ved Cup of China, men faldt til en samlet 6. plads efter det lange. Noget af dette skyldtes måske skøjteproblemer, så hvis hun har fået dem løst imellemtiden, kan hun måske placere højere her.

Landsmand Mirai Nagasu har kun denne ene GP denne sæson, men hun har dog konkurreret ved to Challenger konkurrencer, hvor det blev en 5. plads og guld - ved den seneste blev mange af hendes spring som så ofte kendt underroterede, og det er umiddelbart ikke noget som kan løses på et par uger.

Kinesiske Zijun Li har ikke løbet til sit potentiale siden sin senior debutsæson, og ved Cup of China blev det også kun til en 9. plads. Hun er en elegant løber, men mangler ofte power og stamina til at udføre sine svære spring.

Mine forudsigelser
1. Mao Asada JPN
2. Ashley Wagner USA
3. Satoko Miyahara JPN
4. Anna Pogorilaya RUS
5. Alena Leonova RUS
6. Courtney Hicks USA
7. Kaetlyn Osmond CAN
8. Mirai Nagasu USA
9. Zijun Li CHN
10. Maria Artemieva RUS
11. Mariko Kihara JPN

Se flere detaljer her.