EM 2013 i Zagreb begynder i morgen, men hvor kan man fange det henne? Eksponeringen af kunstskøjteløb i Danmark er minimal, så man er virkelig nødt til at gå igennem TV guides og kunstskøjteløbsfora med en finkam for at finde noget.
Eurosport vil (igen) vise et minimum med kun 3 timers live sending. Jeg har også tilføjet sendetiderne for de svenske kanaler SVT1 og SVT2, som jeg heldigvis kan modtage hvor jeg bor (jubii!). Ellers må vi bare stole på gode gamle Youtube...
Onsdag den 23. januar
16:05-17:55 - SVT1: Parløb SP
22:15-23:00 - SVT2: Isdans SD
Torsdag den 24. januar
16:05-17:55 - SVT1: Herrer SP
21:00-22:00 - Eurosport: Parløb FS (live)
22:45-23:45 - SVT1: Parløb FS
Fredag den 25. januar
21:00-22:00 - Eurosport: Isdans FD (live)
16:05-17:55 - SVT1: Damer SP
22:15-23:15 - SVT2: Isdans FD
Lørdag den 26. januar
15:00-17:00 - SVT1: Herrer FS (live)
21:00-22:00 - SVT1: Damer FS (live)
21:00-22:00 - Eurosport: Damer FS (live)
22:00-23:00 - Eurosport: Herrer FS
Søndag den 27. januar
15:00-16:00 - SVT2: Gala opvisning (live)
16:05-17:00 - SVT2: Gala opvisning (live)
Husk: updates vil komme op under fanebladet 'Se det på TV og internet'.
tirsdag den 22. januar 2013
EM 2013 forudsigelser - Damer
Carolina Kostner er 4 gange Europamester. (Foto: LaPresse) |
Veteranen er favoritten hos damernes konkurrence ved EM 2013, men for første gang i lange tid får vi et indskud af nyt talent med medaljepotentiale.
Den regerende EM og VM mester Carolina Kostner deltog ikke i sæsonens Grand Prix'er, men hendes comeback ved Golden Spin var okay, og de italienske mesterskaber blev vundet med overbevisning. Kostner har en fordel med høje programkomponenter ift. resten af feltet, da Kiira Korpi er ude med skade, og springene har hun også uppet i sværhedsgrad. Risikoen for nedsmeltning er dog dermed også blevet større.
De tre russiske deltagere gør alle deres EM-debut. Den nykronede nationale mester Elizaveta Tuktamisheva startede sæsonen usikkert ud pga. skade, men hun tog stadig sølv ved TEB og kvalificerede sig til GP Finalen. Ved de russiske mesterskaber landede hun igen sin triple lutz-triple tåloop, og hun får igen brug for springene, da svagere piruetter og programkomponenter vil holde hendes score nede.
Adelina Sotnikova har alle elementer til at vinde titlen, men den manglende springstabilitet har betydet en 3. og 5. plads ved GP'erne og "kun" bronze ved de nationale mesterskaber. Modsat Tuktamisheva vil stærke piruetter og grundløb holde hende oppe til en vis grad, skulle springene fejle.
Den regerende EM bronzevinder Elene Gedevanishvili har taget en 5.- og 6. plads ved GP'erne, men hun har aldrig imponeret ved disse. I dette felt får hun nok brug for fejl fra russerne samt brug for at lande sine spring for at ende på podiet.
Valentina Marchei svinger også i sine resultater, da hun tog en 4. plads ved Skate America og dernæst en 9. plads ved Rostelecom Cup. Double axelen har givet hende problemer, og hun får brug for springet til en top 5 placering.
Joshi Helgesson slog sin søster Viktoria ved de nationale mesterskaber, men det er som regel Viktoria som placerer bedst ved de internationale konkurrencer. Forrige år blev det til en 5. plads mod Joshi's 10. plads. Joshi kan ofte underrotere sine spring, og Viktoria får de højere programkomponenter.
Franske Mae Berenice Meite endte på en 13. plads forrige år, men med sine store spring burde en top 10 placering være ret opnåelig.
Danmark repræsenteres af Anita Madsen, som gør sin ISU senior mesterskabsdebut.
Mine forudsigelser
1. Carolina Kostner ITA
2. Elizaveta Tuktamisheva RUS
3. Adelina Sotnikova RUS
4. Elene Gedevanishvili GEO
5. Valentina Marchei ITA
6. Viktoria Helgesson SWE
7. Mae Berenice Meite FRA
8. Joshi Helgesson SWE
9. Elena Glebova EST
10. Jenna McCorkell GBR
Se flere detaljer her.
EM 2013 forudsigelser - Herrer
Plushenko tog sin tiende nationale titel i december. (Foto: Vladimir Gurdy) |
Herrerne ved EM er ikke storfavoritter til medalje ved det kommende VM, men ikke desto mindre har vi et interessant mix i feltet.
Den regerende og syv gange Europamester Evgeni Plushenko gør sin internationale sæsondebut ved EM, som nok også vil være hans eneste internationale konkurrence denne sæson. Han vandt de russiske mesterskaber med ret stærke spring, men selve programmerne manglede stadig en del finpudsning. Plushenko har nerver af stål, hvilket gør ham til guldfavorit i et felt af ret uforudsigelige herrer.
Spanske Javier Fernandez har haft den stærkeste sæson af de europæiske herrer med guld ved Skate Canada og en 4. plads ved GP Finalen, hvor han vandt det lange program. Dog har EM aldrig været en stærk konkurrence for Fernandez - hans højeste placering er en 6. plads forrige år - men kan han lande sine quads, vil han helt sikkert være en trussel til titlen.
Florent Amodio har haft en lidt ujævn sæson, men det er alligevel blevet til bronze ved TEB og en fransk titel. Franskmanden har dog en god historik ved EM, da han ved sine to deltagelser har taget guld og bronze.
Landsmand Brian Joubert og tre gange Europamester har kæmpet med at levere resultaterne på det seneste (pga. skade, sygdom og problemer med træning), og ved forrige EM blev det kun til en 8. plads. Denne sæson har han kun en 4. plads ved TEB, da han har trukket sig fra sine andre konkurrencer.
Tjekkiske Michal Brezina har kæmpet med sin springstabilitet siden indførelsen af quaden i sine programmer, og denne sæson har også været en smule op og ned; det blev dog til bronze ved Rostelecom Cup, men han trak sig fra de nationale mesterskaber pga. feber.
Europamesteren fra 2008, Tomas Verner har været på en nedtur de seneste sæsoner, hvor springene slet ikke har fungeret. Denne sæson blev det til en 8. plads ved begge sine GP'er. Ved de nationale mesterskaber viste han dog et glimt af sit forrige jeg med solide løb.
Med Plushenkos (formentlig) ikke-deltagelse ved VM, kæmper Maxim Kovtun og Sergei Voronov om pladsen til VM. Kovtun er ubesejret på JGP'erne denne sæson, mens Voronov har taget bronze ved Cup of China. Begge herrer har dog ikke programkomponenterne til at udgøre en medaljetrussel.
Danmark repræsenteres af Justus Strid, som endte på en 20. plads forrige år.
Mine forudsigelser
1. Evgeni Plushenko RUS
2. Javier Fernandez ESP
3. Florent Amodio FRA
4. Michal Brezina CZE
5. Brian Joubert FRA
6. Sergei Voronov RUS
7. Maxim Kovtun RUS
8. Peter Liebers GER
9. Chafik Besseghier FRA
10. Alexander Majorov SWE
Se flere detaljer her.
Abonner på:
Opslag (Atom)