|
Loena Hendrickx udfører sit lange program til musik af Madonna. |
Sæsonens første
Grand Prix i kunstskøjteløb var
Skate America 2023, som fandt sted 20.-22. oktober i Allen, Texas, USA. Der blev konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau. Husk, at du kan gense programmerne på youtube
her.
Herrer
Den regerende VM-bronzevinder Ilia Malinin var i helt anden teknisk stratosfære end de andre herrer. Hjemmebanefavoritten skøjtede to fejlfrie programmer med hhv. to og fire quads landet. Med sejre i begge segmenter kunne han forsvare sin titel med en margin på over 30 point! Kevin Aymoz skøjtede næsten rent; franskmanden landede en quad tåloop i hvert program og adskillige solide triple spring. Han havde dog småfejl på to kombinationer i friløbet. Dette er hans anden GP-sølvmedalje i karrieren. Shun Sato havde dårlige landinger på nogle quads i begge programmer, men hans samlede sværhed og kvalitet var stadig nok til bronze.
Kvinder
Den regerende VM-bronzevinder Loena Hendrickx havde en superb konkurrence, hvor hun løb umiddelbart to rene programmer (bagenden på hendes triple lutz-triple tåloop blev kendt hhv. underroteret og kvart underroteret). Med en samlet ny personligt bedste score kunne belgieren snuppe karrierens anden GP-sejr. Den amerikanske mester Isabeau Levito var også stabil med to nær rene løb. Hun kunne dermed tage sølv for andet år i træk. Niina Petrokina havde sin hidtil bedste konkurrence, og med bronze er hun den første estiske skøjteløber til at tage medalje i GP'erne. I det lange program blev Amber Glenn den sjette amerikanske kvinde til at lande en triple axel - desværre betød to fald og et pop, at hun måtte nøjes med en samlet 5. plads.
Parløb
Verdensmestrene Miura/Kihara havde trukket sig fra konkurrencen pga. hans rygskade, og dermed var guldet helt åbent. EM-bronzevinderne Hocke/Kunkel havde problemer med side-om-side springet i det korte program, da hun faldt på triple salchow (<), men høje levels og god kvalitet på de andre elementer gav dem en snæver føring. I friløbet kiksede hun igen på side-om-side springene, men stærke kast og løft hjalp tyskerne til at tage deres første GP-sejr i karrieren. Canadiske Pereira/Michaud undgik større fejl i det korte program, men lavere kvalitet betød en tæt 2. plads. I det lange program faldt hun på springkombinationen og havde to fødder på kast triple loop, men deres andre elementer var solide, og de kunne dermed tage sølv i deres GP-debut. Det nye par Liu/Nagy kæmpede med spring og kast, men flotte løft betød at de kunne tage bronze.
Isdans
De regerende verdensmestre Chock/Bates havde en imponerende sæsondebut. Duoen leverede en underholdende rytmedans til en Queen medley, og deres fridans til musik af Pink Floyd var også et hit. Dette er deres fjerde Skate America-sejr. Efter en sløj sæsonstart kunne canadiske Lajoie/Lagha vise topform i Texas. Sølv er deres hidtil bedste GP-placering. Franske Lopareva/Brissaud var skarpe i begge danse, og de kunne tage deres anden GP-bronze i karrieren.