Desværre måtte guldfavorit Polina Tsurskaya trække sig før de korte programmer ved Junior VM 2016 i kunstskøjteløb, da hun forstuvede sin ankel i træning. Ikke desto mindre skulle vi igennem hele 45 løb, hvor vi fik både gode og mindre gode fremførelser.
Den russiske nationale junior bronzevinder Alisa Fedichkina drog nytte af den åbne dør i feltet og kunne levere et elegant og fejlfrit program med double axel, samt triple lutz-triple tåloop og triple flip i anden halvdel. Hun komplementerede med fine level 4 piruetter og trin og kunne dermed snuppe føringen med en score på 66.11 point.
Også Marin Honda løb bedre end sine landsmænd, da hun fik udført triple loop-triple tåloop, double axel og triple flip uden problemer. Hun blev belønnet med dagens bedste programkomponenter, og med et nyt personligt bedste på 66.11 point deler hun føringen. Tie-breakers (lavere TES) betyder dog en officiel foreløbig 2. plads for JGPF-bronzevinderen.
JGPF-sølvvinder Maria Sotskova landede også sine spring rent inkl. triple lutz-triple tåloop og triple flip. Hun mistede dog nogle point med en level 2 og level 3 piruette. Russeren er på en solid 3. plads med en score på 64.78 point.
USA klarede sig bedre end normalt, men de var dog ikke fejlfrie. Bradie Tennell lagde stærkt ud med triple lutz-triple tåloop og triple flip, men hun faldt på en skæv double axel. Et nyt personligt bedste på 58.56 point placerer hende på en 4. plads.
Den regerende bronzevinder Wakaba Higuchi havde et fald på triple lutz-triple tåloop(<<), men hun kom igen og leverede resten af programmet uden fejl. Hun er på en tæt 5. plads med 58.08 point.
Både Angelina Kuchvalska og Tyler Pierce landede en fin triple tåloop-triple tåloop, men de havde begge problemer med triple flip (begge underroteret, Pierce fald). Yuna Shiraiwa havde en dårlig landing på triple lutz og kunne kun tilføje en double tåloop. De tre damer er på en tæt 6.-8. plads.
Danske Leonora Colmor Jepsen havde problemer med alle sine spring, og trods et personligt nyt bedste endte hun nede på en 42. plads. Top 24 går videre til de lange programmer, som finder sted i morgen lørdag eftermiddag.