|
Flores/Wang (sølv), Metelkina/Berulava (guld) og Williams/Lewer (bronze) på parløbernes podium. |
Vi havde et ret stort felt hos parløberne ved ISU World Junior Figure Skating Championships 2024 i Taipei City. Desværre var der en del nerver at spore, og en del favoritter løb under niveau.
Forhåndsfavoritterne, JGPF-vinderne og EM-sølvvinderne Metelkina/Berulava kom godt fra start med et rent kort program med bl.a. triple twist, double axeler og kast triple loop. Et nyt personligt bedste på 71.53 point gav dem en stor føring. Deres friløb havde en del problemer, da hun faldt på side-om-side triple salchow, og der var usikre landinger på triple tåloops og begge kast. Ikke desto mindre gjorde de nok til at tage sejren.
De amerikanske nationale juniormestre Flores/Wang skøjtede også et rent kort program med triple twist, double axel og kast triple loop, og et nyt personligt bedste gav dem en behagelig 2. plads. I friløbet fik de landet en double axel sekvens samt kast triple salchow, men hun havde en usikker landing på triple salchow og faldt på kast triple loop. Duoen tog sølv.
Træningsmakkerne Williams/Lewer, som tog en 7. plads ved sidste Junior VM, løb et rent kort program (dog med en lettere kast double loop). I friløbet fik de landet triple twist og begge double kast, men hun faldt på en double axel i planlagt sekvens. Lidt uventet kunne parret snuppe bronze.
Italienske Napolitano/Comi fik udført to tæt på rene programmer, men deres lavere sværhedsgrad holdte deres scores tilbage. Ikke desto mindre placerede de bedre end forventet med en samlet 4. plads.
Begge canadiske par Ariano Kent/Laliberte Laurent og Kemp/Elizarov var stærke medaljekandidater, da de begge kvalificerede sig til JGPF (hvor Kemp/Elizarov tog sølv). Begge par havde dog tre fald hver i deres lange programmer, og derfor blev det til en skuffende 5. og 6. plads.
Samlet resultat