onsdag den 25. november 2009

Belbin og Agosto trækker sig fra Grand Prix Finalen


Amerikanske Tanith Belbin og Benjamin Agosto har trukket sig ud af Grand Prix Finalen, da Belbin behøvede hasteoperation for en betændt visdomstand. Dette er andet år i træk, at isdanseparret har trukket sig ud af finalen; sidst gang på grund af Agostos rygskade, der også forhindrede dem i at konkurrere ved de nationale mesterskaber. De blev alligevel sendt til VM, hvor de vandt sølv.

Hvis Belbin virkelig er syg og ikke kan konkurrere på grund af dette, så ønsker jeg selvfølgelig hende en hurtig og god bedring.

Men jeg (og alle andre) kan sikkert ikke lade være med tænke, at de måske trak sig ud af finalen, så de ikke ville opleve nederlag til Tessa Virtue og Scott Moir samt Meryl Davis og Charlie White før OL. Belbin og Agosto slog begge par ved forrige VM, men i denne sæsons Grand Prix har Belbin og Agosto scoret 5-7 point mindre end dem ved begge deres Grand Prix'er.

Først ved de amerikanske mesterskaber får vi set, hvordan de vil score mod Davis og White, og først ved OL mod de resterende topisdansepar.

P.S. russiske Jana Khokhlova og Sergei Novitski er førstereserver til finalen.

Who wants to live forever?

I mine øjne er Xue Shen og Hongbo Zhao allerede udødelige, men bliver de ved med at skøjte på den her måde, vil de blive ophøjet til ALLEs guder...

OBS! Se kun den her video, hvis du er til kuldegysninger og strittende nakkehår.

Kostumer - Yuna Kim

Det korte program
Musik: "James Bond Medley"

Yuna Kim vinder både guld i konkurrencer, men hun burde også vinde en pris som den bedst klædte kvinde i kunstskøjteløb. I det korte program portrætterer hun en Bond-pige; både skurken og elskeren, og dertil passer kjolen perfekt. Sort er stilfuld og mystisk, mens sølv- og bronzepailletterne tilfører noget glamour. Kim gennemfører looket med sort neglelak og masser (masser!) af sort eyeliner. Min eneste kritik er hendes choker: den får hende lidt til at ligne en fra The Flintstones. Smid den og du får en 10'er.

Bedømmelse: 9.00/10.00
Det lange program
Musik: "Piano Concerto in F" af George Gerswhin

Kims kjole til det lange program ligner nærmere en cocktailkjole end et kostume (hvilket ikke er negativt) og passer godt til den klassiske jazz-inspirerede musik, jeg kunne forestille vil blive spillet til middagsselskaber i 1920'erne. Farven er elegant, men det sejeste ved kjolen er ryggen: fem striber af sølvpailletter slanger sig fra chokeren og ned langs ryggen. God detalje! Igen er min eneste lille kritik sømmen på skørtet, der krøller lidt når hun skøjter. Begge Kims kjoler er designet af en canadisk designer, der blev anbefalet af Kims koreograf David Wilson. Ifølge rygterne koster hendes kostumer mellem 1.5 til 2.0 mio. won hver (svarende til ca. 6.400 - 8.600 DKK)

Bedømmelse: 8.75/10.00

tirsdag den 24. november 2009

Kostumer - Carolina Kostner

Det korte program
Musik: "Nocturne No. 20" af Frederic Chopin + "Violin Concerto" af Tchaikovsky

Jeg har aldrig rigtigt forstået italienske Carolina Kostners kostumer. Hun er en høj pige (ift. standarderne i kunstskøjteløb, 169cm) med et smukt ansigt og lange ben, men alligevel formår hendes kostumer at skjule dette. Det eneste positive ved hendes kjole er farven; rød ser altid godt ud mod isen. Men ak, den korte længde af skørtet får hende til at se tøndeformet ud, og overdelen er skåret så lavt, at hun oplever et såkaldt "nipple-slip" når hun strækker armene i vejret; det hudfarvede stof formår at afværge en total katastrofe. Jeg ved sørme ikke, hvad der gik gennem Roberto Cavallis hoved, da han designede dette.

Bedømmelse: 1.75/10.00

Det lange program
Musik: "Air" af Bach + "Cello Concerto" af Vivaldi

Igen, skørtet er for kort. Illusionen af en dyb nedskæring er aldrig smagfuld, men det værste ved kostumet er selve stoffet. Det lyseblå stof bliver meget let mørkt, når det bliver vådt og som resultat deraf, ses Carolinas svedpletter under armene meget tydeligt. Selv jeg kunne se dem på et lille, hakkende og grynet internet feed. Så er det TYDELIGT!

Bedømmelse: 1.50/10.00

Update: Carolina Kostner havde ikke tid til at skaffe nye kostumer mellem sine to Grand Prix'er. Først nu har hun tid til at aflevere kostumerne til Cavallis designteam, og ifølge rygterne ordner de hendes SP kostume, mens hun får en helt ny LP kostume. Forhåbentlig vil hun skøjte bedre med nogle bedre kjoler.

Kostumer i kunstskøjteløb

Johnny Weir er kendt for sine excentriske kostumer, og hans kostume ved OL 2006 var inspiration til Jimmy McElroys kostume i starten af filmen "Blades of Glory". (Foto: daylife.com)

Sig hvad du vil om dem, men kostumer gør kunstskøjteløb så meget mere sjovt at se på. I ingen anden sport ser man atleterne konkurrere i et hav af pailletter, chiffon, fjer og frynser.

De officielle regler ang. kostumerne er:
"...the clothing must be modest, dignified and appropriate for athletic competitions - not garish or theatrical i design. Clothing may, however, reflect the character of the music chosen.

a) The clothing must not give the the effect of exessive nudity inappropiate for an athletic sport. Men must wear trousers; no tights are permitted. Accesories and props are not permitted;

b) Clothing not meeting the foregoing requirement must be penalized by a deduction of 1.0 point."
Som jeg forstår reglerne, har jeg i hvert fald se et dusinvis af skøjteløbere overtræde reglerne uden at få et fradrag på 1 point. Men skidt med det...

Der er over en uge til Grand Prix Finalen, så jeg tænkte at det kunne være sjovt at spille modedommer og bedømme kostumerne på en skala fra 0.00 til 10.00 (ligesom programkomponenterne). Er par retningslinjer er:

  1. Som alt andet tøj skal kostumet fremhæve dine gode sider og skjule de dårlige.
  2. Minimér brugen af hudfarvet stof; brug det ikke steder hvor du normalt ikke ville vise din rigtige hud. Hvis du skal, så sørg for at farven matcher din egen hudfarve.
  3. Det er muligt at fortolke musikken med kostumet uden at det bliver for bogstaveligt.
  4. Damer; har du korte ben, så brug hudfarvede strømper over dine skøjter. Har du lange, har du frit valg.
  5. Kostumer ser ikke pænere ud, hvis det ligner, at det har været igennem en makuleringsmaskine.
  6. Sørg for guds skyld, at kostumet er i ordentlig kvalitet, med mindre du vil opleve en wardrobe-malfuntion på live TV (fx Ekaterina Rubleva EM 2009)
  7. Pailletter skader ikke...

Skate Canada - Eftertanker

- Vil den canadiske PCS (programkomponent score) bonus også gælde ved de olympiske lege i Vancouver, Canada?

Det er normalt kendt i sport, at atleter har en vis fordel ved at konkurrere på hjemmebane. Måske er det de klappende publikum og deres støttende tilråb, der får hjemmebanefavoritter til yde den ekstra tand mere? Ved Skate Canada havde canadierne ikke de mest fejlfrie programmer, og dommerne var derfor nødsaget til at straffe dem i deres tekniske score. Til gengæld blev de meget gavmilde, når de skulle bedømme programkomponenterne, hvilket forhindrede de canadiske skøjteløbere i at falde for meget i stillingen. Her er nogle eksempler...

1. Patrick Chan havde hele fire fejl i sit korte program (et fald, to forkludrede piruetter, en doublet tripel). Han fik derfor den niende dårligste tekniske score (ud af 12 mænd), men aftenens bedste score for programkomponenter?! Jeg ved godt, at programkomponenterne ifg. reglerne er uafhængige af det tekniske indhold i programmet, men scoren for programkomponenterne ( skøjtefærdigheder, forbindende trin, udførelse, koreografi og fortolkning) burde ikke være så god, med mindre Chan portrætterede en epileptisk mand.

2. Joannie Rochette havde et rodet langt program, der var fyldt med fejl over det hele. Samlet set fortjente hun sejren, men hendes PCS på 62.88 var for høj. Sammenlignet set fik hun kun 58.64 ved Cup of China, hvor hun havde et overlegent program.

3. Tessa Virtue og Scott Moir havde 2 næsten fald i originaldansen, men da de fandt sted i de forbindende trin, og isdanseparret blev derfor ikke straffet i deres tekniske score. Ej heller i programkomponenterne...?

- Prisen for den bedste imitation af en Zamboni går til...

Canadas Patrick Chan og Cynthia Phaneuf (billedet). Han faldt en gang i sit korte og tre gange i sit lange program, mens hun faldt hele 4 gange i det lange. Jeg har vist overvurderet hjemmebanefordelen en smule. Jeg fik helt ondt af dem, da de sad i Kiss og Cry. Chan lavede sit "sindsyge øjne"-udtryk, mens hun var på grådens rand.

- Parløb er igen spændende...

Parløb har altid været min favoritdisciplin pga. den store variation af elementer i programmerne, men i den seneste har det kedet mig en smule. Nok fordi der kun var et toppar (Savchenko og Szolkowy). Da Shen og Zhao annoncerede deres come-back blev jeg ellevild, men glæden forsvandt igen, da tyskerne havde en nedsmeltning ved Trophée Eric Bompard. Heldigvis kom de stærkt igen ved Skate Canada. Og russerne Mukhortova og Trankov har skøjtet to rene lange programmer i træk? Pang og Tong har det bedste lange program jeg har set i lang tid. Juhuu! OL bliver så spændende, og jeg ved slet ikke, hvem jeg skal heppe på.

- Damerne falder en for en...

Hvad fanden sker der med damerne? Alle Grand Prix'er har været præget af fald efter fald efter fald. Jeg kan huske sidste sæsons Grand Prix: Damerne skøjtede virkeligt godt, og sølv, ja endda bronze blev vundet af programmer, der er bedre end dem der vinder guld i dag. Forhåbentligt prøver damerne bare at undgå at 'toppe' for tidligt i sæsonen (krydser fingre).

- Mændende bliver bedre og bedre...

Jeg kigger på Grand Prix-finalisterne i mændenes disciplin og har slet ikke den fjerneste idé om, hvem der vil vinde en medalje. Feltet er bare så utroligt dybt.

- Ingen russiske isdansepar har kvalificeret sig til Grand Prix Finalen...

I stedet er top 3 isdansepar i finalen nordamerikanere. Hvor tiderne dog har ændret kunstskøjteløb.

mandag den 23. november 2009

Og Grand Prix finalisterne er...

Så er alle seks Grand Prix'er overstået, og vi mangler kun Grand Prix Finalen, før første halvdel af skøjtesæsonen er overstået. I år bliver Grand Prix Finalen afholdt fra den 3. - 6. december i Tokyo, Japan. Top 6 i hver disciplin kvalificerer sig til finalen.

Reglerne ang. kvalifikation til finalen er ikke så svære at forstå. Alle topskøjteløber har som regel deltaget i to Grand Prix'er, og en 1. plads giver 15 kvalifikationspoint, en 2. plads giver 13 point, en 3. plads giver 11 point osv. Dem med flest point i alt kvalificerer sig. Har nogle skøjteløbere samme antal point, afgøres deres stilling via forskellige tie-breakere bl.a tæller højest placering mest (fx er 1. og 4. plads bedre end 2. og 3. plads). Den næste tie-breaker vindes af den med højst samlede score ved de to Grand Prix'er. Der er 7 tie-breakere i alt.

Nå, nok kedelig snik snak. Finalisterne er (i rækkefølge af kvalifikation)...

Mænd
1. Nobunari Oda JPN - 30 (TEB 15, CoC 15)
2. Evan Lysacek USA - 28 (CoC 13, SA 15)
3. Brian Joubert FRA - 24 (TEB 9, NHK 15)
4. Jeremy Abbott USA - 22 (NHK 7, SC 15)
5. Daisuke Takahashi JPN - 22 (NHK 9, SC 13)
6. Johnny Weir USA - 22 (RC 9, NHK 13)

Damer

1. Yuna Kim KOR - 30 (TEB 15, SA 15)
2. Miki Ando JPN - 30 (RC 15, NHK 15)
3. Joannie Rochette CAN - 26 (CoC 11, SC 15)
4. Alena Leonova RUS - 24 (RC 11, NHK 13)
5. Ashley Wagner USA - 24 (RC 13, NHK 11)
6. Akiko Suzuki JPN - 22 (CoC 15, SC 7)

Parløb
1. Xue Shen/Hongbo Zhao CHN - 30 (CoC 15, SA 15)
2. Qing Pang/Jian Tong CHN - 30 (RC 15, NHK 15)
3. Maria Mukhortova/Maxim Trankov RUS - 28 (TEB 15, SC 13)
4. Aliona Savchenko/Robin Szolkowy GER - 26 (TEB 11, SC 15)
5. Yuko Kavaguti/Alexander Smirnov RUS - 26 (RC 13, NHK 13)
6. Dan Zhang/Hao Zhang CHN - 24 (CoC 13, SA 11)

Isdans
1. Meryl Davis/Charlie White USA - 30 (RC 15, NHK 15)
2. Tessa Virtue/Scott Moir CAN - 30 (TEB 15, SC 15)
3. Tanith Belbin/Benjamin Agosto USA - 30 (CoC 15, SA 15)
4. Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat FRA - 26 (TEB 13, SC 13)
5. Anna Cappellini/Luca Lanotte ITA - 26 (RC 13, SA 13)
6. Sinead Kerr/John Kerr GBR - 24 (TEB 11, NHK 13)

Virtue og Moir er overbevisende i fridansen og tager guldet

Tessa Virtue og Scott Moir udfører deres signaturløft kaldet "Gåsen" i deres fridans. (Foto: daylife.com)

Det var en god dag for canadierne, da hele to canadiske isdansepar endte på podiet.

Tessa Virtue og Scott Moir leverede en romantisk fridans til musikken "Adagietto Symphony No.5" af Gustav Mahler og vandt overbevisende konkurrencen i isdans. Alle deres løft samt piruetten blev tildelt level 4, og begge trinsekvenser blev tildelt level 3. Parret udførte hvert element med så høj kvalitet, at de hovedsageligt modtog +2 i GOE fra dommerne. Deres fridans scorede 103.12 point, og samlet set var deres score på 204.38 point; begge scores er de højeste opnået af et isdansepar i sæsonen. Virtue og Moir kvalificerer sig til finalen.

Franskmændene Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat modtog de sammel levels på deres elementer som Virtue og Moir, men udførte ikke tingene i samme kvalitet. Deres fridans blev bedømt som aftenens andenbedste med en score på 93.47 point. Med deres anden Grand Prix-medalje i sæsonen kvalificerer de sig også til finalen.

Kaitlyn Weaver og Andrew Pojes fridans til "The Phantom of the Opera" blev bedømt som aftenens fjerdebedste, men de formåede at holde sig på tredjepladsen.

Faktisk havde Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev den tredjebedste fridans, men den var kun nok til at rykke dem op fra femtepladsen til en samlet fjerdeplads. Dermed skubbede de Emily Samuelson og Evan Bates ned på en femteplads.

Isdansernes podium:
Guld - Tessa Virtue/Scott Moir CAN - 204.38
Sølv - Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat FRA - 185.07
Bronze - Kaitlyn Weaver/Andrew Poje CAN - 165.64

Se flere detaljer her.