Hanyu, Fernandez, Kovtun og Machida er blandt medaljekandidaterne ved GPF 2014. |
Ved Grand Prix Finalen 2014 er herrernes konkurrence den mest uforudsigelige, da alle deltagerne har haft mindst én dårlig fremførelse denne sæson; en vilkårlig rækkefølge ville nok være lige så godt som mit gæt!
På hjemmebane har vi Javier Fernandez, som nok vil opleve en del pres for at tage titlen. Han lagde sæsonen lidt usikkert ud med sølv ved Skate Canada, men der var store forbedringer at spore ved Rostelecom Cup, hvor han tog guld. Hans svære springlayout gør hans scoringspotentiale højt, men han har en tendens til noget rodede landinger.
Lidt omvendt havde Tatsuki Machida en stærk sæsonstart med GP-guld, men adskillige fejl betød sølv ved den næste. Den japanske herre har stærk præsentation og teknisk indhold, men Finalen har historisk set ikke været en god konkurrence for ham på trods af, at han ellers plejer at være pålidelig.
Lidt overraskende er Maxim Kovtun den eneste herre i feltet, som har vundet begge sine GP'er; han gjorde det dog med sløsede programmer, og han gavnede virkeligt af de andre herrers fejl, da hans samlede score kun er den femtehøjeste i feltet. Det kan dog ikke udelukkes, at det kan ske igen, men chancen er nok mindre i dette felt.
Den regerende mester Yuzuru Hanyu har været lidt heldig med at kvalificere sig til Finalen på trods, at ingen af hans fremførelser ved GP'erne kunne kendetegnes som nogenlunde succesfulde. Han har nok det største scoringspotentiale i feltet, men om han kan løbe solidt er et stort spørgsmålstegn.
Russiske Sergei Voronov havde været ganske stabil denne sæson med to GP-sølvmedaljer. Det er især hans solide quad tåloop-triple tåloop, som har hjulpet ham. Præsentationen er lidt i den svagere ende, men med et par fejl fra favoritter (meget muligt) kan han måske overraske med en medalje.
Den tredje japaner i feltet er Takahito Mura. Han begyndte sæsonen stærkt med en GP-sejr i Canada, men bukkede lidt under for presset i Japan, hvor det blev til bronze. Han skal lande de store spring, da han også mangler lidt finesse i sit løb.
Mine forudsigelser
1. Javier Fernandez ESP
2. Tatsuki Machida JPN
3. Maxim Kovtun RUS
4. Yuzuru Hanyu JPN
5. Sergei Voronov RUS
6. Takahito Mura
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar