fredag den 15. april 2022

Safina/Berulava vinder parløbstitel ved Junior VM 2022

Safina/Berulava udfører deres triple twist i det lange program.
 
De første medaljer ved ISU World Junior Figure Skating Championships 2022 blev uddelt i dag, da parløberne sluttede deres konkurrence. Russiske par har domineret de seneste tre Junior VM'er, men med deres udelukkelse kom der noget frisk blod på podiet.

Georgiske Karina Safina og Luka Berulava var de klare forhåndsfavoritter - de endte på en flot 4. plads ved senior VM - og parret levede op til forventninger med et rent kort program med triple twist, double axel og kast triple salchow. I friløbet havde hun step-out på side-om-side triple salchow, men deres triple tåloops og begge triple kast var af høj kvalitet. Samlet kunne de tage guldet med et stor margin.

Australske Anastasia Golubeva og Hektor Giotopoulos Moore havde deres hidtil bedste konkurrence. De leverede et rent kort program, og i det lange program fik de landet to side-om-side triple spring samt kast triple loop. Eneste fejl var hendes to fødder på kast triple salchow. Duoen kunne tage en sikker sølvmedalje.

Det ret nye par Brooke McIntosh og Benjamin Mimar udførte et rent kort program, og canadieren fulgte op med et solidt friløb med triple twist og to triple kast. Hun faldt dog på side-om-side triple salchow. Samlet kunne de rykke op og tage bronze.

Amerikanske Anastasiia Smirnova og Danylo Siianytsia lå på en 3. plads efter et solidt kort program, men desværre havde parret en nedsmeltning i friløbet, hvor de havde tre fald og et afbrudt løft. Skuffende faldt de til en samlet 4. plads.

Samlet resultat

Se flere detaljer her.