tirsdag den 4. februar 2020

Four Continents 2020 forudsigelser - Herrer

Hanyu, Jin, Brown og Cha er blandt de mange medaljekandidater hos herrerne.

Vi har én klar favorit hos herrerne ved Four Continents Figure Skating Championships 2020, men sølv og bronze er vidt åbent mellem op til måske ti herrer!

Den to gange olympiske mester Yuzuru Hanyu har haft en flot sæson med to GP-sejre, men sølvet ved Finalen var selvfølgelig ikke tilfredsstillende nok for ham - og sølvet ved de nationale mesterskaber var uden tvivl skuffende. Måske derfor er han gået tilbage til sine olympiske programmer (Chopin/Seimei) i håb om at løbe fejlfrit, men i dette felt (både Nathan Chen og Shoma Uno deltager ikke) har han råd til mange fejl og stadig tage sejren. 4CC-guldet er den eneste titel, som Hanyu mangler at vinde.

Kina sender to tidligere 4CC-medaljetagere. Den forsvarende 4CC-sølvvinder Boyang Jin har haft en rutschebanetur af en sæson med skiftevis guldmedaljer og nedsmeltninger. Hans styrke - quads - har oplevet et stort dyk i stabiliteten, men grundet hans høje sværhed vil han placere på podiet, hvis han er succesfuld med sine spring.

Landsmand Han Yan har tre 4CC-bronzemedaljer på resuméet (fra tidligt i sin karriere), mens hans seneste to deltagelser bød kun på 10. pladser. Han overraskede de fleste med et comeback denne sæson, og ved hans hidtil eneste internationale konkurrence - Cup of China - blev det til en flot sølvmedalje. Han forsøgte ingen quads, så han har ikke råd til fejl, hvis han vil på podiet.

Team USA ledes an af Jason Brown, som tog en 5. plads her sidste år. Hans sæson har været lidt blandet med sølv og 5. plads ved GP'erne, men han virkede i topform ved de nationale mesterskaber, hvor han tog sølv. Hans præsentation og piruetter er i topklasse, men quaden volder ham stadig problemer. Juniorverdensmester Tomoki Hiwatashi havde en skuffende GP-sæson, men han tog en flot bronze ved de amerikanske mesterskaber. Camden Pulkinen har flotte kvaliteter, men indtil videre plager ustabile spring ham.

Hos de canadiske tre herrer får vi en spændende kamp om den ene billet til VM. Den nationale mester Roman Sadovsky har altid været svingende i sine resultater, men denne sæson har været hans hidtil bedste med bl.a. bronze ved NHK Trophy. Både Nam Nguyen og Keegan Messing har haft en smule mere stabile resultater. Alle tre herrer har lignede sværhed planlagt (én type quad hver), så deres indbyrdes resultat vil afhænge meget af dagsformen.

På hjemmebane vil favoritten være Junhwan Cha. Denne sæson har hans GP-resultater været skuffende, da fald, pop og underrotationer på quads har trukket hans scores hurtigt ned. Hans potentiale kom dog til syne ved de sydkoranske mesterskaber, hvor han forsvarede sin titel med to flotte løb.

Hold også øje med de to andre japanere, som kommer i skyggen af Hanyu. Yuma Kagiyama har typisk problemer i sit korte program, men comebacks i friløbet har denne sæson sikret ham en 4. plads ved JGPF, bronze ved de nationale mesterskaber og guld ved Ungdoms Vinter-OL. Kazuki Tomono har også en lille chance for medalje, hvis han ligesom sin landsmand kan undgå at grave et for dybt et hul i det korte program.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Boyang Jin CHN
3. Junhwan Cha KOR
4. Jason Brown USA
5. Han Yan CHN
6. Roman Sadovsky CAN
7. Keegan Messing CAN
8. Yuma Kagiyama JPN
9. Nam Nguyen CAN
10. Tomoki Hiwatashi USA

Se flere detaljer her.

Four Continents 2020 forudsigelser - Parløb

Sui/Han, Moore-Towers/Marinaro og Peng/Jin er medaljekandidater i parløb.

Vi har kun 11 par i feltet ved Four Continents Championships 2020, men foruden guldet kan det blive en tæt kamp om at komme på podiet.

De regerende verdensmestre Wenjing Sui og Cong Han må være de klare guldfavoritter, idet de er forsvarende og i alt fem gange 4CC-mestre. Det kinesiske par er ubesejrede denne sæson, men de viste noget træthed ved GPF (det gjorde alle par dog). Med deres sædvanlige løb burde det være en relativ let sejr grundet deres flotte teknik og præsentation.

Landsmænd Cheng Peng og Yang Jin har opnået resultater godt over forventning denne sæson - senest blev det sølv ved GPF. Duoen har flotte parelementer, men hendes side-om-side spring forbliver ustabile. Hvorvidt de får en medalje, kommer derfor nok også meget på konkurrenternes dagspringform.

De canadiske mestre Kirsten Moore-Towers og Michael Marinaro har haft deres hidtil bedste sæson med to GP-sølvmedaljer, omend de (som mange andre) havde problemer med GPF og endte på en 5. plads. Duoen er relativt stabile på deres elementer, men småfejl og lavere kvalitet betyder, at de har råd til knap så mange fejl for at tage medalje.

Deres landsmænd Liubov Ilyushechkina og Charlie Bilodeau havde en flot debutsæson med bl.a. bronze ved Cup of China. Parret har især flotte løft, men hun kæmper med at rotere/lande side-om-side springene. Det blev til skuffende bronze ved de nationale mesterskaber, og nu kæmper de så mod Evelyn Walsh og Trennt Michaud om den anden VM-plads. Walsh/Michaud tog sølv ved de canadiske mesterskaber, men deres GP-resultater var skuffende med en 8. og 6. plads.

De tre amerikanske par vil få endnu et opgør efter de nationale mesterskaber for to uger siden. De amerikanske mestre Alexa Knierim og Chris Knierim har uden tvivl højeste scoringspotentiale grundet deres kvalitet, men side-om-side springene forbliver et ømt punkt. Det lovende par Jessica Calalang og Brian Johnson håber på at bevise, at deres sølvvindende fremførelser ikke var et uheld, mens Tarah Kayne og Danny O'Shea (4CC-mestrene fra 2018) har potentiale til at løbe meget bedre end ved GP'erne, hvor det blev to 6. pladser.

Mine forudsigelser
1. Wenjing Sui / Cong Han CHN
2. Cheng Peng / Yang Jin CHN
3. Kirsten Moore-Towers / Michael Marinaro CHN
4. Liubov Ilyushechkina / Charlie Bilodeau CAN
5. Alexa Scimeca Knierim / Chris Knierim USA
6. Jessica Calalang / Brian Johnson USA
7. Evelyn Walsh / Trennt Michaud CAN
8. Tarah Kayne / Danny O'Shea USA
9. Rika Miura / Ryuichi Kihara JPN
10. Feiyao Tang / Yongchao Yang

Se flere detaljer her.