mandag den 30. maj 2011

Kostumer - Yuna Kim

Yuna Kim tog måske kun sølv ved VM, men når det kommer til kostumer, er hun en klar nr. 1. Hendes kostumer er stillige, flatterende, passer til musikken og (til min smag) er de altid dækket med masser af glimmer.

Det korte program
Musik: "Giselle" af Adolphe Adam

I stedet for det klassiske Giselle bonde-look havde Kim taget en mere mørk tilgang til sit kostume. Den asymmetriske sorte kjole med udskæring havde masser af sorte, sølv og blå perler broderet på overdelen i et sirligt mønster - især hendes højre side var smuk. Kjolen havde et mørkeblåt underskørt, og sort neglelak og masser af eyeliner fuldendte looket. Jeg kan godt lide den mere moderne udgave, da den passer til Kims sexede stil, men samtidig bibeholder Giselle-looket i form af de blå stænk. Desuden passer illusionsstoffet perfekt til hendes hudfarve.

Min bedømmelse: 8.00/10.00

Det lange program
Musik: Homage to Korea

Til det lange program valgte Kim igen at skøjte i sort. Hendes kostume var sammensat af en stropløs kjole med hjerteudskæring og en overdel med lange ærmer bestående af gennemsigtigt sort stof. På overdelen var pålimet masser af sten, som vist skulle forestille bjerge eller bølger - ligesom dem man ser på asiatiske billeder og malerier. Kim er en tynd langlemmet pige, så hun kan bære de gennemsigtige ærmer med stil. Igen kan jeg godt lide den lidt simple, men mørke stil, da det passer til den jagende og smukke musik.

Min bedømmelse: 9.00/10.00

Gala
Musik: "Bulletproof" af La Roux

Til sit hip hop inspirerede galaprogram valgte Kim noget mere nutidigt musik, og derfor noget mere nutidigt tøj. Hendes kostume bestod af sorte leggings, sort ærmeløs glimmertop med sorte, blå og sølvstriber samt en blazer med nitter, som hun senere smider. Armbånd og opsat hår fuldendte looket. Selvfølgelig elsker jeg mængden af glimmer, men det er også sjovt at se hende skøjte i noget, som man faktisk kan gå med uden for isen.

Min bedømmelse: 7.50/10.00