Russiske Vinter OL 2014 medaljetagere bærer det russiske flag ved afslutningsceremonien. Team Rusland i kunstskøjteløb er blandt disse. |
Den store kamp ved OL er oftest medaljeræset, og i kunstskøjteløb er det stadig de store skøjtenationer, som tager flest medaljer. Denne gang havde vi dog stadig en del "første" gang, at nation X tog medaljer i disciplin X - og med den nye holdkonkurrence kunne antallet af OL-medaljevindere i kunstskøjteløb mere end fordobles.
Vancouver 2010 var en skuffelse for Rusland, men de kom stærkt ved deres eget Vinter OL. Denne gang vandt de medaljeræset, både for antal guldmedaljer og det totale antal medaljer. De blev især hjulpet i kunstskøjteløb, da de med 5 medaljer var den klart dominerende nation - hjemmebanefordel gav dem nok et godt boost. Hele tre guldmedaljer blev det til, deriblandt den allerførste OL-hold guldmedalje. Faktisk blev hele 11 forskellige russiske kunstskøjteløbere OL-guldvindere ved disse Lege.
Canada tog næstflest medalje med 3 styks, omend alle var af sølv inklusiv fra holdkonkurrencen. En god indsats, selvom de nok havde håbet på guld i alle tre tilfælde. Hele 9 canadiske løbere blev OL-sølvvindere ved disse Lege.
USA kunne snuppe to styks, men den normalt store skøjtenation tog kun én medalje i de individuelle konkurrence, her et historisk isdanseguld. Faktisk er det første gang siden 1936, at USA hverken tager medalje i herre- eller dame singles. Med holdkonkurrencen blev 8 amerikanske løbere OL-bronzevindere.
Både Japan, Sydkorea, Tyskland, Kasakhstan og Italien tog hver én medalje.
Medaljeoversigt
1. Rusland (3 guld, 1 sølv, 1 bronze)
2. Canada (3 sølv)
3. USA (1 guld, 1 bronze)
4. Japan (1 guld)
5. Sydkorea (1 sølv)
6. Tyskland (1 bronze)
6. Kasakhstan (1 bronze)
6. Italien (1 bronze)
Se flere detaljer her.