Trusova udfører sit lange program ved de russiske testløb 2021. |
Damernes felt ved Skate America 2021 er sprængfyldt med talent, men de fleste mangler konkurrencestabilitet enten på grund af coronakrisen, skader eller generelle nerver.
Guldfavorit er selvfølgelig den regerende VM-bronzevinder Alexandra Trusova, som er kendt for sit sindsyge tekniske indhold; ved de russiske testløb landede hun fem quads i sit friløb - triple axelen har hun endnu til gode at lande rent. Hendes internationale sæsondebut var US Classic, hvor hun trods adskillige fejl stadig kunne nappe guldet.
Landsmand Daria Usacheva gør sin senior GP-debut efter at have tage Junior VM-sølv i 2019. Usacheva forsøger ikke de såkaldte ultra-C elementer (triple axel, quads), men til gengæld er hun typisk stabil på sine triple spring, der er backloadede. Derudover medfører hendes samlede kvaliteter generelt høje scores.
Kaori Sakamoto tog en 6. plads ved VM 2021, og hun er kendt for sin fart og eksplosive spring, der scorer højt hvis hun undgår fejl. Hendes scoringspotentiale er dog typisk begrænset af hendes flutz (indvendig skær på lutz). Sakomoto begyndte sæsonen med en individuel 4. plads ved Japan Open og en sølvmedalje ved forrige uges Asian Trophy. Begge steder lavede hun dumme fejl, som hun skal undgå, hvis hun vil på podiet.
Hold øje med Young You, som har højt scoringspotentiale, men som endnu mangler at genfinde sin hidtidige stabilitet siden coronapandemiens indtræffen. Sydkoreaneren har en triple axel i sit repertoire og et optimeret layout, men mange småfejl har det med at skade hendes scores. Hun begyndte sæsonen med sølv ved både Cranberry Cup og Autumn Classic.
Veteran Satoko Miyahara har adskillige VM og GP-medaljer på resuméet, men ved VM 2021 betød en nedsmeltning, at hun endte på en katastrofal 19. plads. Hun er kendt for at have ret små spring, men flot præsentation plejer at holde hende oven vande. Miyahara begyndte sæsonen med en individuel 6. plads ved Japan Open, hvor hun forsøgte en triple axel (<< med fald).
Den amerikanske mester Bradie Tennell har trukket sig pga. skade, og dermed er Amber Glenn den amerikanske topdame. Hun har kraftfulde spring og forsøger triple axelen, men nerver medfører ofte fejl; ved Finlandia Trophy blev det til en 10. plads.
Mine forudsigelser
1. Alexandra Trusova RUS
2. Daria Usacheva RUS
3. Kaori Sakamoto JPN
4. Young You KOR
5. Ksenia Sinitsyna RUS
6. Satoko Miyahara JPN
7. Yelim Kim KOR
8. Amber Glenn USA
9. Ekaterina Kurakova POL
10. Yuhana Yokoi JPN
11. Audrey Shin USA
12. Starr Andrews USA
Se flere detaljer her.