Alina Zagitova ved Japan Open 2018, hvor hun tog en individuel 1. plads. |
Hos damerne ved GP Helsinki 2018 har vi de klare favoritter til guld og sølv, mens bronze virker åben mellem en håndfuld - ofte upålidelige - damer.
Den olympiske mester Alina Zagitova er uden tvivl storfavorit til guldet; hun var utrolig stabil forrige sæson med undtagelse af VM, hvor det blev en uventet 5. plads efter en nedsmeltning i friløbet. Denne sæson har hun dog været fejlfri med en sejr ved både Nebelhorn Trophy og Japan Open. Med hendes høje sværhed burde hun nemt kunne tage revanche i Helsinki.
Japanske Kaori Sakamoto kommer fra en flot sæson, hvor hun vandt Four Continents og tog en flot 6. plads ved OL. Grand Prix-sæsonen er også blevet skudt godt i gang, da hun tog sølv ved Skate America med to rene løb med eksplosive spring. Med endnu en sølvmedalje vil hun sikre sig en plads i Finalen.
Loena Hendrickx tog en flot 9. plads ved VM og ved sæsonåbneren Nebelhorn Trophy blev det til bronze efter to stærke løb. Belgieren har uden tvivl sværheden og præsentationen til at tage medalje, men hendes momentum dalede ved Skate America, hvor hun måtte trække sig efter det korte program pga. sygdom. Hvis hun er blevet rask, er hun uden tvivl i spil om en medalje.
Rusland sender også Stanislava Konstantinova og Daria Panenkova, som begge har sværhedsgraden til at tage medalje, men de er lidt hit-and-miss på deres spring. Konstantinova har taget en 3. og 4. plads i Challenger Serien, mens Panenkova tog en 9. plads ved forrige uges Skate Canada.
Japan har udover Sakamoto også Yuna Shiraiwa og Rika Hongo i feltet. Shiraiwa har taget en 2. og 5. plads i Challenger Serien, men begge steder havde hun mange problemer med underrotationer. Hongo er tidligere GP-medaljevinder, men hendes form var forfærdelig ved sæsonåbneren Finlandia Trophy, hvor det blev en 16. plads.
Finland sender to lovende damer, omend begge nok kun er outside shots til medalje. Viveca Lindfors tog en 5. plads ved Lombardia Trophy, før hun havde sit livs løb ved Finlandia Trophy og tog bronze. Emmi Peltonen tog en 5. plads ved Finlandia Trophy.
Mine forudsigelser
1. Alina Zagitova RUS
2. Kaori Sakamoto JPN
3. Loena Hendrickx BEL
4. Stanislava Konstantinova RUS
5. Daria Panenkova RUS
6. Viveca Lindfors FIN
7. Yuna Shiraiwa JPN
8. Emmi Peltonen FIN
9. Angela Wang USA
10. Hanul Kim KOR
11. Rika Hongo JPN
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar