onsdag den 31. oktober 2018

GP Helsinki 2018 forudsigelser - Damer

Alina Zagitova ved Japan Open 2018, hvor hun tog en individuel 1. plads.

Hos damerne ved GP Helsinki 2018 har vi de klare favoritter til guld og sølv, mens bronze virker åben mellem en håndfuld - ofte upålidelige - damer.

Den olympiske mester Alina Zagitova er uden tvivl storfavorit til guldet; hun var utrolig stabil forrige sæson med undtagelse af VM, hvor det blev en uventet 5. plads efter en nedsmeltning i friløbet. Denne sæson har hun dog været fejlfri med en sejr ved både Nebelhorn Trophy og Japan Open. Med hendes høje sværhed burde hun nemt kunne tage revanche i Helsinki.

Japanske Kaori Sakamoto kommer fra en flot sæson, hvor hun vandt Four Continents og tog en flot 6. plads ved OL. Grand Prix-sæsonen er også blevet skudt godt i gang, da hun tog sølv ved Skate America med to rene løb med eksplosive spring. Med endnu en sølvmedalje vil hun sikre sig en plads i Finalen.

Loena Hendrickx tog en flot 9. plads ved VM og ved sæsonåbneren Nebelhorn Trophy blev det til bronze efter to stærke løb. Belgieren har uden tvivl sværheden og præsentationen til at tage medalje, men hendes momentum dalede ved Skate America, hvor hun måtte trække sig efter det korte program pga. sygdom. Hvis hun er blevet rask, er hun uden tvivl i spil om en medalje.

Rusland sender også Stanislava Konstantinova og Daria Panenkova, som begge har sværhedsgraden til at tage medalje, men de er lidt hit-and-miss på deres spring. Konstantinova har taget en 3. og 4. plads i Challenger Serien, mens Panenkova tog en 9. plads ved forrige uges Skate Canada.

Japan har udover Sakamoto også Yuna Shiraiwa og Rika Hongo i feltet. Shiraiwa har taget en 2. og 5. plads i Challenger Serien, men begge steder havde hun mange problemer med underrotationer. Hongo er tidligere GP-medaljevinder, men hendes form var forfærdelig ved sæsonåbneren Finlandia Trophy, hvor det blev en 16. plads.

Finland sender to lovende damer, omend begge nok kun er outside shots til medalje. Viveca Lindfors tog en 5. plads ved Lombardia Trophy, før hun havde sit livs løb ved Finlandia Trophy og tog bronze. Emmi Peltonen tog en 5. plads ved Finlandia Trophy.

Mine forudsigelser
1. Alina Zagitova RUS
2. Kaori Sakamoto JPN
3. Loena Hendrickx BEL
4. Stanislava Konstantinova RUS
5. Daria Panenkova RUS
6. Viveca Lindfors FIN
7. Yuna Shiraiwa JPN
8. Emmi Peltonen FIN
9. Angela Wang USA
10. Hanul Kim KOR
11. Rika Hongo JPN

Se flere detaljer her.

GP Helsinki 2018 forudsigelser - Parløb

Zabiiako/Enbert udfører deres lange program ved VM 2018, hvor de tog en 4. plads.

Vi har haft et par tilbagetrækninger fra parløberne ved GP Helsinki 2018, og derfor vil vi få nogle helt nye Grand Prix vindere. Vi har de klare favoritter, men der er hele fem par der har chance for sølv og bronze.

Guldfavoritter er de regerende EM-bronzevindere Natalia Zabiiako og Alexander Enbert, som også tog en stærk 7. plads ved OL og 4. plads ved VM forrige sæson. Russerne er kendt for deres rene og eksplosive teknik, og i dette felt har de råd til at lave fejl og stadig tage sejren. De begyndte sæsonen med guld ved Lombardia Trophy.

Italienske Nicole Della Monica og Matteo Guarise rykkede op ad rangstigen forrige sæson, hvor de tog deres første GP-medalje (bronze) samt en 5. plads ved VM. Duoen har god sværhed på spring og kast, men de kan godt have lidt urene landinger på disse. Det skete også ved sæsonåbneren Lombardia Trophy, hvor de tog bronze.

Nordkoreanske Tae Ok Ryom og Ju Sik Kim drog overskrifter, da de kom til OL i Sydkorea og tog en solid 13. plads. Duoen har fine elementer, men de mangler eksplosivitet til at få høje GOE'er. Derudover kæmper de ofte med side-om-side springene i friløbet. I august tog de sølv ved Asian Trophy, omend der kun var to par i feltet.

Deanna Stellato og Nathan Bartholomay kom ikke til OL forrige sæson, og det blev kun til en 17. plads ved VM, men denne sæson har de taget både sølv og bronze i Challenger Serien. Amerikanerne har også elementerne til at tage medalje her, men de skal undgå de mange småfejl, som kan trække deres score ned.

De regerende juniorverdensmestre Daria Pavliuchenko og Denis Khodykin gør deres GP-debut. Parrets juniorsuccess kan tilskrives deres høje sværhedsgrad, som de har yderlig opgraderet denne sæson. Ved begge deres konkurrencer denne sæson har de dog løbet langtfra rent, og de får brug for de tekniske point, da deres programkomponenter vil lakke bagud de andre par.

Medaljekandidater tæller også østrigske Miriam Ziegler og Severin Kiefer. Det blev kun en 20. plads ved OL, men deres 14. plads ved forrige VM var deres hidtil bedste. Parret har god teknik, men de mangler bare at løbe rent back-to-back. Denne sæson har de taget en 4. plads ved Finlandia Trophy og guld ved Ice Star.

Mine forudsigelser
1. Natalia Zabiiako / Alexander Enbert RUS
2. Nicole Della Monica / Matteo Guarise ITA
3. Tae Ok Ryom / Ju Sik Kim PRK
4. Deanna Stellato / Nathan Bartholomay USA
5. Daria Pavliuchenko / Denis Khodykin RUS
6. Miriam Ziegler / Severin Kiefer AUT
7. Laura Barquero / Aritz Maestu ESP
8. Miu Suzaki / Ryuichi Kihara JPN

Se flere detaljer her.