søndag den 15. november 2009

Evan Lysacek vinder Skate America uden problemer

Evan Lysacek modtager sine ovationer efter sit lange program. Elsdyrbamsen er en gave fra publikum. (Foto: daylife.com)

Der var en del rokeringer i stillingen efter det lange program med undtagelse af førstepladsen.

Evan Lysacek skøjtede et stærk lang program, hvis eneste fejl var en step-out på en tripel salchow. Ingen af hans to tripel axler blev nedgraderet, hvilket betød at hans program indeholdt 8 tripelspring (det højst mulige). Hans scorede sin sæson bedste med 158.55 point, hvilket også er sæsonens andenhøjeste score for et langt program. Han vandt selvfølgelig Skate America, og med sin sølvmedalje fra Cup of China kvalificerer han sig til finalen.

Canadiske Shawn Sawyer, der lå på femtepladsen efter det korte program, skøjtede et muntert program til "Amadeus" af Mozart og fik anerkendelse for 7 tripelspring. Fejl inkluderede en snublen ud af hans tripel axel, som blev nedgraderet, og en snublen på tåloopen i hans 2axel-3tåloop kombination. Shawn Sawyer er formentlig den mest smidige af alle de mandlige skøjteløbere, hvilket han demonstrerede i sine piruetter, der alle blev tildelt level 4. Hans lange program blev bedømt som aftenens fjerdebedste, men samlet set vandt Sawyer sølvmedaljen, den første Grand Prix medalje i sin karriere.

Ryan Bradley (USA) var kun på ottendepladsen efter det korte program, men skøjtede væsentligt bedre i det lange program. Ligesom Sawyer skøjtede han også til "Amadeus" og udførte hele to quads samt tre tripel spring. Programmet var ikke perfekt, idet han snublede på sin tripel flip, singlede en salchow og doublede en lutz, men programmet blev alligevel bedømt som aftenens andenbedste og var nok til at give Bradley bronze.

Florent Amodio røg ned på fjerdepladsen, da han snublede ud af landingen på flere af sine spring samt havde et fald ud af nærmest ingenting. Han var dog samlet set mindre en 1 point bagefter Bradley.

En ondskabsfuld influenza var faktisk grunden til Tomas Verners dårlig korte program i går, men han valgte alligevel at skøjte sit lange. Programmet var ikke som godt som ved Trophée Eric Bompard, men det var stadig en forbedring fra i går. Hans eneste fejl var et fald på en fuldt roteret quad samt en doublet salchow. Samlet set endte han på en femteplads og har stadig en lille bitte chance for at kvalificere sig til finalen.

Brandon Mroz klarede sig ikke så godt som sine landsmænd, da han røg fra tredjepladsen til en samlet ottendeplads. Han faldt på sin quad, udførte ingen tripel axler og doublede en salchow og lutz. Hans 3lutz-2tåloop kombination blev desuden kendt ugyldig, da det var hans fjerde springkombination (man er kun tilladt 3).

Herrenes podium:
Guld - Evan Lysacek USA - 237.72
Sølv - Shawn Sawyer CAN - 203.91
Bronze - Ryan Bradley USA - 198.12

Se hele stillingen her.
Se SP protokol her.
Se LP protokol her.

Skate America - Yuna Kim sætter nye rekorder

Yuna Kim poserer efter sit korte program til "James Bond Medley". (Foto: daylife.com)

Yuna Kims eneste problem er, at hun ikke kan lade være med at sætte nye rekorder! For fjerde konkurrence i træk satte hun en verdensrekord, da hendes korte program scorede hele 76.28 point. Hun udførte bl.a. aftenens sværeste kombination, en 3lutz-3tåloop samt en solo tripel flip ud af forbindende trin og en ubesværet dobbelt axel, hvilket betyder at hun pt. fører med over 17 point.

Amerikaneren Rachael Flatt er på andenpladsen. Hun forsøgte en 3flip-3tåloop kombination, men faldt desværre på tåloopen (kombinationen var heldigvis fuldt roteret). Resten af hendes program indeholdt masser energi og charme, og hun viser betydelig forbedring fra Cup of China.

Kun 0.26 point bagud ligger Julia Sebestyen, der også skøjtede et rent program som ved Rostelecom Cup. Forhåbentlig vil det lange program dog ikke gentage sig (ved Rostelecom førte hun efter det korte program, men faldt til en 6. plads efter det lange).

Japanske Fumie Suguri er på 4. pladsen, da hendes tripel flip blev nedgraderet.

Stillingen efter det korte program:
1. Yuna Kim KOR - 76.28
2. Rachael Flatt USA - 58.80
3. Julia Sebestyen HUN - 58.54
4. Fumie Suguri JPN - 56.04
5. Elena Glebova EST - 52.28
6. Elene Gedevanishvili GEO - 52.18
7. Joshi Helgesson SWE - 51.32
8. Tugba Karademir TUR - 49.42
9. Susanna Pöykiö FIN - 46.72
10. Alexe Gilles USA - 46.56
11. Emily Hughes USA - 45.32
12. Sarah Hecken GER - 43.86

Se det detaljerede resultat her.

Skate America - Parrenes lange program

Parrenes podium ved Skate America 2009: Tatiana Volosozhar og Stanislav Morozov (sølv), Xue Shen og Hongbo Zhao (guld), Dan Zhang og Hao Zhang (bronze). (Foto: daylife.com)

Xue Shen og Hongbo Zhao vandt deres anden Grand Prix guldmedalje i sæsonen med en samlet score på 201.40 point, hvilket er den højeste score opnået af et par i sæsonen. Deres lange program indeholdt dog to større fejl, for Zhao snublede på sin anden dobbelt axel i deres side-om-side 2axel+2axel sekvens og Shen rørte isen med hånden på deres kast tripel loop. Trods deres fejl vandt de alligevel konkurrencen med en margin på knap 30 point, og deres position som favoritter til OL-guldet er yderligere styrket.

Tatiana Volosozhar og Stanislav Morozov formåede at holde sig på andenpladsen, selvom Morozov lavede fejl ved begge deres side-om-side spring. I deres planlagte 3tåloop+3tåloop sekvens havde han et step-out efter det første spring, og den sidste tåloop fik derfor heller ingen point. Han doublede desuden tripel salchowen. Deres andre elementer var solide nok.

Dan Zhang og Hao Zhang trak sig op fra femtepladsen til tredjepladsen. De udførte en side-om-side 2axel-3tåloop kombination, der dog havde en lidt usikker landing, samt en tripel salchow. Deres eneste større fejl var ved deres side-om-side piruetter, hvor de mistede deres balance et øjeblik. Begge virkede meget ubekvemme under deres lange program (og korte program), idet deres koreografiske elementer virkede meget forcerede.

Bronzemedalisterne fra Rostelecom Cup Keauna McLaughlin og Rockne Brubaker forblev på fjerdepladsen, da de begge havde et step-out på deres side-om-side dobbelt axel, og McLaughlin landede på begge fødder ved begge kast.

Aftenens store samtaleemne var dog Meagan Duhamel og Craig Buntin, der var på tredjepladsen efter det korte program. Duhamel skadede sin ankel i opvarmning men valgte alligevel at skøjte. Hendes skade påvirkede dog programmet fra start, da de snublede på deres startstilling samt deres side-om-side 3tåloop+3tåloop sekvens. De måtte dog stoppe programmet, da Duhamel led et alvorligt fald på deres kast tripel loop, hvor hun slog bagsiden af sit hoved mod isen (billede t.v.). I et senere interview forsikrede Duhamel heldigvis, at hendes hoved føltes okay.

Parrenes podium:
Guld - Xue Shen/Hongbo Zhao CHN - 201.40
Sølv - Tatiana Volosozhar/Stanislav Morozov UKR - 171.82
Bronze - Dan Zhang/Hao Zhang CHN - 168.19

Xue Shen og Hongbo Zhao har kvalificeret sig til finalen med 30 kvalifikationspoint, mens Dan Zhang/Hao Zhang og Tatiana Volosozhar/Stanislav Morozov må vente på resultaterne fra Skate Canada, før de ved om de har kvalificeret sig.

Se hele resultatet her.
Se SP protokol her.
Se LP protokol her.

lørdag den 14. november 2009

Skate America - Originaldansen

Tanith Belbin og Benjamin Agosto forøgede deres føring efter originaldansen. (Foto: daylife.com)

Tanith Belbin og Benjamin Agosto fik deres sæsons bedste for deres originaldans med en score på 60.95 point. Denne originaldans score er dog ikke så høj som deres rivaler Tessa Virtue og Scott Moirs eller Meryl Davis og Charlie Whites scores ved deres respektive Grand Prix'er.

Jana Khokhlova og og Sergei Novitski sidder stadig på andenpladsen på trods af, at deres originaldans kun blev bedømt som aftenens femtebedste. De havde endda aftenens laveste tekniske score hvilket bl.a. skyldes en fejl på deres twizzles: de var ikke synkrone, og Khokhlova kom til at sætte foden ned på isen på det anden sæt af twizzles.

På tredjepladsen ligger Anna Cappellini og Luca Lanotte med en margin på kun 0.34 point til andenpladsen.

Stillingen efter originaldansen:
1. Tanith Belbin/Benjamin Agosto USA - 100.23
2. Jana Khokhlova/Sergei Novitski RUS - 86.47
3. Anna Cappellini/Luca Lanotte ITA - 86.13
4. Alexandra Zaretski/Roman Zaretski ISR - 83.83
5. Kimberly Navarro/Brent Bommentre USA - 81.47
6. Kristina Gorshkova/Vitali Butikov RUS - 75.96
7. Madison Chock/Greg Zuerlein USA - 73.43
8. Xiaoyang Yu/Chen Wang CHN - 71.58
9. Caitlin Mallory/Kristjan Rand EST - 71.47
10. Zoe Blanc/Pierre-Loup Bouquet FRA - 67.05

Se mere detaljerede resultater om originaldansen her.

Skate America - Herrenes korte program

Evan Lysacek udfører en koreografisk finesse i sit korte program. (Foto: daylife.com)

Jeg orkede ikke at blive oppe for at se mændenes korte programmer, men så er det her, at YouTube er min bedste ven.


Evan Lysacek skøjtede et solidt program og udførte bl.a. en 3lutz-3tåloop kombination og en solo tripel flip, men hans tripel axel var underroteret og blev derefter nedgraderet af det tekniske panel. Hans korte program fik en score på 79.17 point, hvilket giver ham en føring på lidt over 6 point.

Aftenens positive overraskelse var franske Florent Amodios (billede t.v.) korte program. Han udførte en smuk tripel axel, en solo tripel lutz og en 3salchow-3tåloop kombination. Amodio havde faktisk en højere teknisk score end Lysacek, men hans programkomponenter var betydelig lavere. Han sidder pt. på andenpladsen med et nyt personlig bedste på 72.65 point.

Brandon Mroz udførte en 4tåloop-3tåloop kombination, men havde desværre en tretrinsvending ud af sin 4tåloop. Hans tripel axel havde det samme problem, men hans solo tripel lutz var fin. Han havde ligeledes en højere teknisk score end Lysacek.

Svenske Adrian Schultheiss er på fjerdepladsen med 67.55 point.

Stakkels Tomas Verner, der var favorit til at vinde en medalje her, havde en større nedsmeltning, hvor han faldt og underroterede sin quad i sin planlagte 4tåloop-3tåloop kombination samt doublede sin planlagte tripel axel og tripel lutz. Han havde aftenens laveste tekniske score, men aftenens andenhøjeste program komponent score. Hans program scorede kun 55.90 point, og han sidder nu på en skuffende 11. plads.

