onsdag den 5. december 2012

Grand Prix Finale 2012 forudsigelser - Herrer

Patrick Chan er to gange regerende GPF mester.

De seks herrer i Grand Prix Finalen har både været oppe og nede. Ingen har vundet begge deres GP'er denne sæson, så det vil (forhåbentlig) blive en intens kamp om guldet.

Den to gange regerende GPF vinder Patrick Chan startede sæsonen sløvt ud med en 6. plads ved Japan Open og sølv ved Skate Canada - og beviste dermed han er dødelig - men han kom igen og tog guld ved Rostelecom Cup med solide programmer. Han er nu lille favorit til titlen, men et par fejl kan sagtens vælte ham af tronen.

Unge Yuzuru Hanyu har også taget GP sølv og guld denne sæson; faktisk slog han verdensrekorden for det korte program to gange. Han har ubesværede og stærke spring i sit repetoire, men lav stamina og efterfølgende fejl i det lange program fortsætter med at plage ham.

Landsmand Daisuke Takahashi er med to sølvmedaljer den eneste herre i feltet, som ikke har vundet en GP denne sæson. Han havde overraskende mange fejl ved Cup of China, men han viste store forbedringer ved NHK Trophy. Han får dog brug for at rotere sine quads, hvor han vil prøve at forsvare sit GPF sølv.

Den regerende GPF bronzevinder Javier Fernandez har været ret uforudsigelig denne sæson: bronze ved Finlandia Trophy, guld ved Skate Canada og dernæst en nedsmeltning og samlet 4. plads ved NHK Trophy. Han har stærke quads, men de nemmere triple spring kan godt drille.

Takahiko Kozuka er kommet godt igen efter en skuffende sæson, da han i år har taget GP guld og sølv. Han har solide triple spring, men quaden er stadig ustabil, og programkomponenterne plejer at være lavere end de andre herrers.

Landsmand Tatsuki Machida har overrasket alle med at tage GP bronze og guld. Han forsøger kun én quad i sine to programmer, hvorimod de andre planlægger mindst tre. Han skal derfor nok håbe på fejl fra de andre herrer samt selv løbe fejlfrit for at have en medaljechance.

Mine forudsigelser
1. Patrick Chan CAN
2. Yuzuru Hanyu JPN
3. Daisuke Takahashi JPN
4. Javier Fernandez ESP
5. Takahiko Kozuka JPN
6. Tatsuki Machida JPN

Se flere detaljer her.

Grand Prix Finale 2012 forudsigelser - Isdans

Davis/White er de tre gange regerende GPF mestre. (Foto: Reuters)

For første gang i sæsonen har vi ved Grand Prix Finalen en tvivl om, hver der vil løbe med isdanseguldet. Derudover er der en del interne kampe, som er værd at bide mærke i.

Grand Prix Finalen har altid været en god konkurrence for Meryl Davis og Charlie White, som er de tre gange regerende mestre. Parret har denne sæson vundet begge deres GP'er med sæsonens største samlede score blandt isdanserne, og det skyldes uden tvivl deres styrke i teknik og præsentation.

Parrets rivaler til guldet er træningsmakkere Tessa Virtue og Scott Moir, som endnu mangler en GPF-titel på resuméet. Canadierne har også vundet begge deres GP'er, men ikke helt så overbevisende som amerikanerne. Parret får brug for at finpudse de tekniske elementer - især løft - hvis de skal snuppe guldet.

Top 2 i en eller anden rækkefølge virker sikret. Lidt mindre spændende er kampen om bronze, hvor de regerende GPF bronzevindere Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat er favoritter. Parret har vundet begge deres GP'er med solide scores, men de er ikke høje nok til at true top 2.

Resten af feltet er svært at forudsige, da de tre par hver har taget to GP sølvmedaljer og endda med tætte scores.

Kampen om pladsen som Ruslands #1 isdansepar begynder her. Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev har overrasket med utallige forbedringer, så de har en god chance for at forbedre deres 6. plads fra forrige år.

Landsmænd Elena Ilinykh og Nikita Katsalapov gør deres første GPF optræden. Parret har forbedret deres tekniske stabilitet, men der har stadig været et par småfejl i deres programmer. Fejlfrie programmer kan placere dem så højt som en 4. plads.

Sidst kvalificerende er italienske Anna Cappellini og Luca Lanotte - dog kun fordi han havde et fald i fridansen ved Trophée Eric Bompard. Af de tre nederste par har de opnået det højeste sæsons bedste.

Mine forudsigelser
1. Meryl Davis / Charlie White USA
2. Tessa Virtue / Scott Moir CAN
3. Nathalie Pechalat / Fabian Bourzat FRA
4. Ekaterina Bobrova / Dmitri Soloviev RUS
5. Anna Cappellini / Luca Lanotte ITA
6. Elena Ilinykh / Nikita Katsalapov RUS

Se flere detaljer her.

Grand Prix Finale 2012 forudsigelser - Damer

Ashley Wagner udfører sit korte program ved Trophée Eric Bompard 2012, som hun vandt.

En spændende håndfuld damer åbner (senior) Grand Prix Finalen på fredag.

Favorit er amerikanske Ashley Wagner, der har en 4. plads fra Finalen tilbage i 2009. Wagner har med lethed vundet begge sine GP'er; faktisk besidder hun sæsonens højeste samlede score blandt damerne. Hun har de stabile spring og en solid præsentation, og hun håber også på at forsøge triple flip-triple tåloop i det korte samt double axel-triple tåloop i det lange program - lander hun disse, bliver det svært at slå hende.

Mao Asada er to gange sølv- og to gange guldvinder ved GPF, men hun måtte trække sig forrige år pga. sin moders død. Dette er dermed hendes første optræden ved Finalen siden 2008. Asada har denne sæson også vundet begge sine GP'er, omend der har været en del ståhej om manglen af triple spring i det lange program. Hun får nok brug for at lande flere denne gang for at gå med guldet.

Landsmand Akiko Suzuki er ifølge nogle blevet snydt for to GP-sejre denne sæson, men de to styks sølv er nok til at bringe hende til Finalen, hvor hun er regerende sølvvinder. Suzuki er en utrolig stærk i det lange program, men fejl i det korte plejer at koste hende dyrt.

På hjemmebane har vi Elizaveta Tuktamisheva, som forrige år skuffede ved Finalen med dårlige fremførelser og en samlet 4. plads. Sæsonen startede med skade, men hun tog en 4. plads og sølv ved sine GP'er, og hun ser ud til at blive stærkere. Springene bliver vigtige, da programkomponenter vil være lavere en de ældre konkurrenters.

Kiira Korpi har overrasket med solide løb og som resultat deraf GP bronze og guld og sin første tur til Finalen. Springmæssigt er hun mere ustabil end de andre damer, og derudover har hun også døjet med rygskade og sygdom op til Finalen. En podieplads virker derfor usandsynlig.

Førstereserve Christina Gao gør også sin første optræden ved Finalen, da hun med sølv og en 4. plads (samt Lipnitskaias skade) kvalificerede sig. Gao har ikke råd til at lave fejl på sine spring, hvis hun ikke vil ende sidst.

Mine forudsigelser
1. Ashley Wagner USA
2. Mao Asada JPN
3. Akiko Suzuki JPN
4. Elizaveta Tuktamisheva RUS
5. Kiira Korpi FIN
6. Christina Gao USA

Se flere detaljer her.

Junior Grand Prix Finalen 2012 på Youtube

Ligesom de individuelle Junior Grand Prix'er, så vil alle programmer fra Junior Grand Prix Finalen 2012-13 blive lagt på deres Youtube kanal - oftest kun et par minutter efter programmerne er blevet skøjtet.

JGPF 2012 forudsigelser - Junior Parløb

Purdy/Marinaro er vandt begge deres JGP'er denne sæson.

Parløbernes felt ved Junior Grand Prix Finalen 2012 virker en del sværere at forudsige, da så mange forskellige faktorer gør en forskel.

Alligevel må småfavoritter være canadiske Margaret Purdy og Michael Marinaro, der som de eneste i feltet har vundet begge deres JGP'er. Parret er langsomt steget graderne; forrige sæson blev det til en 5. plads ved Junior VM, og nu i deres fjerde JGP sæson har de endelig kvalificeret sig til Finalen. Parret er tekniske og præsentationsmæssigt solide, men marginen mellem dem og de andre par er ikke stor.

Russiske Lina Fedorova og Maxim Miroshkin gør også deres JGPF debut efter at have taget sølv og guld ved deres JGP'er. Parret har stærke parelementer, som placerer dem højt i det korte program, men hendes svage side-om-side spring af lettere sværhedsgrad trækker dem normalt ned i det lange.

Det nye par Brittany Jones og Ian Beharry har taget guld og bronze denne sæson. Parret er stærkere i de individuelle elementer, men de kan til tider godt kikse parelementer. Et par måneders træning kan dog have gjort en stor forskel.

Det andet russiske par i feltet er Maria Vigalova og Egor Zakroev, som har taget JGP bronze og sølv i deres debutsæson. Parret har stærke parelementer som level 4 triple twist og kast triple lutz, men deres side-om-side spring er af lavere sværhedsgrad. De får brug for at lande disse, da deres programkomponenter er lavere end resten af feltets.

De regerende Junior VM bronzevindere Vasilisa Davankova og Andrei Deputat har skuffet en smule med "kun" JGP sølv og bronze denne sæson. Hun er vokset en del i off-sæsonen, så deres elementer virker mere besværede end tidligere. Senest blev det til en 4. plads ved Cup of Nice efter 3 fald i det lange program.

De regerende Junior VM sølvvindere Xiaoyu Yu og Yang Jin gør deres tredje JGPF optræden - de fik en 5. plads forrige år. Denne sæson har også været lidt skuffende med en 4. plads og sølv ved JGP'erne. Parret kæmper stadig med at tilføre udtryk til deres programmer, og side-om-side springene har også drillet.

Mine forudsigelser
1. Margaret Purdy / Michael Marinaro CAN
2. Brittany Jones / Ian Beharry CAN
3. Lina Fedorova / Maxim Miroshkin RUS
4. Xiaoyu Yu / Yang Jin CHN
5. Maria Vigalova / Egor Zakroev RUS
6. Vasilisa Davankova / Andrei Deputat RUS

Se flere detaljer her.

tirsdag den 4. december 2012

JGPF 2012 forudsigelser - Junior Damer

Elena Radionova udfører sit lange program ved JGP Austria 2012.

I modsætning til herrerne er damernes felt fyldt med mere ukendte ansigter, da alle 6 gør deres første optræden ved Junior Grand Prix Finalen.

Rusland har taget guld i damernes disciplin de to foregående år, og det ser ud til at de fortsætter. 13-årige Elena Radionova har domineret begge sine JGP'er, som hun vandt med enorme scores, og derudover er hun den eneste dame i feltet, som har vundet begge sine konkurrencer. Med pålidelige triple spring - deriblandt en triple lutz-triple tåloop i begge programmer - er hun favorit til at tage titlen.

Resten af feltet står mere lige. Amerikanske Angela Wang har taget bronze og guld ved sine JGP'er. Hun har også en triple lutz-triple tåloop planlagt i begge programmer, men fejl i det korte programmer kan til tider godt koste hende en højere placering.

Russiske Anna Pogorilaya har overrasket med at tage JGP bronze og guld, da hun bare forrige sæson endte på en kun 13. plads ved de russiske juniormesterskaber. Hende triple-triple kombination er "kun" tåloop-tåloop, men hun forsøger stadig 7 triple spring i det fri. Hendes lavere programkomponenter har dog ikke været så høje som resten af feltet.

Satoko Miyahara har ligeledes taget JGP guld og bronze denne sæson. Hun forsøger også de svære triple kombinationer, men hendes lave spring bliver ofte kendt underroterede.

Amerikanske Hannah Miller kommer til Finalen med to JGP sølvmedaljer. Hun er den eneste i feltet, som ikke forsøger en triple-triple kombination, men god præsentation, piruetter og trin plejer at placere hende højt, når andre laver fejl.

Leah Keiser tog JGP guld og en 4. plads på sin vej mod Finalen. Hun har endnu ikke fået fuld kredit for rotation på sin triple lutz-triple tåloop kombination, hvilket har skadet hendes score, men resten af hendes elementer er stærke nok til at lande hende på podiet, hvis hun er fejlfri.

Mine forudsigelser
1. Elena Radionova RUS
2. Angela Wang USA
3. Anna Pogorilaya RUS
4. Hannah Miller USA
5. Satoko Miyahara JPN
6. Leah Keiser USA

Se flere detaljer her.

JGPF 2012 forudsigelser - Junior Isdans

Stepanova/Bukin ved forrige års JGPF, hvor de tog bronze. (Foto: Stephan Potopnyk)

Også i år dominerer Rusland Junior Grand Prix Finalen, da de i år har kvalificeret 4 par.

Favoritter er Junior VM sølvvindere Alexandra Stepanova og Ivan Bukin, som måtte "nøjes" med bronze forrige år efter et fald i den korte dans. Denne sæson virker de stærkere, da de har vundet begge deres JGP'er overbevisende; faktisk med de højeste samlede scores blandt feltet.

De regerende Junior VM bronzevindere Alexandra Aldridge og Daniel Eaton tog en 4. plads ved Finalen forrige år, men de har også en god chance for at forbedre den placering. Parret har denne sæson har haft et par problemer med levels, men de formåede stadig at vinde begge deres JGP'er med solide scores.

Deres største trussel til sølv er Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron, som også har vundet begge deres JGP'er denne sæson - med scores ikke langt fra amerikanernes.

Resten af feltet er står ret lige mht. til scores. Valeria Zenkova og Valerie Sinitsin tog sølv og guld ved deres JGP'er og har for første gang kvalificeret til Finalen.

Evgenia Kosigina og Nikolai Moroshkin tog sølv ved begge deres JGP'er, og de har en 6. plads fra Finalen tilbage i 2010.

Landsmænd Anna Yanovskaya og Sergey Mozgov er de regerende JGPF sølvvindere og har en 4. plads fra forrige Junior VM, men denne sæson blev det "kun" til to JGP sølvmedaljer, og de er dermed seedet sidst.

Mine forudsigelser
1. Alexandra Stepanova / Ivan Bukin RUS
2. Alexandra Aldridge / Daniel Eaton USA
3. Gabriella Papadakis / Guillaume Cizeron FRA
4. Anna Yanovskaya / Sergey Mozgov RUS
5. Valeria Zenkova / Valerie Sinitsin RUS
6. Evgenia Kosigina / Nikolai Moroshkin RUS

Se flere detaljer her.

JGPF 2012 forudsigelser - Junior Herrer

Joshua Farris er seedet #1 i Junior Grand Prix Finalen. (Foto: ISU Facebook)

Junior Grand Prix Finalen skydes i gang på torsdag med junior herrerne. Feltet består af nogle gamle kendinge, da 5 ud 6 også deltog forrige gang.

Favorit er nok den regerende JGPF bronzevinder Joshua Farris, som vandt begge sine JGP'er denne sæson med den højeste samlede score blandt feltet. Han har både triple axel og quad tåloop i sit repetoire, og sammenlagt med gode programkomponenter har han en god chance for guld, såfremt han ikke laver for mange fejl (som sidste år).

På hjemmebane har vi Maxim Kovtun, der endte på en 4. plads forrige år, og han har også vundet begge sine JGP'er med høje scores. Kovtun har også triple axel og quad tåloop i sit repetoire, men han har til tider vist sig at være uforudsigelig.

Jason Brown er den regerende JGPF vinder, men ligesom forrige år skal han også håbe på fejl fra de andre herrer for at tage titlen, da han endnu ikke mestrer triple axelen. Han forsøgte springet ved sine JGP'er, hvor han tog sølv og guld, men har endnu ikke fået kredit for fuld rotation.

15-årige Boyang Jin er den yngste i feltet, men han har allerede imponeret ved at lande triple axel og quad tåloop på vej mod JGP guld og sølv i sin debutsæson. Han mangler dog stadig en del finpudsning i sit grundløb og præsentation.

Ryuju Hino, der endte på en 5. plads forrige år, tog bronze og sølv ved sine JGP'er. Han har også de svære spring i sit repetoire, men ustabilitet på disse vil gøre det svært for ham at udgøre en større medaljetrussel.

Landmand Keiji Tanaka har kæmpet med sin springstabilitet siden Junior VM sølv i 2011. Han tog sølv og en 4. plads ved denne sæsons JGP'er med de laveste scores i feltet, så det bliver en opgave at forbedre 6. pladsen fra forrige år.

Mine forudsigelser
1. Joshua Farris USA
2. Maxim Kovtun RUS
3. Jason Brown USA
4. Boyang Jin CHN
5. Ryuju Hino JPN
6. Keiji Tanaka JPN

Se flere detaljer her.