Gogolev, Gumennik, Shimada og Grassl er blandt favoritterne. |
Herrernes felt ved World Junior Figure Skating Championships 2019 er særdeles dybt, idet mange herrer har chancen for en podieplads afhængig af dagsformen.
Favorit må dog være 14-årige Stephen Gogolev, der denne sæson har vundet guld ved både en JGP og derefter JGPF, og senest blev det sølv ved de canadiske seniormesterskaber. Canadieren er en velafrundet løber med hele tre forskellige quads i sit repertoire, hvilken giver ham en margin for fejl. Han har dog udvist svaghed, når han er favorit - ved sin ene JGP blev det kun en 5. plads.
16-årige Petr Gumennik har haft en yderst stabil sæson med to JGP-sejre og dernæst sølv ved JGPF og de russiske juniormesterskaber. Denne pålidelighed gør ham til Ruslands medaljehåb hos herrerne, da landsmænd Artur Danielian (den regerende Junior VM-sølvvinder) og Roman Savosin kan være noget uforudsigelige.
Japans Koshiro Shimada har også haft stabile resultater denne sæson med to JGP-medaljer og bronze ved Finalen. Med quad tåloop og flot grundløb og præsentation er hans scoringspotentiale højt, men indtil videre har han ikke løbet helt rene programmer endnu.
Amerikanske Tomoki Hiwatashi tog Junior VM-bronze tilbage i 2016, og han har igen chance for en medalje. Den 19-årige løber har denne sæson vundet to JGP-sølvmedaljer, før det blev en skuffende 6. plads ved Finalen. Ved de amerikanske mesterskaber og 4CC havde han dog sine hidtil bedste løb, så momentum er med ham.
Landsmand Alexei Krasnozhon var favorit til at vinde det sidste Junior VM, før en skade i friløbet tvang ham til at trække sig. Denne sæson har han kun løbet senior med en 7. og 8. plads ved GP'erne. Han forsøger ikke quads og er måske ikke den mest elegante herre, men han har udvist god stabilitet.
Den sidste amerikaner er Camden Pulkinen, som er noget af et vildskud. Han tog guld og sølv ved sine JGP'er, men ellers har hans resultater denne sæson været skuffende grundet en stribe af nedsmeltninger i friløbet. Hvis han formår at løbe rent, er han dog uden tvivl i stand til at tage medalje.
Hold også øje med 16-årige Daniel Grassl, som vandt de italienske seniormesterskaber. Han har én JGP-bronze denne sæson, men på senior niveau har italieneren tre Senior B-sejre samt en solid 6. plads ved EM. Han forsøger både quad loop og quad lutz i sit friløb.
Mine forudsigelser
1. Stephen Gogolev CAN
2. Petr Gumennik RUS
3. Koshiro Shimada JPN
4. Tomoki Hiwatashi USA
5. Daniel Grassl ITA
6. Alexei Krasnozhon USA
7. Adam Siao Him Fa FRA
8. Camden Pulkinen USA
9. Joseph Phan CAN
10. Artur Danielian RUS
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar