Uno, Chen, Samarin og Aymoz er blandt favoritterne hos herrerne. |
Den nykronede Skate America-mester Nathan Chen er den overvældende favorit til at forsvare sin titel i Frankrig. Den to gange verdensmester er teknisk overlegen i feltet med sine mange quads i repertoiret, og kombineret med flot konkurrencestabilitet vil han snuppe guld med sine sædvanlige løb - selv et usædvanligt løb med mange fejl vil måske være nok til sejren.
På papiret burde den to gange VM-sølvvinder Shoma Uno være sølvfavorit her. Han har dog været på en nedadgående kurve siden sin 4. plads ved sidste VM, hvorefter han har været uden træner. Ved sæsonåbnerne Japan Open og Finlandia Trophy havde han adskillige problemer med sine quads, men hans gode komponenter vil stadig til en vis grad holde ham oven vande.
Feltets breakout løber bliver måske hjemmefavorit Kevin Aymoz, som tog en solid 4. plads ved EM og 11. plads ved VM forrige sæson. Franskmanden er allerede kendt for sin flotte præsentation, og teknikken er også godt på vej. Aymoz kan uden tvivl true til sølv, da han denne sæson har taget sølv ved Autumn Classic og guld ved French Masters med flotte scores.
Den forsvarende IdF-bronzevinder Alexander Samarin har det tekniske gods til at tage medalje igen, men han kan dog godt være noget uforudsigelig; han tog sølv ved forrige EM, men det blev kun en 12. plads ved VM. Han begyndte sæsonen med en 4. plads ved Nepela Memorial, men det gik bedre ved Shanghai Trophy, hvor det blev til sølv.
En anden springer er Morisi Kvitelashvili, der også kan være ret ustabile i sine resultater; ved forrige års GP'er blev til en 8. plads og dernæst til sølv. Ved sæsonåbneren Lombardia Trophy blev det til en 4. plads, men han forbedrede sig ved Denis Ten Memorial Challenge, som han vandt.
Hold også øje med den regerende juniorverdensmester Tomoki Hiwatashi, som gør sin GP-debut, samt veteranen Sergei Voronov, som tog bronze og sølv ved forrige sæsons GP'er. Begge har dog haft en lidt skuffende sæsonstart; Hiwatashi endte på en 5. plads ved US Classic, mens Voronov tog en 6. plads ved Finlandia Trophy.
Mine forudsigelser
1. Nathan Chen USA
2. Shoma Uno JPN
3. Kevin Aymoz FRA
4. Alexander Samarin RUS
5. Morisi Kvitelashvili GEO
6. Tomoki Hiwatashi USA
7. Nicolas Nadeau CAN
8. Sergei Voronov RUS
9. Anton Shulepov RUS
10. Daniel Samohin ISR
11. Romain Ponsart FRA
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar