fredag den 9. maj 2014

Yuna Kim ender officielt karrieren

Yuna Kim udfører sit galaprogram ved All That Skate (foto: AP).

Der var aldrig nogen tvivl, men sydkoreanske Yuna Kim slutter denne sæson en lang karriere i kunstskøjteløb, hvilket hun gjorde officielt ved sit isshow All That Skate.

Den 23-årige løber døjede med en fodskade i starten af sæsonen, men hun kom godt igen ved Vinter OL i Sochi, hvor hun løb to rene programmer og tog sølv (guldet vil altid blive diskuteret).

Hun vil altid være kendt som en af de mest succesfulde asiatiske kunstskøjteløbere, og den klart mest succesfulde fra Sydkorea, hvor hun er en megastjerne. Med olympisk guld, to VM-titler og meget mere vil der nok gå lang tid, før vi vil få set mage til.

Se hendes afskedsprogrammer fra All That Skate:




Kilde: The Korea Times

onsdag den 7. maj 2014

Marissa Castelli og Simon Shnapir ender partnerskab

Castelli/Shnapir ved VM 2014, hvor de tog en 11. plads (foto: Getty).

Efter denne uges annoncering af brud mellem Paige Lawrence og Rudi Swiegers og rygter om et kommende brud mellem Stefania Berton og Ondrej Hotarek (jeg har ikke skrevet om disse på bloggen), kan det næsten ikke blive værre - men det fortsætter...

Det seneste par på slagtebænken er amerikanske Marissa Castelli og Simon Shnapir, som ender 8 års partnerskab. Sammen er de to gange nationale mestre, og de tog hold-bronze og en individuel 9. plads ved Vinter OL i Sochi. Ved begge deres VM-deltagelser er de endt uden for top 10 med en henholdvis 13.- og 11. plads.

Bruddet overrasker en smule og er stadig forventet af samme grund: de er et succesfuldt amerikansk par med fremtiden forude. Dog havde de nok ikke potentiale til en VM-medalje og mere.

Årsagen til splittet er endnu ikke offentliggjort, men parret har før været splittet en måned grundet intern splid ("de kan ikke lide hinanden, men de respekterer hinanden"). Sammenlagt med stagnerende internationale resultater daler overraskelsen lidt mere.

Både 23-årige Castelli og 26-årige Shnapir har givet udtryk i at finde nye partnere for at fortsætte i sporten.

Kilde: US Figure Skating

torsdag den 1. maj 2014

Moore-Towers og Moscovitch bekræfter split

Moore-Towers og Moscovitch ved Vinter OL 2014, hvor de tog en 5. plads (foto: Getty).

Der har gået rygter et par dage, men det er nu bekræftet: canadiske Kirsten Moore-Towers og Dylan Moscovitch ender deres 5 år lange partnerskab.

Splittet overrasker en del, da duoen på det seneste har opnået stærke resultater: hold-sølv og en individuel 5. plads ved Vinter OL samt to 4. pladser ved VM. Parret havde også før udtalt, at de ville blive sammen indtil næste OL, og med nogle tilbagetrækkelser havde de chancen for at komme på VM-podiet.

21-årige Moore-Towers søger efter ny partner, og hun håber at skøjte i yderlig en eller to olympiske cyklusser. Rygter siger allerede, at hendes nye partner vil blive 22-årige Michael Marinaro, som hidtil har skøjtet med Margaret Purdy.

Overraskende nok søger 29-årige Moscovitch også en ny partner, men han forpligter sig indtil videre kun til sæson 2014-15. Det lyder til, at forskellen i deres mål måske var årsag til splittet?

Kilde: Skate Canada

onsdag den 30. april 2014

Vasilisa Davankova og Alexander Enbert teamer op

Partnerskiftene i den russiske lejr fortsætte på fuld fart...

Seneste nyhed er splittet mellem Katarina Gerboldt og Alexander Enbert (begge 25 år). Duoen teamede op i 2010 og viste hurtigt potentiale med en 4. plads ved EM 2011. Parret konkurrerede ikke i 2012-13 pga. hendes skade og operation, og deres resultater denne sæson skuffede med en 7. plads ved de russiske mesterskaber.

Enbert vil nu teame op med 15-årige Vasilisa Davankova, som nyligt splittede med Andrei Deputat. Det nye par vil træne under i Moskva under Nina Mozer.

Ifølge træner Oleg Vasiliev overvejer Gerboldt, hvor hun vil fortsætte i sporten eller blive træner.

Kilde: R-Sport og Itar-Tass (begge russisk)

Kostumer: Miki Ando

To gange verdensmester Miki Ando gjorde et comeback i forsøg på at nå sit tredje Vinter OL. Måske rollen som moder har haft indflydelse på hendes stil, som denne gang var mere elegant og underspillet (og måske fordi Nikolai Morozov ikke længere var hendes træner). Ikke desto mindre kom Ando i gennem en del kostumer i løbet af sæsonen ligesom forrige olympiske sæson.

Kort program

Musik: "My Way" af Frank Sinatra

Nebelhorn Trophy



Miki Ando debuterede et lyrisk kort program ved Nebelhorn Trophy, og her bar hun en sandfarvet kjole med lange ærmer og åben ryg. Et roligt kostume, og farven kunne måske have vasket hende ud, men heldigvis blev det piftet op med brun ombre kant på skørtet, guldbroderi på overkrop og ryg samt guldhårspænde.

Min bedømmelse: 7.75/10.00

Ice Challenge og Golden Spin



Ved de to næste konkurrencer bar hun en lyseblå kjole, ligeledes med lange ærmer og åben ryg. Her blev det tilføjet spræl med mørkeblåt underskørt og matchende glimmerbånd rundt om krop, ærmer og ryg. Idéen lød god, men desværre var kontrasten mellem de to farver lidt for stærk, hvilket fik kjolen til at ligne en gave.

Min bedømmelse: 6.25/10.00

Japan Championships



Hendes sidste kjole mindede om de to forrige i snit med dets lange ærmer, åbne ryg med detaljer og halvgennemsigtige stof. Alligevel var looket ganske anderledes med sin mørkeblå farve, gule ombre skørt og blå fjerlignende applikationer. Dette er mange elementer, men alligevel virkede kostumet nedtonet, da farverne blendede godt sammen.

Min bedømmelse: 7.50/10.00

Fridans

Musik: Firebird af Igor Stravinsky

Nebelhorn Trophy



Et "Firebird" kostume kan ses fra lang afstand, og Andos kostume var ligesådan. Ikke desto formåede hun at holde sig fra de bogstavelige fjer og løb i stedet i en rød langærmet kjole med mørkeblåt flæset skørt. Overkroppen var særdeles smuk med blå-rødligt malet abstrakt motiv, der lignede vinger fortil og muligvis en hals eller bølger bagtil.

Min bedømmelse: 9.00/10.00

Ice Challenge, Golden Spin og Japan Championships



Ved de andre konkurrencer bar hun en sort kjole i samme snit, men kjolen vakte stadig opsigt med sine blå og røde fjerapplikationer. Hun undgik at ligne en plukket kylling ved at koncentrere fjerene til sin venstre side, men samspillet mellem farverne var ikke så smukt som før.

Min bedømmelse: 7.00/10.00

Hvilket var din yndlingskostume fra Miki Ando sæson 2013/14?


mandag den 28. april 2014

Nye tekniske regler for sæson 2014-15

ISU har revideret reglerne for singles og parløb begyndende fra næste sæson, og en del af dem er ganske drastiske. Her de største overskrifter:

1. Flip og Lutz
De to symbolerne for forkert skær genindføres: "e" for tydelig og "!" utydelig forkert skær. Spring med "!" modtager samme basisværdi med reduceret GOE, mens "e" modtager 70% basisværdi med samlet negativ GOE.

Hvis både "e" og "<" (90-180° underrotation) bliver tildelt, vil springet kun opnå 50% af basisværdi. Dvs. en underroteret triple (f)lutz (3Lz< "e") kun modtager 3.0 point i basisværdi mod 6 point normalt.

2. Piruetter
Solopiruette: Hvis en piruette mangler ét (ud af 5 mulige) af de obligatoriske krav, tildeles tegnet "s" og elementet opnår 70% af basisværdi. Mangler to krav i en piruette, tildeles "ss" og elementet opnår kun 50% af basisværdi.

Parpiruette: Hvis ikke alle tre basispositioner opnås af begge parter, tildeles tegnet "a" og elementet opnår 70% af basisværdi.

3. For få rotationer/omdrejninger
Hos senior/junior vil spring med færre end 1.5 omdrejninger ikke blive tildelt point dvs. single spring (dog ikke single axel) er 0 point værd i både det korte og lange program. Dvs. at en triple salchow-single tåloop (3S+1T) formentlig vil få kredit som 3S+COMBO (og ikke 3S+SEQ med 80% bøde).

I det korte program vil spring med forkert antal omdrejninger ikke tildeles point. Dvs. at følgende gælder, så vidt jeg har forstået rigtigt:
  • Solospring ud af forbindende trin: single og doubles får 0 point. Før fik en solo double lutz hos seniorerne 1.2 point (basis 2.1 med -3 i GOE), hvilket godt kan få betydning i sidste ende.
  • Axelspring: En single axel (1.5 omdrejning) vil få 0 point. Tidligere ville denne få 0.5 point (basis 1.1 med -3 i GOE).
  • Kombination: Hos seniorer er mindstekravet en triple med en double, så en double lutz-double tåloop (2Lz+2T) vil kun få kredit for double lutz (2Lz+COMBO). En quad tåloop-single tåloop (4T+1T) vil nok få kredit for 4T+COMBO.
4. Levels
Basisværdier og GOE er næsten uændret, men en del features for at opnå levels er ændret. Blandt andet er alm. baglæns indgang til piruette og skift af hånd under dødsspiral ikke længere features. Se flere detaljer i dokumentet.

Kommentar
Disse ændringer giver meget mere magt til det tekniske panel end hidtil, hvilket kan være skidt for visse løbere, hvis reglerne ikke udøves konsekvent. Skær, underrotationer og features er stadig til dels subjektive kald. Det vil blive "interessant" at se, hvordan løberne vil justere sig til disse ændringer.

Kilde: ISU Communication 1861

søndag den 27. april 2014

Ekaterina Riazanova og Ilia Tkachenko splitter

Riazanova og Tkachenko havde deres sidste konkurrence ved EM 2014 (foto: Reuters).

Sorry for min lange bloggerpause, men travlhed i skole og indhentning af søvn efter en laaaaang kunstskøjtesæson tog topprioritet. Off-sæsonen vil betyde færre indlæg, men jeg håber stadig på at poste regelmæssigt.

Det russiske isdansefelt tager mister endnu et par: 23-årige Ekaterina Riazanova og 27-årige Ilia Tkachenko stopper deres partnerskab efter fem sæsoner sammen. Parret har taget nogle sølv- og bronzemedaljer ved Grand Prix'erne og de nationale mesterskaber, og deres bedste placering ved EM og VM har været en henholdsvis 4. og 9. plads.

Splittet blev initieret af Tkachenko, som følte at sæsonens resultater skuffede; med en 4. plads ved de nationale mesterskaber og en 5. plads ved EM kvalificerede de sig nemlig ikke til Vinter OL.

Begge parter søger nye partnere. Tkachenko blev tilnærmet af Elena Ilinykh efter sit brud med Nikita Katsalapov, men hun valgte dog at løbe med Ruslan Zhiganshin. Han har også haft try-outs med amerikansk-fødte Isabella Tobias, som repræsenterede Lithauen med Deividas Stagniunas, men intet er afgjort - det største dilemma ville være hvilket nation, de skulle repræsentere. Tkachenko overvejer også en karriere i træning.

