Damerne poserer med deres medaljer (foto: AP Photo). |
Damerne fik i aftes tildelt deres medaljer, og suk, så er kunstskøjteløbskonkurrencen ved Vinter OL 2014 slut - vi har dog stadig galla opvisningen i morgen.
17-årige Adelina Sotnikova vandt til alles overraskelse (og nogles forargelse) guldet, og hun er dermed Ruslands første OL-guldvinder i damernes kunstskøjteløb. Hun har altid udvist stort potentiale - lige siden hun vandt sin første (af fire) nationale mesterskab som 12-årig. Hun tog kun en 9. plads ved sin VM-debut forrige år, så presset og alles øjne vil være på hende fra nu af - såfremt hun ikke trækker sig tilbage.
Den regerende OL-vinder Yuna Kim måtte nøjes med sølv, men det lyder heldigvis til, at hun intet fortryder. Dette er ret sikkert hendes sidste konkurrence på is, men vi vil helt sikkert få hende set i stor kapacitet ved næste Vinter OL, som jo skal afholdes i Sydkorea.
Carolina Kostner beviser, at kvindelige kunstskøjteløbere sagtens kan blive bedre med alderen. I en alder af 27 år og ved sit tredje Vinter OL løb hun endeligt to flotte programmer og kunne komme på podiet. Bronzemedaljen er Italiens første medalje i damernes kunstskøjteløb ved OL. Rygtet siger, at hun måske overvejer VM i Japan, men denne sæson er vist også den sidste.