Kamila Valieva udfører sit korte program ved EM 2022. |
Damernes konkurrence ved ISU European Figure Skating Championships 2022 indeholdte en del overraskende løb - de fleste havde nok flere fejl end normalt - men selve resultatet blev nok det, som de fleste havde forudset.
Forhåndsfavorit Kamila Valieva leverede et superb kort program med triple axel, triple flip og triple lutz-triple tåloop. Det blev belønnet med endnu en ny rekord SP score, her 90.45 point, og hun kunne dermed tage en nærmest uoverkommelig føring. Valieva viste dog svaghed i sit lange program, da hun faldt på sin triple axel og havde step-out på sin anden quad tåloop. Hun fik dog stadig landet en quad salchow, quad tåloop-triple tåloop og adskillige triple spring. En FS score på 168.61 point var hendes sæsons laveste, men hun vandt stadig segmentet og tog guld.
Anna Shcherbakova havde et skuffende kort program, da hun faldt på sin triple lutz i planlagt kombination med triple loop. Den dyre fejl efterlod hende på en uventet 4. plads. Hun havde dog (igen) nerver af stål og leverede et rent friløb med quad flip og syv triple spring. FS scoren på 168.37 point var et nyt personligt bedste, og samlet rykkede hun op og tog karrierens anden EM-sølvmedalje.
Den tredje russer Alexandra Trusova faldt på sit triple axel forsøg i det korte program, men de tre andre triple spring var rene, og hun kunne derfor indtage en foreløbig 3. plads. I det lange program lagde hun stærkt ud med at lande både quad flip og quad salchow, men hun faldt på sine to andre quad forsøg. Samlet gjorde hun dog rigeligt til at holde fast på bronze.
Belgiske Loena Hendrickx leverede sit hidtil bedste korte program, da hun løb rent med bl.a. triple lutz-triple tåloop og triple flip. En SP score på 76.25 point betød en overraskende foreløbig 2. plads. Hun kunne dog ikke gentage bedriften i friløbet; hun faldt to gange, og som forventet (selv uden faldene) røg hun ned på en samlet 4. plads.
Polske Ekaterina Kurakova havde sit livs hidtil bedste konkurrence. I sit korte program mistede hun lidt point for sin triple flip-triple tåloop kombination pga. usikker skær og kvart underrotation, men hendes friløb virkede ubesværet med syv triple spring. Dette blev belønnet med en 5. plads.
Danske Maia Sørensen problemer med de fire første elementer i sit korte program, og som følge deraf placerede hun allersidst i dette segment - 36. plads - og gik ikke videre til de lange programmer.
Samlet resultat
Se flere detaljer her.