lørdag den 21. maj 2011

Musik update: Tomas Verner

Tomas Verner endte sin ellers solide sæson med en skuffende 12. plads ved VM, men heldigvis har det ikke taget modet fra ham.

Næste sæson vil (per Facebook) hans korte program være til en hip hop version af "Carmina Burana". Et anderledes valg, som fans nok enten vil elske eller hade. Det lange program er til noget mere gammeldags, nemlig Benny Goodmans "Sing, Sing, Sing" og Louis Armstrongs "La Vie En Rose". Verner håber, at denne musik vil appellere til det franske publikum, da VM 2012 skal afholdes i Nice.

Det korte program koreograferet af Pasquale Camerlengo, mens det lange er lavet af Lori Nichol.

Kostumer - Qing Pang og Jian Tong

Qing Pang og Jian Tong er gået fra at være det oversete kinesiske par til Kinas nr. 1 (og nu forlovede). Deres kostumer kan nogle gange være hit-or-miss, men denne sæson har de valgt nogle mere elegante kostumer til deres elegante programmer.

Det korte program
"Nocturne in C sharp minor" af Frederic Chopin

Ved deres første to Grand Prix'er skøjtede parret i nogle grå kostumer, men de var ikke kedelige. Pang bar en let, asymmetrisk kjole, som var overstrøet med pailletter på overdelen og sten på det hudfarvede stof. Tong bar mørkegrå bukser og en lysegrå trøje med mørkgrå glitret bagside, og langs hans højre side var der påsyet sølvpailletter i et snoet mønster. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt hans kostume har en smule for mange pailletter (især på buksebenet), men samlet set synes jeg, at kostumerne passer til programmets enkle, men stadig rørende stil.

Min bedømmelse: 7.50/10.00

Det korte program
"Je crois entendre encore" fra "The Pearl Fishers" af Georges Bizet

Til Grand Prix Finalen gik parret tilbage til deres forrige program til "Perlefiskerne", da de ikke fik de forventede levels med det andet program. Pang bar en aquablå kjole med en masse illusionstof. På overdelen var der et mønster af blå og hvide strimler (tang?) samt mange påsyede perler. En perlekæde i håret fuldendte looket. Tong matchede hende med blågrønne bukser og en en trøje, der var gjort af en masse draperede stofstykker. Kostumerne er lidt for overgjorte og bogstavelige til min smag, især Tongs trøje, men jeg kan godt lide deres farvepallette.

Min bedømmelse: 5.00/10.00

Det lange program
Musik: "Liebestraum" (Dream of Love) af Franz Liszt

Til det lange program valgte parret igen nogle matchende kostumer, denne gang meget passende i kærlighedens farver. Pang bar en rosa blondekole med et slags korset med tilhørende bånd, mens Tong var i vinrøde velourbukser og og rødlilla skjorte med påsyede blonder. Begge kostumer havde små glimtesten påsyet her og der. Fine kostumer omend jeg synes at de kraftige farver på begge kan blive lidt for meget.

Min bedømmelse: 6.50/10.00


Parret skøjtede i de røde kostumer hele sæsonen med undtagelse ved Grand Prix Finalen, hvor de løb i den klassiske "Liebesträume"-farve, lavendel, mens disse kostumer var knap så romantiske og mere moderne i udtrykket. Pang bar en hvid asymmetrisk kjole med en slags håndledsvarmere. Lavendel og en masse sten var inkorporeret i kostumet. Tong bar sorte bukser og en lavendelfarvet glimtende skjorte. Jeg er lidt i tvivl, om kostumerne passer til programmer, men jeg værdsætter det spændende og anderledes design.

Min bedømmelse: 6.00/10.00

Gala
Musik: "The Impossible Dream" fra Man of La Mancha (soundtrack)

Til deres galaprogram var parret i helt simple kostumer. Hun bar en hvid halterneckkjole, mens han var i sorte bukser og hvid løs skjorte. Kostumerne får dog min godkendelse, ikke mindst på grund tilføjelsen af lidt glimmer.

Min bedømmelse: 7.50/10.00