onsdag den 19. oktober 2016

Skate America 2016 forudsigelser - Damer

Wagner, Gold og Asada er blandt medaljefavoritterne.

De første på isen ved Skate America 2016 er damerne, og vi har et spændende felt i toppen, hvor de rutinerede atleter gerne håber på en god start på sæsonen - momentum er jo (næsten) alt...

Tidligere Skate America-vinder Ashley Wagner bugner af selvtillid efter hun snuppede sølv ved VM, og hun begyndte sæsonen stærkt ved Japan Open, hvor hun leverede et flot langt program. Der er stadig underrotationer at spore på 3-3 kombinationerne, men som så ofte vil spørgsmålstegnet være det korte program, hvor hun oftest kan grave sig i et hul. Wagner er dog en pålidelige GP-deltager, så en medalje burde være sikker.

Rivaliseringen fortsætter med landsmand Gracie Gold, som har alt talentet, men måske ikke den samme mentale styrke til at kæmpe for tingene: som perfektionist har hun det med at lade en fejl blive til mange, og netop dette skete ved Japan Open, hvor hun endte til sidst hos damerne. Gold er stadig en løber, som scorer højt trods fejl, og derfor har hun også sølv og bronze fra de to forrige år ved Skate America.

Mao Asada er veteranen og den mest dekorerede løber i feltet med tre VM-titler og OL-sølv. Træthed og skader betød skuffende placeringer mod slutningen af forrige sæson, og ved VM blev det kun en 7. plads. Japaneren begyndte sin sæson konservativt med sølv ved Finlandia Trophy, men uden sin triple axel eller 3-3 har hun ikke råd til fejl (eller skal håbe på fejl fra andre) i håb om at tage medalje.

Canadiske Gabrielle Daleman har støt og roligt bevæget sig opad, og ved VM blev det en flot 9. plads. Daleman har de store spring, men hun mangler til tider kontrol, hvilket fører til dyre fejl. Ved sin sæsonåbner Nebelhorn Trophy var dette synligt endnu, og hun måtte nøjes med bronze.

Mai Mihara var lidt i baggrunden forrige sæson sammenlignet med de andre japanske juniordamer, men hun har overrasket denne sæson med at vinde Nebelhorn Trophy foran Tuktamysheva og Daleman. Hun er stadig en lidt anonym performer, men svære spring med god stabilitet kan føre til en høj placering i dette felt.

Landsmand Kanako Murakami vandt denne event tilbage i 2010, men hendes springteknik har sidenhen taget et dyk og det samme har hendes resultater. Hun startede sæsonen med en 6. plads ved Lombardia Trophy, hvor underrotationer og pop kostede hende dyrt.

Mine forudsigelser
1. Ashley Wagner USA
2. Gracie Gold USA
3. Mao Asada JPN
4. Gabrielle Daleman CAN
5. Mai Mihara JPN
6. Mariah Bell USA
7. So Youn Park KOR
8. Kanako Murakami JPN
9. Roberta Rodeghiero ITA
10. Serafima Sakhanovich RUS
11. Angelina Kuchvalska LAT

Se flere detaljer her.