onsdag den 15. april 2015

World Team Trophy 2015 forudsigelser - Hold


Holdstillingen ved World Team Trophy 2015 vil blive afgjort af placeringspoint dvs. en individuel 1. plads får 12 point, 2. plads får 11 point og så videre. Formatet tager derfor ikke marginen af sejr i betragtning, og nationer med stærke singles løbere er favoriseret.

I år virker Rusland og USA, som topfavoritterne. Rusland har aldrig taget medalje ved WTT, men denne gang har de mere dybde i singles - nøglen bliver nok herrerne. USA er også et velafrundet hold, og de har chance for deres tredje WTT-sejr, hvis deres singles løbere skøjter til potentiale.

Japan har en god bronzechance trods deres svaghed i parløb og singles. De kan muligvis blive slået af Canada, men deres manglende dybde i singles skader dem meget.

Mine forudsigelser
1. Rusland
2. USA
3. Japan
4. Canada
5. Kina
6. Frankrig

Se flere detaljer her.

World Team Trophy 2015 forudsigelser - Parløb

Duhamel/Radford, Sui/Han og Kavaguti/Smirnov er favoritter til top 3.

Parløbernes felt ved World Team Trophy 2015 er på papiret den nemmeste disciplin at forudse.

Storfavoritter er selvfølgelig Meagan Duhamel og Eric Radford. De nykronede verdensmestre er ubesejrede denne sæson grundet deres høje sværhedsgrad og pålidelighed, og det er svært at se de andre par komme i nærheden med mindre canadierne har en nedsmeltning.

Kinesiske Wenjing Sui og Cong Han leverede to rene programmer ved VM, hvor de tog sølv. Det unge par har høj sværhedsgrad og forbedret præsentation, og de burde kunne tage en individuel 2. plads, hvis de undgår fejl på side-om-side springene.

Yuko Kavaguti og Alexander Smirnov skuffede med en 5. plads ved VM efter et usikkert langt program. Det russiske par har dog sværhedsgraden og modenheden til at true kineserne, men de skal undgå at lade en fejl blive til mange.

Amerikanske Alexa Scimeca og Chris Knierim tog en solid 7. plads ved VM. Parret har eksplosive elementer, men pålidelighed på side-om-side springene har været deres svaghed. Selv med stærke løb får de nok svært ved at placere i top 3.

Vanessa James og Morgan Cipres endte på en 9. plads ved VM. Parret har solide elementer, men de kæmper til tider med lidt rodede landinger. Med stærke løb kan franskmændene måske true amerikanerne.

Ligesom i isdans er parløb også Japans svaghed. Ami Koga og Francis Boudreau Audet har indtil videre kun konkurreret som juniorer, og senest blev det en 6. plads ved Junior VM.

Mine forudsigelser
1. Meagan Duhamel / Eric Radford CAN
2. Wenjing Sui / Cong Han CHN
3. Yuko Kavaguti / Alexander Smirnov RUS
4. Alexa Scimeca / Chris Knierim USA
5. Vanessa James / Morgan Cipres FRA
6. Ami Koga / Francis Boudreau Audet JPN

Se flere detaljer her.

World Team Trophy 2015 forudsigelser - Herrer

Hanyu, Brown, Nguyen og Kovtun er blandt medaljekandidaterne hos herrerne.

Det er i herrernes disciplin ved World Team Trophy 2015, hvor der er mest plads til de store variationer og derfor også her, hvor holdmedaljerne bliver bestemt. Vi har én favorit, men de næste 6-8 placeringer er vidt åbne.

Favorit er selvfølgelig Yuzuru Hanyu, som for nylig tog sølv ved VM. Han havde en usikker sæsonstart, men har sidenhen haft stærke fremførelser, og selvom han sjælden løber fejlfrit, har han stort scoringspotentiale grundet sin høje sværhedsgrad og programkomponenter. Landsmand Takahito Mura har også de svære spring, men han har døjet med forstuvede ankler, og ved VM blev det til en meget skuffende 16. plads.

USA sender Jason Brown, som tog en flot 4. plads ved sin VM-debut. Han har ingen quads, men han er til gengæld meget stabil på de andre spring, hvilket kan betyde en høj placering, hvis de andre laver fejl. Max Aaron kom ikke til VM, men han har derfor haft tiden til at forberede nye programmer, som han vil debutere her. Modsat Brown er hans styrke springene, mens præsentationen til tider halter.

Rusland har aldrig taget medalje ved WTT, men de har en god chance, hvis deres herrer kan holde sammen på nerverne. Maxim Kovtun og Sergei Voronov skiftevis hittede og missede deres programmer ved VM, hvor det blev en 7.- og 13. plads. De to herrer har de store spring, men når de misser disse, kan løbet til tider falde helt fra hinanden.

Canadas topherre er Nam Nguyen, som imponerede med en 5. plads ved VM. Han er normalt utrolig stabil på springene og har forbedret sig meget på præsentationen - ikke desto mindre mangler han lidt power i sit løb, og hans placering vil nok afhænge meget af de andre herrers fremførelse. Landsmand Jeremy Ten døjer med ustabilitet på de store spring, og ved VM blev det kun en 22. plads; dette er hans sidste konkurrence.

Kina ledes an af Han Yan. Han har de store spring og gode grundløb, men manglende pålidelighed har betydet store udsving i resultaterne: ved 4CC imponerende han med bronze, men det blev kun en 10. plads ved VM. Landsmand Nan Song har døjet med skader, og ved VM blev det kun en 26. plads i det korte program.
  
Florent Amodio har gradvis fundet mere stabilitet på sine spring, og ved VM blev det en solid 9. plads. Det bliver dog stadig svært for ham at blande sig i toppen. Landsmand Romain Ponsart, som senest tog en 9. plads ved Winter Universiade, er Frankrigs anden repræsentant.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Jason Brown USA
3. Maxim Kovtun RUS
4. Nam Nguyen CAN
5. Han Yan CHN
6. Max Aaron USA
7. Sergei Voronov RUS
8. Takahito Mura JPN
9. Florent Amodio FRA
10. Jeremy Ten CAN
11. Nan Song CHN
12. Romain Ponsart FRA

Se flere detaljer her.