tirsdag den 22. januar 2019

EM 2019 forudsigelser - Isdans

Papadakis/Cizeron, Sinitsina/Katsalapov og Guignard/Fabbri er blandt favoritterne i isdans.

Der er vist ingen tvivl om, hvem der vil vinde EM 2019 i kunstskøjteløb hos isdanserne, men derimod kan vi nok få noget tæt kamp om sølv og bronze.

Fire gange forsvarende Europamestre Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron er uden tvivl storfavoritter til at forsvare deres titel. Franskmændene har kun konkurreret én gang internationalt denne sæson, men til gengæld var deres scores langt højere end noget andet par har opnået. Med deres sædvanlige løb burde guldmedaljen være garanteret.

Sølvfavoritter må være Victoria Sinitsina og Nikita Katsalapov, der har noget af en gennembrudssæson med sølv ved alle deres tre Grand Prix'er og senest deres første sejr ved de russiske mesterskaber. Førhen fluktuerede deres placering altid meget grundet ustabilitet, men russerne har udvist stor pålidelighed denne sæson.

Landsmænd Alexandra Stepanova og Ivan Bukin er de regerende EM-bronzevindere, men det bliver ikke en let sag at tangere den placering. Parret begyndte sæson stærk med to GP-sejre, men det blev kun en 4. plads ved Finalen. I Minsk bliver nøglen at undgå selv små fejl.

Italienske Charlene Guignard og Marco Fabbri har skøjtet sammen siden 2010, men først denne sæson har de taget medaljer på GP'erne: det blev til to GP-sølvmedaljer og lidt uventet flot bronze ved Finalen. Hvis de kan bevare momentum, kan de vel meget overraske med en podiumplads igen.

Mine forudsigelser
1. Gabriella Papadakis / Guillaume Cizeron FRA
2. Victoria Sinitsina / Nikita Katsalapov RUS
3. Alexandra Stepanova / Ivan Bukin RUS
4. Charlene Guignard / Marco Fabbri ITA
5. Sara Hurtado / Kirill Khaliavin ESP
6. Marie-Jade Lauriault / Romain Le Gac FRA
7. Lilah Fear / Lewis Gibson GBR
8. Olivia Smart / Adria Diaz ESP
9. Sofia Evdokimova / Egor Bazin RUS
10. Juulia Turkkila / Matthias Versluis FIN

Se flere detaljer her.

EM 2019 forudsigelser - Herrer

Fernandez, Kovtun og Brezina er blandt favoritter i herrernes disciplin.

Herrernes felt ved EM 2019 i kunstskøjteløb er sprængfyldt med talent, omend meget uforudsigeligt talent. Medaljekandidater tæller mange rutinerede herrer, som gør en form for comeback, som mange måske ikke havde regnet med.

Seks gange regerende Europamester Javier Fernandez har annonceret, at EM 2019 vil blive hans sidste konkurrence, og man må formode at den olympiske bronzevinder ikke ville deltage, hvis han ikke troede han havde en chance for at vinde. Vi har kun set Fernandez én gang denne sæson, da han tog en individuel 3. plads ved Japan Open tilbage i start oktober. Hans form er dermed ukendt, men hvis han løber i nærheden af sit sædvanlige niveau, er en syvende titel i hænde.

To gange EM-sølvvinder Maxim Kovtun gør et comeback efter skade, og det er indtil videre gået godt med en CS-guldmedalje og senest en sejr ved de russiske mesterskaber. Kovtun har også to quads i sit repertoire, hvilket gør ham en trussel til medalje, men historisk set har han altid være upålidelig ved de store mesterskaber.

Landsmand og regerende EM-bronzevinder Mikhail Kolyada har ikke helt løbet til forventningerne denne sæson, idet han ikke tog medaljer ved nogle af sine GP'er. Især hans tendens til at poppe quads og triple axeler har kostet dyrt. Hans flotte grundløb og elementer (hvis rene) giver ham dog et utroligt højt scoringspotentiale.

Den tredje russer Alexander Samarin tog en 6. plads ved forrige EM, og ved denne sæsons GP'er blev det til bronze og en 4. plads. Hans styrke er uden tvivl springene af høj sværhed. Til gengæld taber han point på kvaliteten af spring og trin samt komponenterne.

Michal Brezina's eneste EM-medalje er bronze tilbage i 2013, men den 28-årige tjekke har imponeret og opnået den hidtil bedste sæson blandt de europæiske herrer; to GP-sølvmedaljer og 4. plads ved Finalen. Han forsøger kun en quad i hvert program, så han skal satse på rene løb med kvalitet for at komme på podiet.

Italien sender en lovende duo med potentiale til top 10. Den første er Matteo Rizzo, som tog bl.a. har bronze fra NHK Trophy. Hans quad er stadig work-in-progress, men til gengæld plejer han at være solid på de andre elementer. Den nykronede italienske mester Daniel Grassl er kun 16 år og det kan stadig ses i komponenterne, men han kan til gengæld lande quad lutz og loop.

Mine forudsigelser
1. Javier Fernandez ESP
2. Michal Brezina CZE
3. Maxim Kovtun RUS
4. Mikhail Kolyada RUS
5. Alexander Samarin RUS
6. Daniel Grassl ITA
7. Matteo Rizzo ITA
8. Kevin Aymoz FRA
9. Morisi Kvitelashvili GEO
10. Deniss Vasiljevs LAT

Se flere detaljer her.