Stillingen efter det korte program:
1. Evan Lysacek USA - 79.17
2. Florent Amodio FRA - 72.65
3. Brandon Mroz USA - 71.40
4. Adrian Schultheiss SWE 67.55
5. Shawn Sawyer CAN - 65.95
6. Andrei Lutai RUS - 60.64
7. Yasuharu Nanri JPN - 59.35
8. Ryan Bradley USA - 59.24
9. Jialiang Wu CHN - 59.16
10. Kevin Reynolds CAN - 59.05
11. Tomas Verner CZE - 55.90
12. Igor Macypura SVK - 51.45

Se mere detaljerede resultater her.

Skate America - Parrenes korte program

Xue Shen og Hongbo Zhao poserer efter deres korte program. (Foto: daylife.com)

Puha, jeg orkede lige akkurat at blive op til kl 2.40 for at se parrenes korte program...

Xue Shen og Hongbo Zhao kunne ikke have ønsket sig en bedre udførelse af deres korte program på Shens 31-års fødselsdag. De udførte solide side-om-side tripel tåloops, en høj tripel twist og en smuk kast tripel loop, og de blev tildelt level 4 på begge deres piruetter. Deres program fik en enorm score på 74.36 point, hvilket giver dem en margin på over 12 point før deres lange program. Scoren er desuden deres personlige bedste, og de er nu sammen med landsmændene Dan Zhang og Hao Zhang indehaverne af verdensrekorden for det korte program.

På andenpladsen med 61.70 point ligger Tatiana Volosozhar og Stanislav Morozov, der havde et lidt upoleret program. Deres eneste større fejl var dog kun Morozovs step-out på deres side-om-side tripel tåloops.

Canadiske Meagan Duhamel og Craig Buntin havde et bedre program end ved Cup of China. De udførte en dobbelt twist og side-om-side tripel tåloops, men Meagan havde en lidt usikker landing på deres kast tripel lutz. Duhamel virkede meget glad efter programmet, og det burde hun også være, for de sidder pt. på en tredjeplads med deres sæson bedste på 59.64 point.

På fjerdepladsen ligger amerikanerne Keauna McLaughlin og Rockne Brubaker. De udførte en god tripel twist og kast tripel loop, men McLaughlin singlede sin side-om-side tripel salchow, mes Brubaker havde et step-out på sin.

Overraskende ligger Dan Zhang og Hao Zhang kun på en femteplads. Dan doublede sin side-om-side tripel salchow og var ikke synkron på deres side-om-side piruetter. De scorede kun 56.84 point, men heldigvis adskiller kun under 5 point 2.-5. pladsen fra hinanden. Sølv og bronze vil formentlig blive afgjort i det lange program.

Stillingen efter det korte program:
1. Xue Shen/Hongbo Zhao CHN - 74.36
2. Tatiana Volosozhar/Stanislav Morozov UKR - 61.70
3. Meagan Duhamel/Craig Buntin CAN - 59.64
4. Keauna McLaughlin/Rockne Brubaker USA - 58.54
5. Dan Zhang/Hao Zhang CHN - 56.84
6. Amanda Evora/Mark Ladwig USA - 50.14
7. Brooke Castile/Benjamin Okolski USA - 49.52
8. Stacey Kemp/David King GBR - 43.46

Se mere detaljerede resultater her.

fredag den 13. november 2009

Skate America - Obligatorisk dans

Tanith Belbin og Benjamin Agosto danser deres obligatoriske dans (Golden Waltz). (Foto: daylife.com)

Jeg nåede lige at fange isdansernes obligatoriske dans på JustinTV. Som sædvanlig var der ingen overraskelser i top 3.

Amerikanerne Tanith Belbin og Benjamin Agosto fører med en score på 39.28 point, mens russerne Jana Khokhlova og Sergei Novitski er på andenpladsen med 36.94 point.

Italienerne Anna Cappellini og Luca Lanotte er på tredjepladsen med 32.04 point med margin på kun 0.11 point til fjerdepladsindehaverne, Alexandra Zaretski og Roman Zaretski (ISR).

Se det fulde resultat efter den obligatoriske dans her.

Se Skater America på internettet

Yes!!! Justin TV streamer Skate America gratis. Bare følg dette link. De viser den obligatoriske dans nu. Se tidsplanen her.