Anissina og Peizerat ved Vinter OL 2002, hvor de tog guld. |
Det lyder som en aprilsnar, men min kalender siger altså juni.
Marina Anissina har fortalt R-Sport, at hun agter at gøre sit comeback den kommende sæson, hvor målet er Vinter OL 2014, som afholdes i hendes hjemland Rusland.
Russisk-fødte Anissina (kendt for sit ildrøde hår) løb isdans med franske Gwendal Peizerat, og sammen repræsenterede de Frankrig. De vandt guld ved Vinter OL 2002 i Salt Lake City og trak sig følgende fra konkurrencer. Sidenhen har de skøjtet i shows, og Anissina bor nu i Moskva med sin mand og to børn.
Angiveligt har den franske skøjteunion samt det franske sportsministerium ikke været tilfredse med Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat's 6. plads ved VM 2013, og de gav derfor Anissina tilbuddet om at vende tilbage.
Hvad der får den franske skøjteunion til at tro, at Anissina/Peizerat kan toppe Pechalat/Bourzat's resultat er et meget godt spørgsmål. Her er et par grunde:
- Tid. Vinter OL 2014 er om knap 8 måneder, og (succesfulde) comebacks fra længere tids pause har vist sig at tage længere tid.
- Parret har ikke deltaget i konkurrencer i 11 år, og meget har ændret sig siden i isdans. De løb under 6.0 systemet, men IJS er et helt andet væsen. Det vil ikke være nådig på tekniske mangler.
- Hun er 37 år, og han er 41 år. Selvom vi taler om isdans, er det stadig en høj alder, og isdansepar er generelt yngre under det nye system.
- Hun MANGLER stadig at finde en partner. Hun håber på Peizerat, men har faktisk ikke talt med ham endnu.
Anissina får ikke meget forståelse fra landsmænd og isdansere Nikolai Morozov, Alexander Zhulin og Ilia Averbukh, på trods af at målet "blot" er deltagelse ved Vinter OL.
Hvad tror du? Er hun reel, eller det blot et pr-stunt?
Kilde: Ria Novosti