onsdag den 23. september 2015

Ny holdkonkurrence: Team Challenge Cup

Holdkonkurrencer får mere og mere popularitet i kunstskøjteløb, og denne sæson får en ny holdkonkurrence premiere: Team Challenge Cup vil blive afholdt den 22.-24. april 2016 i Spokane, Washington, USA (note: World Team Trophy afholdes ikke denne sæson, da den ifg. planen kun skal afholdes hvert andet år).

Format
Det bliver 3 hold bestående af Team Nordamerika, Team Europa og Team Asien. Hvert hold/kontinent vil bestå af 14 atleter (10 entries):

  • 3 herrer (singles)
  • 3 damer (singles)
  • 2 par (parløb)
  • 2 par (isdans) 

Så vi får i alt 42 skøjteløbere. Dette format har lidt flere deltagere i parløb/isdans i forhold til hidtidige holdkonkurrencer, omend fokus stadig er på singles.

Scoring
Team Challenge Cup vil bestå af flere konkurrencer i én. Disse er:

  • Singles Kort Program: kun singles løberne fremfører deres korte program. Holdet med flest point - baseret på placeringspoint (detaljer ventes) - vil blive kronet "Singles kort program"-mestrene. Ydermere vil både den herre og den dame med højst IJS score blive hyldet. Resultatet fra denne del vil ikke blive overført til næste del, som er...
  • Team Challenge Cup: alle (både singles og par) fremfører deres lange program. Den laveste IJS score i hver disciplin vil ikke tælle med i den samlede holdscore. Holdet med flest sammenlagte point (IJS) vil blive kronet "Team Challenge Cup"-mestrene.
Fokus er på singles, og parløb/isdans får ikke engang lov til at udføre kort program/dans. Interessant at konkurrencen skiftevis benytter placerings- og IJS point, men der er vel styrker/svagheder ved begge metoder.

Udvælgelse
Atleterne med højst ISU World Ranking vil blive inviteret. Dette gælder for to singles herrer, to singles damer og begge par i både parløb og isdans. Dog skal de top 2 atleter/par i hver disciplin være fra forskellige lande (denne fordel/ulempe udjævnes dog, da den laveste IJS score jo ikke tæller med i holdkonkurrencen).

Den sidste singles herre og singles dame vil inviteret baseret på afstemning af fans (internet-afstemning, muligvis?). Her er chancen for populære, men måske ikke top singles løbere at deltage.

Holdkaptajn
Hvert hold vil have en "Legend of the Sport" holdkaptajn. Denne holdkaptajn vil ikke deltage i konkurrencen, men vil nominere skøjteløbere til fan-afstemningen og hjælpe med holdstrategi. Kristi Yamaguchi er kaptajn for Nordamerika, mens Jayne Torvill og Christopher Dean er kaptajner for Europa. Team Asiens kaptajn vil blive annonceret senere.

Præmiesum
De samlede præmiepenge er 500.000 US dollars. Fordelingsmetoden er endnu ikke annonceret (World Team Trophy har en præmiesum på 1.000.000 US dollars med 6 hold á 8 atleter)

Live streaming
Og den vigtigste detalje for os fans: hele konkurrencen vil blive live streamet på icenetwork, og der er ingen geo-blocking! Så er det bare om at blive sent oppe. Edit: øv, det ser ud til at icenetwork streaming er for abonnementer, hvilket koster hele $49.99 per sæson.

Se flere detaljer på tcc, usfs og icenetwork

Nebelhorn Trophy 2015 - tidsplan og forudsigelser

Sæsonens anden konkurrence i ISU Challenger Series er den kendte Nebelhorn Trophy. I år vil Nebelhorn Trophy 2015 blive afholdt den 24.-26. september i Oberstdorf, Tyskland. Der vil blive konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau.

