torsdag den 19. november 2009

Skate Canada forudsigelser: Herrene

Canadiske Patrick Chan, der har sin sæsondebut ved Skate Canada, skøjter sit lange program ved VM 2009. (Foto:daylife.com)

Den regerende VM-sølvmedalist Patrick Chan har først sin sæsondebut ved den sidste Grand Prix, da han blev nødt til at trække sig ud af Rostelecom Cup pga. en skade i sin venstre læg. Han har dog for nyligt udtalt, at benet har helet sig fint, og han glæder sig til vise sit nye lange program til musikken fra "The Phantom of the Opera" (han beholder sit korte program fra sidste sæson). Chan er kendt for sin komplekse koreografi og trinsekvenser, men blev endnu mere kendt i medierne ved sidste VM, da han offentligt kritiserede franske Brian Joubert for at fokusere for meget på quad'en. Joubert mente derimod, at quad'en ikke blev belønnet nok i det nye bedømmelsessystem, og at som resultat deraf havde de to forrige VM-mestre ikke udført en quad i deres programmer. Patrick Chan har åbenbart sidenhen skiftet holdning, for han planlægger at udføre en quad i sit lange program for første gang. Det vil blive spændende at se, om det vil lykkes for ham.

Japanske Daisuke Takahashi havde ikke det bedste come-back efter sin knæoperation, da han endte på skuffende 4. plads ved NHK Trophy. Han lavede fejl ved flere af sine spring, og hans førhen solide quad var forsvundet. Takahashi skal vinde guld for at kvalificere sig til finalen, men sølv kan måske også gøre det.

Samuel Contesti (ITA) endte også på en 4. plads ved sin Grand Prix, Cup of China, da han lavede fejl på flere at sine spring i begge programmer. Italieneren er allerede sikret en tur til Vinter OL, men en god placering ved Skate Canada ville være godt for selvtilliden.

Tjekken Michal Brezina (billedet) overraskede alle, da han tog bronze ved NHK Trophy, der var hans allerførste senior Grand Prix. Han mangler dog stadig at vise, at han kan fremføre solide programmer gang på gang. Alt fra guld til bronze burde kvalificere ham til finalen.

Jeremy Abbotts programmer ved NHK Trophy var som dag og nat: det korte var genialt, mens det lange var en katastrofe. I det lange program startede nedsmeltningen efter hans fald på quaden, så hvis han undlader dette spring burde han klare sig bedre.

Denis Ten (KAZ), Stephen Carriere (USA), Alban Preaubert (FRA) og Kevin van der Perren (BEL), der alle havde skuffende placeringer ved deres første Grand Prix'er, har også en chance for medaljer, hvis de skøjter godt.

Mine gæt:
Guld - Patrick Chan CAN
Sølv - Jeremy Abbott USA
Bronze - Daisuke Takahashi

Se hele listen af deltagere her.

Ingen kommentarer: