fredag den 19. oktober 2018

Skate America 2018 forudsigelser - Isdans

Hubbell/Donohue udfører deres korte dans ved VM 2018, hvor de tog sølv.

Der er ingen tvivl, hvem der vil tage guldet hos isdanserne ved Skate America 2018. Til gengæld kan vi nok se lidt kamp om de resterende pladser på podiet.

På hjemmebane har vi de regerende VM-sølvvindere Madison Hubbell og Zachary Donohue, der nu er USA's toppar. Parret er stærke både i teknik og præsenation, og de laver ikke længere dumme bekostelig fejl, som de engang plejede. Duoen begyndte sæsonen med en sejr ved US Classic, og de burde uden problemer tage guld her.

Italienske Charlene Guignard og Marco Fabbri kan også kalde sig deres lands toppar, og deres chance for deres første GP-medalje er særdeles gode. Parret er altid teknisk stabile med god fart over isen. Ved sæsonåbneren Lombardia Trophy kunne de snuppe guld med høje scores, men denne gang vil de selvfølgelig ikke være på hjemmebane.

Et andet amerikansk par har også chance for medalje, da de tidligere juniorverdensmestre Lorraince McNamara og Quinn Carpenter deltager. Parret har haft lidt svingende resultater siden deres Junior VM-titel, men denne sæson lover godt med en sejr ved Lake Placid og sølv ved Ondrej Nepela Trophy.

Russiske Tiffany Zagorski og Jonathan Guerreiro tog en solid 8. plads i deres VM-debut tidligere på året. Parret er stille og roligt steget i rækkerne i russisk isdans, og nu er de blandt toppen. De har ikke konkurreret denne sæson endnu (med undtagelse af testløb), så deres form kan være svær at vurdere.

Mine forudsigelser
1. Madison Hubbell / Zachary Donohue USA
2. Charlene Guignard / Marco Fabbri ITA
3. Lorraine McNamara / Quinn Carpenter USA
4. Tiffany Zagorski / Jonathan Guerreiro RUS
5. Lilah Fear / Lewis Gibson GBR
6. Robynne Tweedale / Joseph Buckland GBR
7. Natalia Kaliszek / Maksym Spodyriev POL
8. Katharina Müller / Tim Dieck GER
9. Karina Manta / Joseph Johnson USA
10. Alexandra Nazarova / Maxim Nikitin UKR

Se flere detaljer her.

Skate America 2018 forudsigelser - Damer

Bradie Tennell udfører sit lange program ved Japan Open 2018.

Vi har et spændende felt hos damerne ved Skate America 2018, da vi har mere en håndfuld kandidater til podiet; de flestes øjne vil dog være på de tre regerende medaljetagere, som vender tilbage.

Forsvarende mester Satoko Miyhara er kendt for sin pålidelighed, og derfor er hun selvfølgelig favorit til at tage medalje igen - hvis ikke ligefrem tage guld igen. Hun begyndte sæsonen med en sejr ved US Classic og en individuel 3. plads ved Japan Open, men begge steder havde hun pop på salchow og underrotationer på sine kombinationer. Især hendes kroniske små spring kan gøre hende sårbar, så hendes rivaler har en chance for at slå hende.

Den amerikanske mester Bradie Tennell slog for alvor sit navn fast, da hun tog bronze her forrige år med to stærke løb, og derfra har hun været på en opadgående kurve. Amerikaneren er kendt for sine stabile spring, mens hun har måtte indhente mere på programkomponenterne. Ved sæsonåbneren Autumn Classic tog hun guld (foran Evgenia Medvedeva), men ved Japan Open havde hun nogle springfejl og tog en individuel 4. plads.

Også Kaori Sakamoto fik sit gennembrud forrige år, da hun tog sølv ved denne konkurrence. Hun mangler lidt polish på isen, men til gengæld har hun eksplosive spring, hvor underrotationer ikke er et issue. Hun havde en lidt skuffende sæsonstart med en 4. plads ved Lombardia Trophy, men hun kom igen ved Japan Open, hvor hun tog en individuel 2. plads.

Det bliver GP-debut for belgiske Loena Hendrickx, som havde flotte fremførelser forrige sæson og bl.a. tog en solid 9. plads ved VM. Det er sjældent at se en ikke-russisk løber med hendes sværhed, og hun er klart med i løbet om medaljer. Ved sæsonåbneren Nebelhorn Trophy tog hun bronze med høje scores.

Den tredje japaner Marin Honda har ikke helt levet op til det potentiale, som hun fremviste som junior; hun er en yderst elegant løber, men stabiliteten på springene har ikke været der. Hun træner nu under Rafael Arutunyan, og ved Nebelhorn Trophy blev det kun til en 6. plads efter et skuffende kort program - hendes friløb viste dog noget potentiale.

Russiske Sofia Samodurova har ikke været på de flestes radar, selvom hun (lidt uventet) vandt begge sine JGP'er forrige sæson. Hun skiller sig ikke meget fra mængden, men hun har fine og solide spring, og hun har en tendens til at overraske, når folk ikke forventer det. Det blev til sølv ved sæsonåbneren Lombardia Trophy.

Landsmand Polina Tsurskaya virkede så lovende som junior med sine enorme spring, men skader og vækst har gjorde hendes spring så ustabile, at selv underrotationer er blevet et problem. Hun begyndte sæsonen med en skuffende 4. plads ved Ondrej Nepela Trophy, men hun kan være en medaljetrussel, hvis hun løber rent.

Mine forudsigelser
1. Bradie Tennell USA
2. Satoko Miyahara JPN
3. Kaori Sakamoto JPN
4. Loena Hendrickx BEL
5. Sofia Samodurova RUS
6. Marin Honda JPN
7. Polina Tsurskaya RUS
8. Starr Andrews USA
9. Laurine Lecavelier FRA
10. Alaine Chartrand CAN
11. Megan Wessenberg USA

Se flere detaljer her.

Skate America 2018 forudsigelser - Herrer

Nathan Chen udfører sit lange program ved Japan Open 2018.

Herrernes felt ved Skate America 2018 virker toptungt, mens mange herrer i midten ligger meget tæt; alt kan dog ske, da mange favoritter på papiret har haft en dårlig sæsonstart.

Favorit er selvfølgelig den regerende verdensmester Nathan Chen, som forrige sæson også vandt begge sine GP'er og Finalen. Amerikaneren har et imponerende teknisk arsenal, da han har landet de fem forskellige quads, og det gør hans scoringspotentiale enormt. Denne sæson går han dog på Yale fuld tid, og det er uvist om han kan kombinere de to eliteniveauer; ved Japan Open endte han på en individuel 4. plads efter tre fald i friløbet.

En trussel til guldet kunne være veteranen Sergei Voronov, som plejer at gøre det godt ved GP'erne; forrige sæson vandt han NHK Trophy og tog en 4. plads ved Finalen. Russeren har kun middel programkomponenter, men med en solid quad tåloop (og forsøg på quad loop) er han medaljefavorit. Han begyndte sæsonen med sølv ved Ondrej Nepela Trophy.

Den anden amerikaner Vincent Zhou kan både vinde eller ende i bunden. Zhou tog en flot 6. plads ved OL, mens det kun blev en 14. plads ved VM. Han har dog døjet med skade, og ved US Classic blev det kun til en 4. plads - han vandt dog friløbet. Med sine mange quads kan han score højt på teknikken, men han skal undgå underrotationer.

Moris Kvitelashvili havde nogle skuffende placeringer ved OL og VM forrige sæson, men han har begyndt sæsonen solidt i Challenger Serien med en 4. og 3. plads. Hans styrke er de store spring, men han kan dog ofte poppe eller falde på disse.

Den regerende Junior VM-bronzevinder Matteo Rizzo kunne gang på gang levere solide programmer forrige sæson, og denne stabilitet tegner godt i et felt af upålidelige herrer. Han har dog ikke en ren quad i sit repertoire endnu, hvilket sænker hans scoringspotentiale.

De to canadiske herrer Nam Nguyen og Kevin Reynolds har længe kæmpet med at få deres ellers svære spring helt rundt og rene og samtidig deres grundløb i top, og det har medført skuffende resultater de seneste sæsoner. Nguyen kan måske være på vej op, da han vandt US Classic. Desværre måtte Reynolds nøjes med en 8. plads ved sin sæsonåbner.

Tjekkiske Michal Brezina har længe kæmpet med springstabiliteten, men vi så glimt af det forrige sæson bl.a. da han tog en 10. plads ved VM. Han startede sæsonen med sin første internationale medalje i lang tid, da han tog sølv ved US Classic.

Et stort spørgsmålstegn er Alexei Bychenko, som tog en flot og helt uventet 4. plads ved VM. Han er ikke den mest raffinerede herre på isen, men han lander som regel sine spring. Sæsonen begyndte dog ikke godt for ham, da han trak sig fra Finlandia Trophy efter en katastrofal 22. plads i det korte program.

Mine forudsigelser
1. Nathan Chen USA
2. Sergei Voronov RUS
3. Moris Kvitelashvili GEO
4. Vincent Zhou USA
5. Matteo Rizzo ITA
6. Nam Nguyen CAN
7. Michal Brezina CZE
8. Jimmy Ma USA
9. Julian Zhi Jie Yee MAS
10. Alexei Bychenko ISR
11. Kevin Reynolds CAN
12. Romain Ponsart FRA

Se flere detaljer her.