torsdag den 16. december 2010

Kostumer - Alissa Czisny

Så er halvdelen af sæsonen næsten gået, og jeg må heller gå i gang med min kostumereportage. Lad os starte godt ud og fokusere på den nykronede GPF-mester, amerikanske Alissa Czisny. Hun er kendt for sin smidighed, lange lemmer, megawatt smil, og hendes skønhed sammenlignes til tider med Audrey Hepburns. Czisny kunne formentlig skøjte med en sæk på hovedet og stadigvæk se godt ud, men heldigvis er hendes kostumer så godt som altid smukke.

Det korte program
Musik: "Romance" fra Violin Concerto in D, op. 35 af Erich W. Korngold
Skate Canada 2010

Denne sæson portrætterer Czisny ikke en bestemt karakter i sine programmer, som hun normalt plejer, og som følge deraf er hendes kostumer anderledes end de plejer; mere simple og abstrakte. Både Czisnys mor og træner Yuka Sato har hjulpet med at designe kostumerne, og til det korte program er de kommet frem til en hvid kjole med asymmetrisk, draperet top og gennemsigtigt skørt. Der er desuden lidt pynt i form af et stenbesat bånd under brystet. Store hvide øreringe fuldender looket.

Jeg elsker hvordan det lette skørt bevæger sig, når hun skøjter, men det er en smule for gennemsigtigt til min smag, da det ligner, at hun skøjter i en badedragt. Det helt hvide kostume er også svært at bære, da man let kommer til at tænke på en konfirmationskjole.

Bedømmelse: 6.00/10.00

Trophée Eric Bompard 2010 og Grand Prix Finalen 2010-11

Ved sin næste konkurrence havde hun moderet en smule på kostumet, men til stor effekt. På overdelen var der kommet et lilla farvestrejf, som graduerer ind i det hvide, og det stenbesatte bånd virkede lidt bredere. Væk var konfirmationskjole associationerne, og samlet set blev kjolen meget mere interessant.

Bedømmelse: 7.50/10.00

Det lange program
Musik: Udvalg fra Winter and Spring af George Winston

Kjolen til det lange program er ret speciel med det asymmetriske snit og de flagrende stykker stof. Czisnys mor har håndmalet kjolen, så den ligner himlen, hvilket passer til musikken tema. Jeg synes dog mest, at kjolen minder mere om havets bølger. Normalt er jeg ikke til flagrende stofstykker, men Czisny holder looket simpelt, og så gør kostumet sig bare super godt i bevægelse.

Bedømmelse: 8.00/10.00

Galafremvisning
Musik: "You'll Never Walk Alone" af Barbara Streisand

Til sit nye galaprogram bar hun en mørkeblå stropløs kjole med åben ryg. Overdelen var pyntet med farvede sten, som vist skulle forestille nogle blomster. En smuk kjole til et smukt program.

Bedømmelse: 7.75/10.00