Riazanova har været i Italien til et tryout. Rygtet siger, at den potentielle herre er Simone Vaturi, som efter sigende har splittet med Lorenza Alessandrini.

Kilde: Itar Tass og Team Russia 2014 (begge russisk)

søndag den 13. april 2014

Kostumer: Meryl Davis og Charlie White

De olympiske mestre Meryl Davis og Charlie White har altid været kendt for deres veldesignede kostumer, og i deres måske allersidste sæson virkede fokus på det klassiske "Meryl og Charlie"-look. Det blev dog aldrig kedeligt, da duoen sørgede for at peppe deres looks op med masser af bling!

Kort dans

Musik: My Fair Lady af Frederic Loewe

US International Figure Skating Classic



Til sæsonens første konkurrence var White stillig i en simpel hvid skjorte med høj krave og sort jakke med hale. Davis bar en stropløs kjole i lavendel med masser af sølv- og lilla krystaller. Parret bar også disse kostumer ved træning, hvor Davis bar en matchende halskæde. Man kan aldrig gå galt i et pingvin jakkesæt, og Davis' kjole får også pluspoint for det vidde skørt og krystallerne - disse påvirkede dog skørtets bevægelse, og overdelen var en smule for lavtsiddende.

Min bedømmelse: 7.25/10.00

Grand Prix & US Nationals



Ved både Grand Prix'erne og de nationale mesterskaber skiftede Davis til en lyspink kjole med flagrende skørt, satinoverdel og krystaller ved talje og udskæring, som gik hele vej rundt. Det var en ganske fin kjole, men den virkede måske en lille smule for nuttet til nu 27-årige Davis.

Min bedømmelse: 7.50/10.00

Vinter OL (hold og individuel)



Ved Vinter OL skiftede Davis til en anden pink kjole, som virkelig delte vandene. Den lette kjole havde posede ærmer og høj hals med lyserøde krystaller i et sirligt mønster på overdelen. Kjolen drog uden tvivl inspiration fra filmen, men den fik hende til at ligne en gammel dame. Dog gjorde den lette kjole sig utroligt godt i bevægelse, hvilket gjorde op for dette.

Min bedømmelse: 7.75/10.00

Fridans

Musik: Scheherazade af Nikolai Rimsky-Korsakov

US International Figure Skating Classic



Davis og White er ikke helt ukendte med at danse til orientalsk eksotisk musik, og dermed har de fået tid til at finpudse deres stil. Ved sæsons første konkurrence bar Davis en babyblå kjole med bar mave med utallige sten og farvede krystaller. White var i en blå velourjakke med perlebroderi på ærmer og udskæring. De mange sten glæder mig som altid, men den blå farve formår ikke helt at indfange det forføreriske element i programmet.

Min bedømmelse: 7.50/10.00

Grand Prix & Vinter OL hold



Ved Grand Prix'erne debuterede de lignende kostumer, men det generelle indtryk var meget mere detaljerigt. White bar en mørkelilla velourvest over matchende skjorte, og fortil var det et sirligt guldbroderi og påsatte sten. Davis bar en petroleumsblå halterneck kjole med bar mave og draperet skørt. Derudover matchede hun med guld og masser af farvede sten. Hårbåndet var det samme som før. Disse kostumer var meget overdådige, men det passede til musikken, og de var meget vellavede. Især den blå farve var et godt match til Meryls blege hud og mørke hår.

Min bedømmelse: 9.50/10.00

US Nationals & Vinter OL individuel



Ved de store mesterskaber skiftede Davis over til en meget lignede kjole, men denne var lavendelfarvet og havde ekstra guldglimmer på halterneck-delen. Dette var igen et meget overdådigt og vellavet kostume, men jeg synes måske, at pastelfarven ikke helt indfangede det mystiske ved Sheherazade.

Min bedømmelse: 9.00/10.00

Hvilke var dine yndlingskostumer fra Meryl Davis og Charlie White sæson 2013/14? Giv din stemme og/eller skriv en kommentar: