Patrick Chan er to gange regerende GPF mester. |
De seks herrer i Grand Prix Finalen har både været oppe og nede. Ingen har vundet begge deres GP'er denne sæson, så det vil (forhåbentlig) blive en intens kamp om guldet.
Den to gange regerende GPF vinder Patrick Chan startede sæsonen sløvt ud med en 6. plads ved Japan Open og sølv ved Skate Canada - og beviste dermed han er dødelig - men han kom igen og tog guld ved Rostelecom Cup med solide programmer. Han er nu lille favorit til titlen, men et par fejl kan sagtens vælte ham af tronen.
Unge Yuzuru Hanyu har også taget GP sølv og guld denne sæson; faktisk slog han verdensrekorden for det korte program to gange. Han har ubesværede og stærke spring i sit repetoire, men lav stamina og efterfølgende fejl i det lange program fortsætter med at plage ham.
Landsmand Daisuke Takahashi er med to sølvmedaljer den eneste herre i feltet, som ikke har vundet en GP denne sæson. Han havde overraskende mange fejl ved Cup of China, men han viste store forbedringer ved NHK Trophy. Han får dog brug for at rotere sine quads, hvor han vil prøve at forsvare sit GPF sølv.
Den regerende GPF bronzevinder Javier Fernandez har været ret uforudsigelig denne sæson: bronze ved Finlandia Trophy, guld ved Skate Canada og dernæst en nedsmeltning og samlet 4. plads ved NHK Trophy. Han har stærke quads, men de nemmere triple spring kan godt drille.
Takahiko Kozuka er kommet godt igen efter en skuffende sæson, da han i år har taget GP guld og sølv. Han har solide triple spring, men quaden er stadig ustabil, og programkomponenterne plejer at være lavere end de andre herrers.
Landsmand Tatsuki Machida har overrasket alle med at tage GP bronze og guld. Han forsøger kun én quad i sine to programmer, hvorimod de andre planlægger mindst tre. Han skal derfor nok håbe på fejl fra de andre herrer samt selv løbe fejlfrit for at have en medaljechance.
Mine forudsigelser
1. Patrick Chan CAN
2. Yuzuru Hanyu JPN
3. Daisuke Takahashi JPN
4. Javier Fernandez ESP
5. Takahiko Kozuka JPN
6. Tatsuki Machida JPN
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar