Denne Grand Prix sæson ser ud til at være plaget af utallige skader og uheld...
Amerikanske Alissa Czisny har gjort som mange nok havde forventet/håbet: hun har trukket sig fra NHK Trophy. Hun blev opereret i hoften den 6. juni, men hun havde håbet at være parat i tide. Japan er ikke forpligtet til at finde en reserve pga. den korte varsel. Czisny mener at kunne blive parat til de nationale mesterskaber i januar, og hun håber desuden på at deltage i en konkurrence inden, enten lokal eller international.
Landsmand Mirai Nagasu er til gengæld blevet tilføjet til NHK Trophy som reserve for Polina Shelepen, som trak sig pga. en ankelskade.
Kilde: icenetwork
onsdag den 14. november 2012
Trophée Eric Bompard 2012 forudsigelser - Herrer
Florent Amodio udfører sit lange program ved Skate Canada, hvor det blev til en samlet 5. plads.
Johnny Weir har trukket sig fra konkurrencen pga. en hofteskade, som han pådrog sig ved Rostelecom Cup. Foruden det er feltet stadig ret svagt pga. skæv seedning; ingen af herrerne i feltet har taget GP medaljer tidligere på sæsonen. Ikke desto mindre er der potentiale for gode løb.
På hjemmebane har vi Florent Amodio, der tog TEB sølv i 2010 - forrige år blev det dog kun til en 5. plads. Amodio var en smule svingende forrige sæson med dårlige placeringer ved GP'erne, men han tog bronze ved EM og en 5. plads ved VM. Denne sæson startede med 4. plads ved Skate Canada, hvor han havde en del springproblemer bl.a. med sin quad salchow.
Landsmand Brian Joubert havde et katastrofalt kort program ved Cup of China, hvor han havde store fejl på alle springelementer. Efterfølgende trak han sig fra konkurrencen pga. mavesmerter og feber, og det er lidt uklart, om han er rask til konkurrencen. Hans helbred har ikke været det bedste, da han også har trukket sig fra TEB de to foregående sæsoner.
Amerikanske Jeremy Abbott har heller ikke haft den bedste start på sæsonen, hvor det efter en nedsmeltning i det lange program blev til en 5. plads ved Skate America. Han fandt senere ud af, at hans rygrad pressede på nerverne til benet.
Feltet er fyldt med flere uheldige herrer. Nan Song lå på en 5. plads efter det korte program ved Cup of China, men et sammenstød med Adam Rippon før det lange program tvang ham til at trække sig fra konkurrencen. En nakkestøtte og et mindre hukommelsestab var konsekvens, men han virker ivrig for at konkurrere her.
Tomas Verner virker på lidt af en nedtur: en 16. plads ved VM, og denne sæson startede med en 6. plads ved Nebelhorn Trophy og 8. plads ved Skate America. Takahito Mura startede også med en 8. plads ved sin GP, her Skate Canada.
Jorik Hendrickx og Chafik Besseghier startede sæsonen med en hhv. 4.- og 9. plads ved Cup of Nice. Jinlin Guan endte på en 7. plads (sidst) ved Cup of China.
Mine forudsigelser
1. Florent Amodio FRA
2. Jeremy Abbott USA
3. Nan Song CHN
4. Brian Joubert
5. Takahito Mura JPN
6. Jorik Hendrickx
7. Tomas Verner CZE
8. Chafik Besseghier FRA
9. Jinlin Guan
Se flere detaljer her.
Trophée Eric Bompard 2012 forudsigelser - Parløb
Duhamel/Radford udfører deres korte program ved Skate Canada 2012, hvor de tog sølv.
Parløbernes felt er desværre ikke det stærkeste, da forhåndsfavoritterne Aliona Savchenko og Robin Szolkowy har trukket sig. Hun har døjet med influenza siden Skate Canada, og vi vil derfor ikke se de regerende GPF-mestre ved Finalen i Sochi.
I tyskernes fravær vil der være en mere kamp om guldet. Russiske Yuko Kavaguti og Alexander Smirnov havde en skuffende sidste halvdel på forrige sæson, hvor de måtte trække sig fra EM pga. hans maveoperation, og det blev kun til en 7. plads ved VM. Denne sæson startede med solide programmer ved Cup of China, men et par fejl i det lange program betød, at de måtte nøjes med sølv.
Canadiske Meagan Duhamel og Eric Radford kan dog sagtens være en trussel til titlen. Parret er de regerende TEB bronzevindere, og de tog en 5. plads ved forrige VM. Parret startede ligeledes sæsonen med GP sølv, og deres score var højere end den, russerne opnåede ved Cup of China. Denne gang vil parret dog ikke have hjemmebanefordel.
Det ser også ud til at blive en tæt kamp om bronze. Italienske Stefania Berton og Ondrej Hotarek tog bronze ved Skate Canada, mens russiske Ksenia Stolbova og Fedor Klimov gjorde det samme ved Cup of China. Der var endda under ét points forskel i de to pars samlede score.
På hjemmebane har vi Vanessa James og Morgan Cipres, som med overraskende solide programmer tog en flot 4. plads ved Skate America. Daria Popova og Bruno Massot startede deres GP sæson med en 5. plads ved Skate Canada.
Det sidste par er Cheng Peng og Hao Zhang, som gjorde deres debut i Cup of China med en 5. plads.
Mine forudsigelser
1. Yuko Kavaguti / Alexander Smirnov RUS
2. Meagan Duhamel / Eric Radford CAN
3. Ksenia Stolbova / Fedor Klimov RUS
4. Stefania Berton / Ondrej Hotarek ITA
5. Vanessa James / Morgan Cipres FRA
6. Cheng Peng / Hao Zhang CHN
7. Daria Popova / Bruno Massot FRA
Se flere detaljer her.
Abonner på:
Opslag (Atom)