|
Levito (sølv), Sakamoto (guld) og Glenn (bronze) på kvindernes podium. |
Sæsonens første Grand Prix i kunstskøjteløb var Skate America 2022, som fandt sted 21.-23. oktober 2022 i Norwood, Massachusetts, USA. Der blev konkurreret i alle fire discipliner på senior niveau.
Herrer
Amerikanske Ilia Malinin havde et fald i det korte program, men han kom stærkt igen i friløbet, hvor han landede fire rene quads inklusiv en quad axel (for anden gang i karrieren). Dette rykkede ham op til guldet. 4CC-bronzevinder Kao Miura leverede to stærke løb, hvor især kvaliteten af hans quads imponerede. Sølvet er også hans første GP-medalje. Junhwan Cha havde småproblemer med sin triple axel, men de andre spring var flotte. Sydkoreaneren tog derfor karrierens femte GP-bronzemedalje.
Kvinder
Den regerende verdensmester Kaori Sakamoto havde en lille fejl i hvert program, men samlet set skøjtede hun to stærke programmer. Guldet er hendes tredje GP-titel i karrieren. Den regerende junior verdensmester Isabeau Levito havde problemer med sin triple lutz-triple loop i begge programmer, men ellers var hun stabil på sine spring og kunne tage sølv i sin senior GP-debut. Landsmand Amber Glenn overraskede med to flotte løb og kunne for første gang i karrieren tage en GP-medalje: bronze.
Parløb
De regerende verdensmestre Knierim/Frazier leverede to solide programmer, omend der var et par store fejl i friløbet. Samlet kunne de tage karrierens anden GP-sejr. Canadiske Stellato-Dudek/Deschamps kunne endelig gøre deres GP-debut (i deres fjerde sæson sammen), og med karrierens bedste fremførelser kunne de flot tage sølv. Det relativt ukendte par Laurin/Ethier overraskede med bronze (omend en fjern en).
Isdans
De regerende VM-bronzevindere Chock/Bates gjorde deres sæsondebut, og det kunne måske spores, da de havde fejl i begge danse. Samlet set kunne de dog akkurat tage deres tredje Skate America-titel. Landsmænd Hawayek/Baker vandt faktisk fridansen og tog en meget tæt sølvmedalje. Canadiske (tidl. franske) Lauriault/Le Gac vandt deres første GP-medalje med bronze.