Herrer
Tidligere amerikansk mester Max Aaron har springarsenalet med quad salchows, men han håber også på at vise en forbedret præsentation denne sæson. Den regerende sølvvinder Michal Brezina virkede ikke i topform ved forrige uges Lombardia Trophy, hvor han tog sølv, og han skal nok gøre en det en del bedre, hvis han vil vinde. Florent Amodio plejer at være så upålidelig i starten af sæsonen, men han er den eneste i feltet, som tog en top 10 placering ved forrige VM (han blev #9). Den regerende bronzevinder Konstantin Menshov er ikke den mest finpudsede herre, men han forsøger og lander som regel de fleste af sine store spring. Herrerne plejer ofte at være uforudsigelige i starten af sæsonen, så mulige medaljekandidater tæller også Ellajd Balde, Peter Liebers og Grant Hochstein.

1. Max Aaron USA
2. Michal Brezina CZE
3. Konstantin Menshov RUS
4. Florent Amodio FRA
5. Grant Hochstein USA

Damer
Damernes felt er fyldt med damer, som håber på at bevise, at de stadig tilhøre toppen - på papiret står de meget lige. Nebelhorn Trophy vinder fra 2012 Kaetlyn Osmond gør sit comeback efter skade. Landsmand Alaine Chartrand, som har forbedret sig meget forrige sæson, kan måske tage en foreløbig Canada-føring ved at slå Osmond. Amerikanske Mirai Nagasu vandt konkurrencen i 2011, men har ikke vundet en international konkurrence siden. Nøglen bliver at rotere sine spring. Landsmand Courtney Hicks har de store spring til at score højt, men mangler oftest stabiliteten. Den regerende sølvvinder Alena Leonova har været overskygget af sine yngre landsmænd, men i dette felt er en medalje mulig, hvis hun kan lande springene i det lange program. Det bliver også interessant at se, om enten Chartrand, Nagasu eller Hicks vil forsøge en triple axel, som de har trænet i løbet af sommeren.

1. Courtney Hicks USA
2. Alena Leonova RUS
3. Mirai Nagasu USA
4. Kaetlyn Osmond CAN
5. Alaine Chartrand CAN

Parløb
De olympiske mestre Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov gør deres comeback fra skade. Parret har vundet titlen tre gange ud af tre forsøg, og det burde ikke blive svært at gentage set ud fra deres solide form fra de russiske testløb. Alexa Scimeca og Chris Knierim, Julianne Seguin og Charlie Bilodeau samt Vanessa James og Morgan Cipres tog en henholdsvis 7.-, 8.- og 9. plads ved forrige VM adskilt med mindre en 10 point, så de resterende medaljer vil nok komme an på dagsformen.

1. Tatiana Volosozhar / Maxim Trankov RUS
2. Alexa Scimeca / Chris Knierim USA
3. Julianne Seguin / Charlie Bilodeau CAN
4. Vanessa James / Morgan Cipres FRA
5. Minerva Fabienne Hase / Nolan Seegert GER

Isdans
De regerende VM-sølvvindere Madison Chock og Evan Bates burde med nemhed opgradere forrige års sølv til guld i dette felt. Canadiske Alexandra Paul og Mitchell Islam er oplagte kandidater til sølv, og det bliver interessant at se, om de har forbedret sig siden deres trænerskifte. Anastasia Cannuscio og Colin McManus, som tog to Challenger Series bronzemedaljer forrige sæson, er igen bronzefavoritter.

1. Madison Chock / Evan Bates USA
2. Alexandra Paul / Mitchell Islam CAN
3. Anastasia Cannuscio / Colin McManus USA
4. Alisa Agafonova / Alper Ucar TUR
5. Natalia Kaliszek / Maksim Sporidev POL

Tidsplan, CEST

Torsdag den 24. september
14:00-15:50 - Isdans: kort dans
16:30-17:40 - Parløb: kort program
20:00-22:35 - Herrer: kort program

Fredag den 25. september
11:30-14:05 - Damer: kort program
14:45-16:10 - Parløb: langt program
19:00-22:00 - Herrer: langt program

Lørdag den 26. september
10:30-13:25 - Damer: langt program
14:00-16:05 - Isdans: fridans
20:15-22:30 - Gala opvisning

Live streaming
Der går rygter om et officielt live stream, men linket er endnu ikke lagt op. Hold øje med min Twitter for flere detaljer, når tiden nærmer sig.

Se flere detaljer her.