lørdag den 27. juni 2015

Hvem skøjtede det bedst 2014-15: The Phantom of the Opera?

Gold, Mura, Murakami og Hanyu var blandt de største navne, som løb til musikken.

Undskyld mine sjældne opdateringer, men skolen har taget al min tid - nu burde der dog være mere tid. Vi har haft et utal af musikopdateringer for den kommende sæson, men jeg vil lige afslutte musikbemærkninger for forrige sæson.

2014-15 var den første sæson, hvor alle discipliner måtte benytte vokal i deres musik. Formålet var sikkert at få løberne til at benytte mere varieret musik, men det gav måske lidt bagslag, da langt de fleste var konservative og valgte "krigshest" musik med vokal.

Tophittet var blockbuster musicalen The Phantom of the Opera af Andrew Lloyd Webber. Musikken gør sig godt til kunstskøjteløb med sin genkendelige melodi med både lyriske og bombastiske passager. Men hvem skøjtede det bedst?

Yuzuru Hanyu FS (GPF 14-15)


Hanyu kæmpede en del med dette program i starten af sæsonen, men han kom godt igen og havde samlet nok mest succes af alle PotO-løberne med GPF-guld og VM-sølv. Opbygningen af programmet var meget lig hans Romeo & Juliet fra 2013-14, men hans evne til at time sine eksplosive spring til musikken var uovertruffen.

Kanako Murakami SP (VM 2015)


Kanako Murakami valgte den romantiske "Think of Me" til sit korte program, hvor hun portrætterede Christine Daae. I en sæson med svingende resultater var hendes korte program et af lyspunkterne...

Kanako Murakami FS (VM 2015)


... lidt overraskende valgte Murakami PotO til begge sine programmer, men i det lange ville hun portrættere fantomet. I teorien en fin idé (Denis Ten gjorde lignende med The Artist i 2012-13), men for de fleste var konsensus, at musikredigeringen var for usammenhængende og larmende.

Takahito Mura FS (Skate Canada 2014)


PotO var særdeles populært hos team Japan, som faktisk formede Team Japan of the Opera ved World Team Trophy. Takahito Mura valgte en mere standard musikredigering, og han leverede programmet til fulde ved sæsonstart ved Skate Canada.

Gracie Gold FS (VM 2015)


Gracie Gold valgte den mere opera-tiske arie "Wishing You Were Somehow Here Again" til en stor del af sit lange program. Hendes lilla kjoler var fine, men musikken var måske ikke helt det rigtige valg til at få hendes personlighed ud på isen.

June Hyoung Lee FS (VM 2015)


18-årige Lee løb junior det meste af sæsonen, men kvalificerede sig til VM, hvor han tog en respektabel 19. plads. Den unge sydkoreaner var også blandt de mange, som valgte en mere klassiske PotO sammensætning.

Michael Christian Martinez FS (VM 2015)


Fillipinske Martinez havde det utaknemlige job at løbe lige efter Takahito Mura og June Hyoung Lee ved VM 2015, hvorved vi fik tre back-to-back PotO programmer, men det er vel chancen man tager, når man vælger musikken. Han tog en 21. plads ved VM.

Ronald Lam FS (VM 2015)


Vi havde endnu en PotO ved VM, nemlig fra Ronald Lam fra Hong Kong. Han overraskede alle med solide løb og tog en flot samlet 14. plads.

Lorraine McNamara / Quinn Carpenter FD (Junior VM 2015)


Junior VM er blev i 2009 og 2012 vundet af isdansepar, som løb til PotO, så der er ikke noget at sige til at musikken er populær. McNamara/Carpenter vandt ikke titlen, men set i lyset af deres problemer i starten af sæsonen, så er sølv godt klaret.

Maria Vigalova / Egor Zakroev FS (JGPF 14-15)


Juniorparret Vigalova / Zakroev spillede også lidt sikkert med musikken, men deres resultater var solide med to JGP-sejre og JGPF-bronze denne sæson. Desværre splittede parret i slutningen af sæsonen, men det havde nok mere at gøre med deres aldersforskel og manglende forbedringer på side-om-side springene end musikken.

Bianca Manacorda / Niccolo Macii SP (Junior VM 2015)


Det italienske juniorpar løb til "The Music of the Night", som fuldt ud udnyttede muligheden for vokal, hvad enten man kan lide det eller ej. Parret var nok også utilfredse med deres langsomme fremgang og efter en 12. plads ved Junior VM endte de deres partnerskab.

Natalja Zabijako / Yuri Larionov SP (russisk testløb)


Zabijako og Larionov valgte den romantiske "All I Ask of You" for deres første korte program sammen. Lykken var dog kort for det russiske par (tidligere Estland for hende), og efter en 7. plads ved de russiske mesterskaber splittede parret.

Caitlin Yankowskas / Hamish Gaman SP (EM 2015)


Britiske Yankowskas og Gaman løb også til "All I Ask of You", og de løb programmet særdeles godt ved EM. Deres lange program var værre, hvilket samlet rykkede dem ned på en 9. plads i deres EM-debut.

Miriam Ziegler / Severin Kiefer FS (EM 2015)


Østrigske Ziegler og Kiefer havde en klassisk PotO-medley blandet med "The Music of the Night". Duoen tog en 8. plads ved EM, deres hidtil bedste placering ved konkurrencen.

Rebeka Kim / Kirill Minov FD (4CC 2015)


Det sydkoreanske isdansepar er et umage par på isen, men de så ud til at kunne lide deres musik og program. Resultaterne var dog ikke så høje, og med en 26. plads ved VM fik de ikke lov til at udføre deres fridans i Shanghai.

Natalia Kaliszek / Maksim Sporidev FD (EM 2015)


Det polske isdansepar havde den mest usædvanlige musikredigering, da hovedparten kom fra The Phantom of the Opera on Ice af Roberto Danova.

Hvem havde det bedste program til The Phantom of the Opera i 2014-15? Giv en stemme og/eller kommentar hvis din favorit ikke er taget med.