torsdag den 18. oktober 2018

Skate America 2018 forudsigelser - Parløb

Tarasova/Morozov ved VM 2018, hvor de tog sølv.

Konkurrencen ved Skate America 2018 løber af stablen med parløbernes event. Denne post-olympiske sæson (med tilhørende tilbagetrækninger, skader og split) medfører, at vi vil se mange ret uerfarne par i feltet; ét par skiller sig dog ud som de klare favoritter i Everett, Washington.

Storfavoritter er de regerende VM-sølvvindere Evgenia Tarasova og Vladimir Morozov, som virkelig har chancen for at slå sig fast som sæsonens toppar. Den russiske duo har de store tekniske elementer til at score særdeles højt, og selvom de sjældent løber 100% fejlfrit, burde et jævnt løb fra parret være mere end nok til guldet her. De havde nogle fejl ved sæsonstarteren Finlandia Trophy, hvor de dog kunne tage sejren.

På papiret er de amerikanske mestre Alexa Knierim og Chris Knierim favoritter til sølvet, men ægteparret kan være noget så upålidelige på de tekniske elementer (især side-om-side spring), og det har bl.a. medført en skuffende 15. plads ved VM. Parret har sidenhed skiftet træner til den olympiske mester Aljona Savchenko, men forbedringer var endnu ikke til at se ved Nebelhorn Trophy, hvor de tog sølv efter to fejlfyldte løb.

Landsmænd Ashley Cain og Timothy LeDuc har til gengæld haft en flot sæsonstart med to sejre i Challenger Serien. De regerende Four Continents-sølvvindere forsøger svære side-om-side spring, og de får brug for disse, da deres parelementer ikke har helt samme kvalitet som de andre par i feltet.

Det relativt ukendte par Alisa Efimova og Alexander Korovin kan måske overraske igen; det russiske par begyndte nemlig sæsonen med en uventet sejr ved Nebelhorn Trophy. Parret har gode tekniske elementer, men deres programkomponenter holder deres scoringspotentiale tilbage, så de skal håbe på fejl fra favoritterne, hvis de vil på podiet igen.

Hold også øje med Annika Hocke og Ruben Blommaert, som havde flotte løb sidste sæson, hvor de bl.a. tog en solid 13. plads ved VM. Det tyske par virkede på en stejl opadgående kurve, men deres nuværende form er ukendt, da de som det eneste par i feltet ikke har gjort deres sæsondebut endnu.

Mine forudsigelser
1. Evgenia Tarasova / Vladimir Morozov RUS
2. Alexa Scimeca Knierim / Chris Knierim USA
3. Ashley Cain / Timothy LeDuc USA
4. Alisa Efimova / Alexander Korovin RUS
5. Annika Hocke / Ruben Blommaert GER
6. Minerva Fabienne Hase / Nolan Seegert GER
7. Evelyn Walsh / Trennt Michaud CAN
8. Nica Digerness / Danny Neudecker USA

Se flere detaljer her.