Bradie Tennell udfører sit lange program ved Japan Open 2018. |
Vi har et spændende felt hos damerne ved Skate America 2018, da vi har mere en håndfuld kandidater til podiet; de flestes øjne vil dog være på de tre regerende medaljetagere, som vender tilbage.
Forsvarende mester Satoko Miyhara er kendt for sin pålidelighed, og derfor er hun selvfølgelig favorit til at tage medalje igen - hvis ikke ligefrem tage guld igen. Hun begyndte sæsonen med en sejr ved US Classic og en individuel 3. plads ved Japan Open, men begge steder havde hun pop på salchow og underrotationer på sine kombinationer. Især hendes kroniske små spring kan gøre hende sårbar, så hendes rivaler har en chance for at slå hende.
Den amerikanske mester Bradie Tennell slog for alvor sit navn fast, da hun tog bronze her forrige år med to stærke løb, og derfra har hun været på en opadgående kurve. Amerikaneren er kendt for sine stabile spring, mens hun har måtte indhente mere på programkomponenterne. Ved sæsonåbneren Autumn Classic tog hun guld (foran Evgenia Medvedeva), men ved Japan Open havde hun nogle springfejl og tog en individuel 4. plads.
Også Kaori Sakamoto fik sit gennembrud forrige år, da hun tog sølv ved denne konkurrence. Hun mangler lidt polish på isen, men til gengæld har hun eksplosive spring, hvor underrotationer ikke er et issue. Hun havde en lidt skuffende sæsonstart med en 4. plads ved Lombardia Trophy, men hun kom igen ved Japan Open, hvor hun tog en individuel 2. plads.
Det bliver GP-debut for belgiske Loena Hendrickx, som havde flotte fremførelser forrige sæson og bl.a. tog en solid 9. plads ved VM. Det er sjældent at se en ikke-russisk løber med hendes sværhed, og hun er klart med i løbet om medaljer. Ved sæsonåbneren Nebelhorn Trophy tog hun bronze med høje scores.
Den tredje japaner Marin Honda har ikke helt levet op til det potentiale, som hun fremviste som junior; hun er en yderst elegant løber, men stabiliteten på springene har ikke været der. Hun træner nu under Rafael Arutunyan, og ved Nebelhorn Trophy blev det kun til en 6. plads efter et skuffende kort program - hendes friløb viste dog noget potentiale.
Russiske Sofia Samodurova har ikke været på de flestes radar, selvom hun (lidt uventet) vandt begge sine JGP'er forrige sæson. Hun skiller sig ikke meget fra mængden, men hun har fine og solide spring, og hun har en tendens til at overraske, når folk ikke forventer det. Det blev til sølv ved sæsonåbneren Lombardia Trophy.
Landsmand Polina Tsurskaya virkede så lovende som junior med sine enorme spring, men skader og vækst har gjorde hendes spring så ustabile, at selv underrotationer er blevet et problem. Hun begyndte sæsonen med en skuffende 4. plads ved Ondrej Nepela Trophy, men hun kan være en medaljetrussel, hvis hun løber rent.
Mine forudsigelser
1. Bradie Tennell USA
2. Satoko Miyahara JPN
3. Kaori Sakamoto JPN
4. Loena Hendrickx BEL
5. Sofia Samodurova RUS
6. Marin Honda JPN
7. Polina Tsurskaya RUS
8. Starr Andrews USA
9. Laurine Lecavelier FRA
10. Alaine Chartrand CAN
11. Megan Wessenberg USA
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar