lørdag den 21. november 2009

Savchenko og Szolkowy leverer et super kort program ved Skate Canada

Aliona Savchenko og Robin Szolkowy portrætterer klovne i deres korte program. (Foto: daylife.com)

Du kan se alle parrenes korte programmer i ét segment på cbc.ca her (genudsendelse).

Aliona Savchenko og Robin Szolkowy (GER) udførte endnu et stærkt kort program, der bl.a. indeholdt en høj kast tripel lutz, solide side-om-side tripel tåloops og en god tripel twist. De fører efter det korte program med 74.16 point, hvilket er et nyt personlig bedste. Lad os så bare håbe, at de ikke smider føringen væk efter det lange program (og at de dropper makeuppen ved OL)!

På andenpladsen ligger Maria Mukhortova og Maxim Trankov (RUS), der havde et næsten fejlfrit program. Deres eneste fejl var på deres kast tripel loop, hvor Mukhortova støttede sig med begge hænder på isen. De scorede 65.80 point, hvilket kun er ca. 1 point mindre end ved Trophée Eric Bompard, hvor de skøjtede fejlfrit. Maria fortalte, at det var første gang hun skulle skøjte på sin fødselsdag (24 år).

Canadiske Jessica Dubé og Bryce Davison havde nogle småfejl i deres program: Han greb hende lidt sent på tripel twisten, hun singlede deres side-om-side tripel salchow, og landingen på kast tripel loopen var usikker. Deres programkomponenter var stadig eftermiddagens tredjebedste, hvilket sørgede for at de endte på en tredjeplads med en SP score på 57.90 point.

Deres landsmænd Anabelle Langlois og Cody Hay leverede et solidt program og endte på fjerdepladsen med en SP score på 55.52 point. Parret var ude sidste sæson, fordi Langlois brækkede sin ankel.

Kun 0.06 point bagud ligger Caydee Denney og Jeremy Barrett (USA) med en SP score på 55.46 point.

Parrenes stilling efter det korte program:
1. Aliona Savchenko/Robin Szolkowy GER - 74.16
2. Maria Mukhortova/Maxim Trankov RUS - 65.80
3. Jessica Dube/Bryce Davison CAN - 57.90
4. Anabelle Langlois/Cody Hay CAN - 55.52
5. Caydee Denney/Jeremy Barrett USA - 55.46
6. Caitlin Yankowskas/John Coughlin USA - 52.42
7. Kirsten Moore-Towers/Dylan Moscovitch CAN - 51.14
8. Ksenia Ozerova/Alenxander Enbert RUS - 40.28

Se mere detaljerede resultater her.

fredag den 20. november 2009

Totmianina og Yagudin er blevet forældre!

Tatiana Totmianina og Alexei Yagudin blev i dag forældre til en lille pige. Hun blev født via kejsersnit og måler 47 cm og vejer 2720 gram. Hun skal hedde Liza.

De russiske kunstskøjteløbere, der planlægger at blive gift snart, har begge vundet olympisk guld i hver sin disciplin. Yagudin vandt guld i mændenes disciplin i Salt Lake City i 2002, mens Totmianina vandt guld i parløb med partneren Maxim Marinin i Torino 2006.

Tillykke!

torsdag den 19. november 2009

Skate Canada tidsplan

Skate Canada finder sted i Kitchener, Ontario i Canada hvilket er 6 timer bagud ift. Danmark.

Tidsplan (dansk tid, GMT +1)

Fredag d. 20 november (samt lørdag morgen)
17:50-18:55 - Parrenes korte program
19:15-20:50 - Damernes korte program
00:00-00:30 - Åbningsceremoni
00:30-01:35 - Obligatorisk dans
01:55-03:25 - Mændenes korte program

Lørdag d. 21 november (samt søndag morgen)
18:00-19:15 - Originaldans
19:30-20:50 - Parrenes lange program
22:00-23:55 - Mændenes lange program
01:00-02:45 - Damernes lange program

Søndag d. 22 november (samt mandag morgen)
18:15-19:50 - Fridans
23:00-01:00 - Gala

Jeg får desværre ikke tid til at se det meste af Skate Canada live på internettet, da jeg skal på arbejde på fredag og til fødselsdag på lørdag. Jeg har derfor ikke fundet ud af, om der er nogle hjemmesider på min linkliste, der viser det gratis.

Hvis du er hardcore kunstskøjteløbsfan, så tjek selv linksene i de nævnte tidsrum. Justin.tv har indtil videre vist alle Grand Prix'erne, men du skal altid "refreshe" siden, da du bliver sparket af, hvis der er mere end 500 seere. CCTV5 viser normalt kun, hvis der er kinesere med i konkurrencen, hvilket der ikke er i Skate Canada. Prøver du TVU Networks, så installér første player. Derefter søg på 'figure skating' eller 'sbs' i søgefeltet og tjek kanalen.

Ellers kan du normalt se det på YouTube dagen efter...

Savchenko og Szolkowy afslører deres nye musik

Aliona Savchenko og Robin Szolkowys musik til deres nye lange program vil være fra soundtracket "Out of Africa" (da: Den Afrikanske Farm), som er komponeret af John Barry. Efter planen debuterer de programmet nu på lørdag.

Savchenko og Szolkowy har for vane at klæde sig i gyselige kostumer, så lad os bare håbe, at deres nye kostumer ikke bogstaveligt talt skriger "Afrika"...

Skate Canada forudsigelser: Herrene

Canadiske Patrick Chan, der har sin sæsondebut ved Skate Canada, skøjter sit lange program ved VM 2009. (Foto:daylife.com)

Den regerende VM-sølvmedalist Patrick Chan har først sin sæsondebut ved den sidste Grand Prix, da han blev nødt til at trække sig ud af Rostelecom Cup pga. en skade i sin venstre læg. Han har dog for nyligt udtalt, at benet har helet sig fint, og han glæder sig til vise sit nye lange program til musikken fra "The Phantom of the Opera" (han beholder sit korte program fra sidste sæson). Chan er kendt for sin komplekse koreografi og trinsekvenser, men blev endnu mere kendt i medierne ved sidste VM, da han offentligt kritiserede franske Brian Joubert for at fokusere for meget på quad'en. Joubert mente derimod, at quad'en ikke blev belønnet nok i det nye bedømmelsessystem, og at som resultat deraf havde de to forrige VM-mestre ikke udført en quad i deres programmer. Patrick Chan har åbenbart sidenhen skiftet holdning, for han planlægger at udføre en quad i sit lange program for første gang. Det vil blive spændende at se, om det vil lykkes for ham.

Japanske Daisuke Takahashi havde ikke det bedste come-back efter sin knæoperation, da han endte på skuffende 4. plads ved NHK Trophy. Han lavede fejl ved flere af sine spring, og hans førhen solide quad var forsvundet. Takahashi skal vinde guld for at kvalificere sig til finalen, men sølv kan måske også gøre det.

Samuel Contesti (ITA) endte også på en 4. plads ved sin Grand Prix, Cup of China, da han lavede fejl på flere at sine spring i begge programmer. Italieneren er allerede sikret en tur til Vinter OL, men en god placering ved Skate Canada ville være godt for selvtilliden.

Tjekken Michal Brezina (billedet) overraskede alle, da han tog bronze ved NHK Trophy, der var hans allerførste senior Grand Prix. Han mangler dog stadig at vise, at han kan fremføre solide programmer gang på gang. Alt fra guld til bronze burde kvalificere ham til finalen.

Jeremy Abbotts programmer ved NHK Trophy var som dag og nat: det korte var genialt, mens det lange var en katastrofe. I det lange program startede nedsmeltningen efter hans fald på quaden, så hvis han undlader dette spring burde han klare sig bedre.

Denis Ten (KAZ), Stephen Carriere (USA), Alban Preaubert (FRA) og Kevin van der Perren (BEL), der alle havde skuffende placeringer ved deres første Grand Prix'er, har også en chance for medaljer, hvis de skøjter godt.

Mine gæt:
Guld - Patrick Chan CAN
Sølv - Jeremy Abbott USA
Bronze - Daisuke Takahashi

Se hele listen af deltagere her.

onsdag den 18. november 2009

Skate Canada forudsigelser: Damer

Joannie Rochette udfører sit lange program ved Cup of China 2009, hvor hun vandt bronze. (Foto: daylife.com)

Den regerende VM-sølvmedalist Joannie Rochette (CAN) havde en skidt start på sin sæson, da hun ved Cup of China lavede fejl på to af sine springelementer, og dermed lå på en 7. plads efter sit korte program. Hun kæmpede sig stærkt tilbage i sit lange program og endte samlet set på en 3. plads. Ved Skate Canada er forventninger selvfølgelig højere, da hun er regerende Skate Canada-mester og selvfølgelig skøjter på hjemmebane. Rochette skøjter normalt bedst i Canada, da hun har vundet medaljer ved de foregående fire Skate Canada'er og vandt sølv ved sidste Four Continents Championship, der blev afholdt i Vancouver. En guldmedalje garanterer hende en finaleplads, mens en sølv stadig giver hende en meget god chance.

Akiko Suzuki, der overraskende vandt guld ved Cup of China, behøver kun en 1. til 4. plads for at kvalificere sig til finalen for første gang. Der er pt. fem japanske damer, der kæmper om 3 Vinter OL-pladser, så endnu en guldmedalje kan blive tungen på vægtskålen, idet det japanske skøjteunion tager Grand Prix resultater i betragtning, når de udvælger OL-holdet.

Der er tre amerikanske damer, der kæmper en medalje:

Den første er Caroline Zhang, der endte på en 4. plads ved Trophée Eric Bompard. Hun er kendte for sine utrolige piruetter fx. "perlen" (se billede), men hendes springteknik er utrolig dårlig, og hun dækker isen med sneglefart. Hun var dog forinden sin Grand Prix blevet skadet, hvilket havde indflydelse på hendes spring, og hun forsøgte heller ikke en tripel-tripel kombination, som hun plejer. Caroline Zhang er en skøjteløber, der normalt topper senere i sæsonen, så bronze burde ikke være udenfor rækkevidde.

Alissa Czisny endte ligesom Zhang på en 4. plads ved sin Grand Prix, Rostelecom Cup, og er ligesom Zhang kendt for sine piruetter. Hun har dog en tendens til "vakle" under stort pres og skøjter sjældent et program uden fald og/eller underrotationer.

Mirai Nagasu har sæsonens højeste SP score af en amerikansk dame, hvilket blev opnået ved Cup of China. Desværre underroterede hun 5 af sine spring i det lange program og faldt til en samlet 5. plads. Hun har potentialet til at være den allerbedste, hvis hun kunne få sine spring roteret en smule mere.

Den sidste bronzemedaljefavorit er finske Laura Lepistö, der endte på en 5. plads ved NHK Trophy. Hun har et solidt grundløb, gode piruetter og fin præsentation, men skal lade være med at double/single for mange spring, hvis hun vil vinde en medalje.

Mine gæt:
Guld - Joannie Rochette CAN
Sølv - Akiko Suzuki JPN
Bronze - Caroline Zhang USA

Se hele listen af deltagere her.

Skate Canada forudsigelser: Parløb

Aliona Savchenko og Robin Szolkowy håber på et bedre resultat end ved Trophée Eric Bompard, hvor de endte på en skuffende 3. plads. (Foto: daylife.com)

Alle tre medalister fra Trophée Eric Bompard skal møde hinanden igen ved Skate Canada:

De regerende verdensmestre Aliona Savchenko og Robin Szolkowy (GER) virkede uovervindelige efter deres korte program ved Trophée Eric Bompard, hvor de scorede hele 72.98 point (personlige bedste), men deres lange program var en helt anden historie: 2 forfejlede side-om-side springelementer, et fald på deres flyversekvens (meget sjældent i skøjteløb), en totalt mislykket dødsspiral (ingen point) og en singlet kast salchow. En sådan nedsmeltning har jeg aldrig set fra et par før, og den betød at Savchenko og Szolkowy røg ned på en 3. plads. Kort tid efter annoncerede parret, at de ville udskifte deres lange program. Det vil derfor betyde, at de debuterer et helt nyt program, og at de formentlig ikke er helt trygge ved koreografien ved Skate Canada. Guld vil sikre dem en billet til finalen, men sølv kan også gøre gennem en tie-breaker.

Russiske Maria Mukhortova og Maxim Trankov (billedet t.h.) kender alt til nedsmeltninger i det lange program, fordi de konstant oplevede dem sidste sæson. Derfor var det en (positiv) overraskelse, at de var i stand til at udføre to rene programmer ved Trophée Eric Bompard og tog deres første senior Grand Prix guld. De vil selvfølgelig bevise, at deres sejr ikke var et lykketræf.

På hjemmebane har vi Jessica Dubé og Bryce Davison, der havde et skuffende VM sidste sæson, da de endte på en 7. plads efter at have vundet bronze i 2008. De har dog startet denne sæson godt ud med deres sølv ved Trophée Eric Bompard og håber selvfølgelig på et lignende resultat denne uge. De skal dog forbedre deres tripel twist samt deres kast i håb om at vinde guld.

Underdogs til en medalje er Caydee Denney og Jeremy Barrett (USA), der endte på en 4. plads ved NHK Trophy. De er et par, der normalt ikke laver store fejl i deres programmer, men ved NHK havde de desværre en del fejl i deres lange program, der betød at de faldt fra 3. pladsen til en samlet 4. plads.

Mine gæt:
Guld - Aliona Savchenko og Robin Szolkowy GER
Sølv - Maria Mukhortova og Maxim Trankov RUS
Bronze - Jessica Dubé og Bryce Davison CAN

Se hele listen af deltagere her.

Skate Canada forudsigelser: Isdans

Tessa Virtue og Scott Moir udfører deres twizzles i fridansen ved Trophée Eric Bompard 2009, som de vandt. (Foto: daylife.com)

Skate Canada International er den sidste Grand Prix i sæsonen (eksl. finalen) og finder sted denne weekend i Kitchener, Ontario i Canada. Efter denne konkurrence ved vi endelig hvem, der har kvalificeret sig til Grand Prix Finalen.

Canadiske Tessa Virtue og Scott Moir er selvfølgelig favoritter til at tage guldet på hjemmebane. Ved deres Grand Prix Trophée Eric Bompard vandt de guldet med en margin på 16 point, og det ville ikke være overraskende hvis det samme skete her. Sidste sæson var de ude første halvdel af sæsonen pga. en skade i Virtues ben, men de kom stærkt igen og vandt sølv ved Four Continents Championship og bronze ved VM. Alt fra 1. til 4. pladsen ved Skate Canada sikrer dem en plads i finalen, men der er et stort pres på dem om at vinde guldet, især da Vinter OL skal afholdes i Canada.

Favoritter til sølvet er franske Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat, der endte på 2. pladsen ved Trophée Eric Bompard efter Virtue og Moir. De er på den seneste tid steget hurtig på ranglisten: de endte på en 5. plads ved sidste VM, hvilket er deres karrieres bedste, og nu da deres landsmænd Isabelle Delobel og Olivier Schoenfelder (guld, VM 2008) er ude pga. Delobels skade og graviditet, må Pechalat og Bourzat anses for at være Frankrigs isdansepar nr. 1.

Desværre er der forlydender om, at Federica Faielli og Massimo Scali (ITA) har trukket sig ud af Skate Canada pga. skade. De havde lige vundet bronze ved Cup of China og var derfor favorit til bronze, måske sølv.

Emily Samuelson og Evan Bates (USA), der er 2008 junior VM-mestre, håber på at kunne vinde karrierens anden senior Grand Prix bronzemedalje. De endte på en 4. plads ved Trophée Eric Bompard.

Kaitlyn Weaver og Andrew Poje (CAN) endte på en 6. plads ved Cup of China, fordi de havde et fald i deres originaldans, men deres fridans blev bedømt som den fjerdebedste. Hvis de ikke laver endnu en fejl i originaldansen, har de en god chance for at vinde bronze her.

Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev (RUS), der endte på en 4. plads ved NHK Trophy, håber ligeledes på at vinde deres første senior Grand Prix medalje.

Mine gæt:
Guld - Tessa Virtue og Scott Moir CAN
Sølv - Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat FRA
Bronze - Emily Samuelson og Evan Bates USA

Se hele listen af deltagere her.