fredag den 24. oktober 2014

Skate America 2014 forudsigelser - Damer

Nagasu, Gold, Radionova og Tuktamysheva er blandt medaljekandidaterne.

Vi har et dybt felt hos damerne ved Skate America 2014, så der bliver rift om guldet.

På hjemmebane har Gracie Gold den bedste chance for guld, men hun skal også løbe til sit potentiale. Hvis hun får landet sine svære spring, kan hun score højt, hvilket hun beviste med sin 4. plads ved Vinter-OL. Springstabilitet er dog ikke hendes styrke, hvilket hun også viste ved Nebelhorn Trophy, hvor det kun blev til bronze.

Det modsatte gælder for den regerende SA-bronzevinder Elena Radionova, som de forgange sæsoner har haft stor succes med at fuldføre sine programmer og tilhørende høje tekniske sværhedsgrad uden fejl. Den 15-årige russer kunne forrige sæson både kvalificere sig til GP Finalen og forsvare sin Junior VM-titel. Denne sæson startede også stærkt med en overvældende sejr ved Japan Open.

Landsmand Elizaveta Tuktamysheva kæmpede med springene forrige sæson, men dette ser ud til at være et overstået kapitel for den tidligere to gange GP-vinder. Hun har denne sæson allerede deltaget og vundet tre konkurrencer, så forhåbentlig er hun ikke udmattet på dette punkt.

Mirai Nagasu ser ud til at være seriøs med at vise, at hun tilhører toppen, da hun har opgraderet sin tekniske indhold til at kunne konkurrere med de andre damer. Indtil videre har underrotationer plaget hende, da hun endte på en 5. plads ved både US Int'l FS Classic og Japan Open, men med forbedringer på dette punkt kan hun måske overraske.

Landsmand Samantha Cesario havde solide fremførelser ved GP'erne forrige sæson, og denne sæson begyndte også solidt med sølv ved Finlandia Trophy. Denne stabilitet lover en god placering, men hun mangler måske sværhedsgraden for at true til en medalje.

Outside-shots er So Youn Park, som overraskede de fleste med en solid 9. plads ved forrige VM. Indtil videre i karrieren ligger hendes placeringer overalt på spektret, og det blev kun til bronze i et svagere felt i sæsonstarteren Asian Open FS Trophy.

Franske Mae Berenite Meite svinger også i resultaterne, da hun efter en 10. plads ved OL havde en mindre nedsmeltning ved VM og tog en skuffende 15. plads. Hun begyndte sæsonen med en sejr ved French Master's.

Mine forudsigelser
1. Elena Radionova RUS
2. Elizaveta Tuktamysheva RUS
3. Gracie Gold USA
4. Samantha Cesario USA
5. Mirai Nagasu USA
6. Mae Berenice Meite FRA
7. So Youn Park KOR
8. Brooklee Han AUS
9. Haruka Imai JPN
10. Elene Gedevanishvili GEO
11. Natalia Popova UKR

Se flere detaljer her.