onsdag den 30. oktober 2019

Internationaux de France 2019 forudsigelser - Isdans

Chock/Bates, Papadakis/Cizeron og Guignard/Fabbri er favoritterne i Frankrig.

Hos isdanserne ved Internationaux de France 2019 har vi nok klare favoritter til guld, sølv og bronze.

De fire gange verdensmestre Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron vil selvfølgelig forsvare deres titel - det er der ingen tvivl om. Franskmændene var ubesejrede forrige sæson med en god margin, og der er ikke noget som tyder på at det vil ændre sig. Parret debuterede deres programmer ved French Masters (som de selvfølgelig vandt), men det vil være spændende at se hvad de internationale dommere synes om deres abstrakt-moderne fridans.

Four Continents-vinderne Madison Chock og Evan Bates deltog ikke i forrige sæsons GP'er pga. skade, men ellers har de snuppet medalje ved alle deres GP'er (ikke finalen) siden 2013. Parrets mål må være at komme på VM-podiet igen, så succeskriteriet må være høje scores. Amerikanerne begyndte sæsonen med sejre ved begge deres Challenger konkurrencer.

Charlene Guignard og Marco Fabbri kommer fra deres hidtil bedste sæson, da de for første gang tog medaljer ved GP'erne (sølv) og EM (bronze). Med deres opadgående kurve kan den italienske duo måske endda true til sølvet, hvis Chock/Bates laver fejl. I sæsonåbneren Lombardia Trophy kunne parret tage guld.

Resten af feltet er lidt længere bagud, men hold øje med spanske Olivia Smart og Adrian Diaz samt russiske Tiffani Zagorski og Jonathan Guerreiro, som tog en 4. og 5. plads ved Skate America. Begge par er topkandidater til at placere i top 5 igen.

Mine forudsigelser
1. Gabriella Papadakis / Guillaume Cizeron FRA
2. Madison Chock / Evan Bates USA
3. Charlene Guignard / Marco Fabbri ITA
4. Olivia Smart / Adrian Diaz ESP
5. Tiffani Zagorski / Jonathan Guerreiro RUS
6. Natalia Kalizsek / Maksym Spodyriev POL
7. Maria-Jade Lauriault / Romain Le Gac FRA
8. Carolane Soucisse / Shane Firus CAN
9. Julia Wagret / Pierre Souquet FRA

Se flere detaljer her.

Internationaux de France 2019 forudsigelser - Herrer

Uno, Chen, Samarin og Aymoz er blandt favoritterne hos herrerne.
Vi har en klar guldfavorit hos herrerne ved Internationaux de France 2019, men vi kan måske få nogle overraskelser i sølvkampen.

Den nykronede Skate America-mester Nathan Chen er den overvældende favorit til at forsvare sin titel i Frankrig. Den to gange verdensmester er teknisk overlegen i feltet med sine mange quads i repertoiret, og kombineret med flot konkurrencestabilitet vil han snuppe guld med sine sædvanlige løb - selv et usædvanligt løb med mange fejl vil måske være nok til sejren.

På papiret burde den to gange VM-sølvvinder Shoma Uno være sølvfavorit her. Han har dog været på en nedadgående kurve siden sin 4. plads ved sidste VM, hvorefter han har været uden træner. Ved sæsonåbnerne Japan Open og Finlandia Trophy havde han adskillige problemer med sine quads, men hans gode komponenter vil stadig til en vis grad holde ham oven vande.

Feltets breakout løber bliver måske hjemmefavorit Kevin Aymoz, som tog en solid 4. plads ved EM og 11. plads ved VM forrige sæson. Franskmanden er allerede kendt for sin flotte præsentation, og teknikken er også godt på vej. Aymoz kan uden tvivl true til sølv, da han denne sæson har taget sølv ved Autumn Classic og guld ved French Masters med flotte scores.

Den forsvarende IdF-bronzevinder Alexander Samarin har det tekniske gods til at tage medalje igen, men han kan dog godt være noget uforudsigelig; han tog sølv ved forrige EM, men det blev kun en 12. plads ved VM. Han begyndte sæsonen med en 4. plads ved Nepela Memorial, men det gik bedre ved Shanghai Trophy, hvor det blev til sølv.

En anden springer er Morisi Kvitelashvili, der også kan være ret ustabile i sine resultater; ved forrige års GP'er blev til en 8. plads og dernæst til sølv. Ved sæsonåbneren Lombardia Trophy blev det til en 4. plads, men han forbedrede sig ved Denis Ten Memorial Challenge, som han vandt.

Hold også øje med den regerende juniorverdensmester Tomoki Hiwatashi, som gør sin GP-debut, samt veteranen Sergei Voronov, som tog bronze og sølv ved forrige sæsons GP'er. Begge har dog haft en lidt skuffende sæsonstart; Hiwatashi endte på en 5. plads ved US Classic, mens Voronov tog en 6. plads ved Finlandia Trophy.

Mine forudsigelser
1. Nathan Chen USA
2. Shoma Uno JPN
3. Kevin Aymoz FRA
4. Alexander Samarin RUS
5. Morisi Kvitelashvili GEO
6. Tomoki Hiwatashi USA
7. Nicolas Nadeau CAN
8. Sergei Voronov RUS
9. Anton Shulepov RUS
10. Daniel Samohin ISR
11. Romain Ponsart FRA

Se flere detaljer her.