Kostner, Murakami, Sotnikova og Li er medaljekandidater ved Cup of China. |
Vi har masser af damer, som gør deres internationale sæsondebut ved Cup of China 2013. Sammenlagt med damernes historik af upålidelighed på springene, er udfaldet af denne konkurrence svær af spå.
Favorit til guldet er dog Carolina Kostner - den regerende Europamester og VM sølvvinder. Kostners stærke grundløb og koreografi vil klart sikre hende feltets højeste programkomponenter, også selvom hun måske lander færre spring end sine konkurrenter. Italieneren er ikke kendt for at løbe rene programmer, men gennem de sidste sæsoner har hun i hvert fald lært at minimere fejlene og undgå nedsmeltninger.
Sølv og bronze er ret åben. Kanako Murakami er normalt en solid GP-løber, og hun sluttede forrige sæson stærkt med bronze ved Four Continents og en 4. plads ved VM. Underrotationer er dog en konstant plage, hvilket trækker hendes tekniske score ned. Murakami startede sæsonen skuffende med en mindre nedsmeltning ved Japan Open, hvor hun endte på en individuel 5. plads.
Adelina Sotnikova tog en 4. plads ved Japan Open, omend hendes fremførelse heller ikke imponerede. Russeren har potentialet til at score højt, som vist ved EM forrige sæson, hvor det blev til sølv. Hendes heller ikke-ideelle springteknik medfører dog tit urene landinger og underrotationer på kombinationerne, og dette var tydelig ved VM, hvor det blev en lidt skuffende 9. plads.
På hjemmebane er medaljehåbet hos damerne Zijun Li, som imponerede med en 7. plads ved VM. Li forsøger de svære spring, omend hendes løb over isen er stadig "mindre" end de ovenstående damers. Der har dog været rygter om skade i off-sæsonen, og ved en kinesisk national konkurrence virkede hun ikke i topform.
Den eneste amerikanske dame i feltet er Agnes Zawadzki, som ikke er kendt for sin pålidelighed på spring. Hun er stand til at udføre store spring, men nerverne har hun ikke lært at få styr på endnu. Hun startede sæsonen med en 4. plads ved US Int'l FS Classic med noget ujævne fremførelser.
Haruka Imai er noget af et wildcard. Hun har gode kvaliteter, men som så ofte fejler springene hende, og forrige Grand Prix sæson blev det kun til middelmådige resultater. Japaneren startede dog sæson solidt med en sejr ved Ondrej Nepela Trophy.
Både Anna Pogorilaya og Nikol Gosviani gør deres GP-debut. Pogorilaya er den regerende Junior VM bronzevinder, mens Gosviani allerede har taget senior B sølv og guld denne sæson. Begge russere forsøger de svære spring, men programkomponenterne vil ligge i den lavere ende.
Mine forudsigelser
1. Carolina Kostner ITA
2. Adelina Sotnikova RUS
3. Kanako Murakami JPN
4. Zijun Li CHN
5. Haruka Imai JPN
6. Agnes Zawadzki USA
7. Anna Pogorilaya RUS
8. Nikol Gosviani RUS
9. Kexin Zhang CHN
10. Xiaowen Guo CHN
Se flere detaljer her.