lørdag den 15. februar 2014

Vinter OL 2014 herrer medaljeceremoni

Herrerne poserer med deres medaljer på podiet (foto: Getty).

De er måske ikke helt tilfredse med gårsdagens løb, men de formår ikke desto mindre af fremvise brede smil på podiet - livet går videre...

Vinter OL 2014 forudsigelser - Isdans

I morgen  begynder isdansernes konkurrence ved Vinter OL 2014. Top 2 virker - som altid - næsten fastsat i sten, og dermed bliver den store kamp igen om bronzemedaljen.

Guldfavoritterne

Meryl Davis / Charlie White (USA) - Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det amerikanske par er storfavoritter til guldet. De regerende Vinter OL-sølvvindere har været ubesejret siden midt 2012, og de startede OL 2014 med store sejre i begge segmenter i holdkonkurrencen (endda en verdensrekord i fridansen). Der skal nok et katastrofe som et fald på et element for at rykke dem ned, men det virker ikke sandsynligt med deres pålidelighed.

Sølvfavoritterne

Tessa Virtue / Scott Moir (CAN) - De regerende Vinter OL-guldvindere har en hård kamp forude, hvis de vil gøre sig en chance om et forsvar. Canadierne har tabt de fem forrige opgør mod træningsmakkerne, og marginen var foruroligende stor ved holdkonkurrencen grundet usikre løft og twizzles samt lavere levels. De har dog stadig måske de bedste isdanseevner i feltet, så med deres livs løb kan de måske true til guldet.

Bronzefavoritterne

Ekaterina Bobrova / Dmitri Soloviev (RUS) - Ruslands ene håb for bronze er de regerende VM-bronzevindere, som har haft en blandet sæson. De tog kun en 4. plads ved Grand Prix Finalen og trak fra EM for at skifte tilbage til deres gamle fridans, som gør sin re-debut her. Med stærke løb har de en fin chance for bronze, som bevist med deres 3. plads i den korte dans ved holdkonkurrencen, men de skal især undgå fald i fridansen.

Elena Ilinykh / Nikita Katsalapov (RUS) - Det andet russiske par har større scoringspotentiale deres landsmænd, som bevist med deres stærke fridans i holdkonkurrencen. Det skal dog siges, at det unge par kunne løbe uden det helt store pres, da guld på forhånd allerede var sikret af holdkammeraterne. Den individuelle konkurrence bliver den helt store prøve for parret.

Nathalie Pechalat / Fabian Bourzat (FRA) - Det franske par har mange gange sagt, at bronze er målet. Denne sæson har været blandet, og det er blevet etableret at de russiske par vil slå dem, såfremt disse ikke laver dyre fejl. Parret skippede EM og debuterede en ny kort dans ved holdkonkurrencen, hvor de tog en 4. plads i den korte dans. Franskmændene har stadig en chance for bronze, men de skal nok have lidt hjælp fra russerne.

Long Shots

Anna Cappellini / Luca Lanotte (ITA) - Italienerne er de regerende europamestre, men i dette felt er de nok kun outsiders til bronze. Parret plejer ikke at lave store synlige fejl, men levels har denne sæson drillet dem en del gange. Selv med stærke løb har de nok brug for fejl fra de ovenstående par for at kunne tage bronze.

Kaitlyn Weaver / Andrew Poje (CAN) - Det andet canadiske par har leveret solide resultater i adskillige sæsoner, men de har endnu ikke befundet sit på podiet ved de allerstørste konkurrencer. På russisk jord bliver en medalje også svær, men ingen af de andre bronzefavoritter er kendt for at løbe stabilt hver gang.

Hold også øje med

Madison Chock / Evan Bates (USA) - De amerikanske nationale sølvvindere ser igen ud til at peake det rette tidspunkt (de tog en 7. plads ved forrige VM). Parret har spektakulære løft og god power i deres løb, så en top 5 placering er ikke helt ude af tale, hvis alt går godt.

Maia Shibutani / Alex Shibutani (USA) - Som tidligere VM-bronzevindere er de faldet lidt af podie-radaren, men man kan som regel regne med solide fra søskendeparret.

Victoria Sinitsina / Ruslan Zhiganshin (RUS) - Det tredje russiske par er ikke medaljefavoritter, men de ser ud til at opbygge momentum. Senest blev det en 4. plads ved EM.

Mine forudsigelser
1. Meryl Davis / Charlie White USA
2. Tessa Virtue / Scott Moir CAN
3. Ekaterina Bobrova / Dmitri Soloviev RUS
4. Nathalie Pechalat / Fabian Bourzat FRA
5. Elena Ilinykh / Nikita Katsalapov RUS
6. Kaitlyn Weaver / Andrew Poje CAN
7. Anna Cappellini / Luca Lanotte ITA
8. Madison Chock / Evan Bates USA
9. Maia Shibutani / Alex Shibutani USA
10. Victoria Sinitsina / Ruslan Zhiganshin RUS

Se flere detaljer her.

Herrernes Vinter OL 2014 podium

Herrernes podium ved Vinter OL 2014 (foto: Getty)

Så er over halvdelen af kunstskøjteløbskonkurrencen ved Vinter OL 2014 i Sochi overstået, og lidt ærgerligt ser det ud til, at herrerne har det med at underperforme ved OL. Forhåbentlig vil damerne gøre det godt i deres konkurrence.

19-årige Yuzuru Hanyu skrev historie, da han blev den første japanske herre til at tage OL-guld i kunstskøjteløb. Han er desuden den yngste herre til at snuppe guldet siden Dick Button tilbage i 1948. Derudover er han den første mandlige OL-guldvinder siden Ilia Kulik i 1998 uden en VM-titel, omend det i Hanyus tilfælde formentlig blot er et spørgsmål om tid.

Sølvmedaljevinder Patrick Chan satte ikke nogle nye milepæle, men joinede i stedet en måske uønsket klub: Han er nemlig den femte canadiske verdensmester, som ikke har været i stand til at snuppe OL-guld; ligesom Brian Orser og Elvis Stojko tog han også sølv (omend de to hver har to OL-sølvmedaljer).

Denis Ten var nok den eneste herre på podiet, som løb i nærheden af sit potentiale. Hans bronzemedalje er Kasakhstans første OL-medalje i kunstskøjteløb.

Dette Vinter OL er det også første gang siden 1956, at der ikke er en europæisk herre på podiet - dengang var det USA, som dominerede podiet. Det er dog anderledes denne gang, da podiet for første gang blev besat af udelukkende asiatiske herrer - omend de kommer fra hver sin del af verden.

Lidt ærgerligt for værtsnation Rusland er det første gang siden 1992, at der ikke er en russisk herre på podiet (man kan endda gå længere tilbage, hvis man tæller de sovjetiske hold med).